Det er i dag den 27. december 2017, og lige om lidt er endnu et år gået.
Mit 2017 har faktisk været ganske godt, synes jeg. Det er ihvertfald smuttet hurtigt, og jeg har da også både været på krydstogt i Middelhavet – tiltrængt og skønt – samt fået min første bog udgivet og rundet vores flereårige filmprojekt GÆLDEN af med en flot premiere i efteråret. Forleden fik vi beskeden om, at vi er nomineret ved den prestigefyldte ROBERT-uddeling, der finder sted til februar. Dét var en god ekstra julegave at få og et godt afsæt for filmens fremtidige liv, der forhåbentligt ender med flere visninger; måske på VoD, stream, flowtv og/eller til undervisningsbrug. Det kan 2018 svare meget bedre på end jeg.
Én af de største erfaringer jeg har gjort mig med det snart forgangne år er, at filmbranchen – ligesom flere farverige sammenlignelige brancher – er proppet med brodne kar og klamme egoistiske albuestød. Jeg har set det før. Jeg har været tæt på det før, men jeg har altid kun observeret fra sidelinien. Jeg har været nær krydsilden, men jeg har aldrig selv været i kamp. Det har jeg været flere gange gennem de seneste mange måneder. Sikkert fordi vi nu er nået op på et niveau, hvor alle mange omkring en bliver ustyrligt selviske og grådige. Så slemt, at jeg nu er fuldstændig mættet og må sætte bremsen i. Man skal ikke finde sig i alt, og heldigvis befinder jeg mig ikke i en situation, hvor jeg er nødt til at færdes i denne branche. Egentlig kan jeg jo bare skride, når GÆLDEN har fået sit velfortjente, bedst mulige efterliv.
For der er ingen facitliste, og man kan intet andet stille op end selv at tage del i kampen. Man er faktisk nødt til det. Det er lidt ligesom at stå fuldstændig blottet i en boksering med flere modstandere. Man kan beskytte sig og slå igen, eller man kan blive pandet ned. Valget er lidt sølle, men det er trods alt ens eget.
I stedet for at plapre løs om de mange benspænd og hovedpinefremkaldende dilemmaer vi konstant rammes af, vil jeg istedet opfordre til at man læser med i de seneste artikler på Filmmagasinet EKKO’s hjemmeside, der meget godt beskriver, hvor stor magt en lille håndfuld mennesker i den danske filmbranche sidder på. I det hele taget har der i 2017 været meget negativ fokus på filmbranchen. Vi husker alle, hvordan #metoo-kampagnen startede, og hvordan den udviklede sig til også at sigte mod Zentropa og øvrige. Senest er min gamle barndomsveninde, der også arbejder professionelt med film, stået frem og har fortalt sin historie om stress, hukommelsestab og ubeskriveligt pres i filmbranchen. Og jo mere jeg tænker over det, kan jeg næsten ikke advare nok mod at gå fuldblodet ind i denne brutale verden, hvor der kun gives plads til de få. Jovist er der fede oplevelser, inspirerende mennesker og vidtfavnende armbevægelser. Det er der, men for mig er livet for kort til et sådant ræs og pres. Jeg vil afslutte dette udbrud med at påpege, at der jo altid er to sider af en historie. Det vil jeg sætte stor pris på, at man husker, når man hører historier om nogen af de mennesker, der står mig allermest nær – eller om mig selv for den sags skyld.
Med det sagt, er det vel nærmest indlysende, at jeg fremadrettet vil ligge vægt på mere soloprægede projekter, hvor jeg selv styrer slagets gang uden nødvendigvis at skulle puffe nogen ud i rabatten på min vej mod målet. Det være sig mine skriverier, som med en god portion held og ihærdighed, udmunder i endnu en bogudgivelse allerede i 2018. Jeg finder stor glæde i at skrive, og jeg ser meget frem til at indrette mit lille skrivehjørne med havudsigt, når jeg om kun få uger rykker ind på 15. etage i Den Hvide Facet her i Vejle.
Som det sociale væsen jeg faktisk er født, kan et forfatterskab også hurtigt blive en smule ensomt, så selvfølgelig skal der stadig fremover skabes rum til skøre påfund og flippede projekter, der involverer flere mennesker og samarbejder. Men det bliver på en anden måde; i et andet setup. Det kunne sagtens være indenfor film, iværksætteri, kunst, kultur eller musik. Det skal bare skrues sammen på en måde, hvor det ikke er pengene, der styrer, ødelægger og afgør successen. Hvordan dét så lige klares, har jeg endnu ikke gennemskuet, men at knække koden på dette, kunne jo så passende være mit nytårsforsæt for 2018. Jeg vil ihvertfald aldrig undvære at arbejde med mennesker, og da mine hidtil bedste oplevelser, hvor jeg ligeledes selv har følt at gøre den største forskel, har været ved charity/velgørenhed, er det da oplagt at genoptage dette arbejde. Det er vigtigt at give noget igen, når man kan. Så hvis du læser med og har en god idé til noget velgørende, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg lover, at jeg langt fra er kedelig at arbejde sammen med.
Det er nu et halvt år siden, jeg sidst har delt et blogindlæg. Og selvom jeg egentlig havde sat mig for at skrive noget oftere, har indlæggene det med kun at sprøjte ud af mig, når for megen negativitet har ophobet sig. Sådan skulle det ikke være. Faktisk var det min mission også at lade dette være en feelgood-blog, men da det jo aldrig er for sent at starte, skal jeg se, om jeg kan finde ud af at give lidt mere af mig selv herinde – også når jeg ikke bare er frustreret og har noget på hjerte i dén retning. For ret ofte er jeg faktisk glad og veltilfreds, og i 2017 har jeg lært meget mere om mig selv end det åbentlyse allerede beskrevne karriererelaterede.
Jeg har lært en hel masse om kærlighed, tid, mennesker, venskab, drømme, håb og store følelser. En hel masse om alt det, der er sværere at dele ud af, fordi man så blotter sig endnu mere. Men det tror jeg er sundt, og der kom kun gode oplevelser ud af det, da jeg tilbage i maj virkelig blottede mig ved udgivelsen af min selvbiografi “Kan den snakke?”. Det vil jeg forsøge at dyrke noget mere. For selvom man er fyldt 36, har man langtfra lært alt om sig selv.
Rigtig godt nytår!
Vi ses på den anden side :-)
