Preben Steen Nielsen: Bloggen om mig

Der er ingen tvivl om, at jeg er materialist – og her mener jeg altså ikke en sælger af ikke-receptpligtige apotekervarer, barne- og fodplejeartikler, helsekostprodukter eller noget i den stil – men en forbrugsmaterialist. Lækre ting har altid gjort mig glad. Det har de gjort, ligeså længe jeg kan huske, og her vil den reflekterende type nok påstå, at dén del af mig lever, fordi jeg mangler noget andet i mit liv. Det tror jeg egentligt ikke.

For nyligt så jeg eksperimentet “Klædt af”, som er et tv-koncept, hvor nogle familier får tømt deres hjem for alting; tv, mobiler, tablets, møbler, pyntedimser og sågar tøj. Hver dag må de så hente én genstand hjem, og så er det interessante, hvad de vælger, om de hjælper sig selv, fællesskabet eller måske bare gør noget godt for deres søster, mor eller far.

Én af familierne fik virkelig noget ud af eksperimentet, som bragte dem tættere sammen, og moderen mente faktisk, at hun aldrig havde været lykkeligere end i dette nye setup – uden meget andet end en madras og det stærke familiebånd. Og det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke på, om mit eget liv ville være mere komfortabelt og balanceret med færre ting? Hvad skal jeg fx med 3 fjernsyn, når jeg kun er mig? Behøver jeg absolut altid stræbe efter den lækreste af alting, eller ville jeg faktisk skabe mere overskud for mig selv, ved ikke altid at tænke på at skulle skaffe den nyeste iPhone før alle andre, eller ved ikke jævnligt at udskifte en hel masse i mit liv, der rent faktisk fungerer, blot for at få det seneste nye?

Det lyder altsammen helt rigtigt, og man kunne fristes til at tænke “Ja sgu’ – nu er Preben da endelig blevet voksen!”. Men sådan er det ikke, for facit er i min optik stik modsat. En mere buddhistisk tilgang til livet vil (sandsynligvis) gøre mig trist.

Hvorfor? Jo, noget af det jeg lagde mærke til i eksperimentet var især, hvor stor betydning pynteting og alt det hyggelige var for familierne. Det kom især til udtryk, når de i løbet af eksperimentets 14 dages varighed havde besøg af familie og venner, som hver især havde medbragt “hygge” i den ene eller anden form. Nu siger jeg ikke, at stearinlys og en enkelt Kählervase hverken vælter budgettet eller pr. defination gør dig til et lille forbrugssvin, men det siger noget om, hvilken følelse mange af os får (og ikke får ved mangel af samme).

I en artikel om en britisk tilflytter til Danmark, jeg for nyligt læste, var konklusionen, at danskere generelt er meget lykkeligere end eks. englændere, fordi vi omgiver os med smukke ting – og smukke ting gør os glade. Det gør kærlighed, en kompliment, nærvær, stærke minder og store oplevelser også, men i det daglige og sådan helt generelt, gør smukke ting os glade(re).

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg fortsat fremover og resten af mit liv meget gerne materialistisk i min gøren og i mine handlinger. Det har også noget med forandring at gøre, tænker jeg. Forandring gør os også glade; det er derfor man flytter, flytter om, forandrer eller rejser på ferie.

Således en skøn portion søndagstanker fra en reflekterende Preben. Velbekomme.

Sådan spørger mange mig i denne tid – og ja, det er jeg vel egentligt – efter omstændighederne. Der er dage, hvor jeg udretter absolut intet, fordi jeg enten ikke kan komme igang eller bare ikke synes, det giver mening. Og så er der dage, hvor jeg er rastløs, impulsiv og fyldt med idéer. Idéer som nærmest står i kø for at blive realiseret. Næsten som havde de været indespærret i en boble af motivation og nu endelig er brudt gennem.

Min august måned er fyldt med aftaler og arrangementer, og det er ret godt, tænker jeg. Nogen af dem kommer jeg helt sikkert til at aflyse, men det er på en-eller-anden måde tryghedsgivende at have mulighederne, fremfor bare at sidde hjemme – for så er det netop, at man tænker. Ikke at det ikke er okay at tænke, for det skal man jo også, men for mig fungerer det bare bedst at tænke højt. Lidt ligesom nu, lige her i dette skrivende øjeblik på en dansk grå sommerlig mandag, men især foran venner, og dem er jeg heldigvis så priviligeret at have nær mig hele tiden. Uden dem så..

Henning, min papfar, sagde for nyligt, at der nu kommer en periode, hvor folk nok stopper med at spørge ind til det, der er sket. Det giver god mening for – hey life goes on – og det gør det jo bare, men derfor kan man stadig godt have brug for at snakke om det. For det gik bare sindsygt hurtigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Men derfor kan det godt blive godt, og det synes jeg allerede det, med babyskridt, så småt er begyndt at bevæge sig i en retning af. Gennem den seneste svære måneds tid har vi haft ekstra meget familietid. Meget mere end normalt for vores familie, men det har været nødvendigt og rart, og jeg vil helt sikkert gøre mit til, at det fortsætter.

Jeg er stadig Preben – også selvom jeg måske ikke lige ringer så meget til dig og kun ser ganske få i øjeblikket. Det tager lige noget tid at komme i balance igen. Jeg er smilende og glad, men jeg tænker meget, og lige pludseligt er jeg tilbage som den gamle Preben. Det lover jeg, men hvornår tiden er, ved jeg altså ikke.

Tak fordi du læste med <3

Der er ikke så mange, der ved det, men samme dag som jeg mistede min højtelskede mor, kørte jeg faktisk til København og fik mig en tatovering. Denne dag undlod jeg dog at checke-in på de sociale medier på min færden – ikke blot for at undgå uventet besøg, der hvor jeg nu engang befandt mig, men ligeså meget fordi, at der er noget kontroversielt ved at foretage sig noget positivt ovenpå så voldsomt et tab, lige midt i sin egen (og nærmeste pårørendes) allerværste og mest smertefulde sorg.

Men hvorfor er det sådan?

Allerede en lille time efter min mors død, sad jeg i bilen på vej mod København. Jeg var tynget af sorg. Jeg var udmattet, trist og forvirret, men jeg var også taknemmelig for at have haft muligheden for at holde hendes hånd og få sagt farvel. Jeg var lettet over, at hun var befriet for den forfærdelige sygdom – og ikke mindst, så var jeg sammen med Claus og Thomas. De to mennesker i mit liv, der står mig allermest nær.

Når en tatovering laves lige midt i alt det, kommer der helt særlige følelser i spil og betydningen vokser enormt. For mig var der absolut ingen tvivl om, at turen til København var den helt rigtige beslutning – og for dem der kender mig godt, overrasker beslutningen heller ikke. Da jeg denne formiddag forlod min mors lejlighed med tårer i øjnene, stod Thomas allerede klar på parkeringspladsen. Han var klar på, hvad end jeg nu havde lyst til, og den spontane beslutning om at fortsætte den oprindelige plan, havde han nok næsten set komme. Det havde samtidig helt afgjort også været min mors ønske, at alle mine interesser, projekter og gøren ikke skulle sættes på stand-by. Man skal følge sit hjerte, og det gjorde jeg i særdeleshed med denne beslutning.

Da jeg i 1997 mistede min far til samme forfærdelige skæbne, taklede jeg også sorgen utraditionelt. Han gik bort om aftenen, og en af de sidste ting han nåede at sige var, at han havde skrevet et brev til min mor og jeg. Det var klistret fast under sofabordet i stuen med tape, og udover nogle meget stærke ord indeholdt brevet også 15.000 kroner. Penge han ønskede, jeg skulle bruge på noget, der gjorde mig glad. Allerede formiddagen efter kørte min mosters kæreste, jeg og et par venner til Vejle for at flytte tankerne lidt, og for at bruge nogle penge. Penge fjerner ikke sorgen, og jeg græd i månedsvis, men turen og dagen var god – og tanken om på dén måde at gøre noget for sig selv midt i følelsesmæssig kaos, sorg og forvirring, synes jeg er rigtig fin.

Efter knap 6 timer under nålen i indre København, kørte Thomas, Claus og jeg på Gorm’s og fik os lidt at spise samt et godt glas tiltrængt vin. Det var ligeledes en dejlig dag på sin helt egen særlige betydningsfulde måde. En stille og rolig dag i selskab med de bedste venner; med rum til tanker, snak, stilhed og venskab.

Sorg takles helt forskelligt. Jeg ved godt, at ikke alle vil kunne gøre – eller har lyst til at gøre – som jeg har gjort. Alligevel håber jeg dog med delingen af disse tanker, at kunne inspirere andre til at tænke og føle, at det er okay. At det er okay at smile og være glad. Ingen andre end dig selv kan styre, hvornår følelser af enhver art sættes fri.

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3