Preben Steen Nielsen: Bloggen om mig

Jeg er selv vokset op i én af de dér byer. Et lille landsbysamfund hvor alle kender alle, og hvor de fleste går op i det meste. Nu er jeg så havnet her igen. I en lille flække med ikke møj’ mere end 500 indbyggere, og det er faktisk skønt. Jeg nyder mit nye liv i fred og ro med Pernille, men vi skal lige lære at adaptere og forstå de uskrevne regler her i lokalsamfundet. Det kan vi godt mærke. Senest har de såkaldte flagregler overrasket os.

I torsdags fyldte Pernille 27, og op skulle flaget naturligvis. Det er første gang for os begge to. Hverken Pernille eller jeg har nogensinde ejet en flagstang, og egentlig finder vi det nok begge lidt sært, at man overhovedet skal havde en sådan tårnhøj træpæl stående. Lige i dette tilfælde fulgte den lissom’ bare med ved overtagelsen af huset. Og hurra for det. Er der noget, der huer mit jyske handelshjerte, er det, når noget “bare følger med”. Gratis er slet ikke så dumt endda.

Det var en skøn fødselsdag, og da jeg ved midnatstid lå under dynen og summede over dagens begivenheder slog det mig. Vi havde glemt at tage flaget ned!

Det må man ikke. Det ved jeg faktisk godt. Men hvorfor? Det er noget med at flage for fanden, så vidt jeg husker. Hvornår fanden reelt fylder år, aner jeg ikke, men jeg lukkede trygt mine øjne og faldt i søvn. Det er jo for fanden da bare et stykke stof, og hvem opdager overhovedet om det er hejst, når det er nat?

Næste morgen mødte min hjælper Freddy undrende ind. Har I ikke haft flaget nede i nat? – spurgte han lettere bebrejdende. Vi trak lidt på smilebåndet og konstaterede, at vi jo blot var mennesker, mens vi undrende os over, at Freddy overhovedet havde bemærket det. At han gik op i det. Men allright; han har efterhånden boet her i byen i mange år. Så går han op i flagregler, gør andre sikkert også.

Rigtigt spottet. Kun få timer efter stoppede naboerne mig ude på vejen. Sig mig engang, Preben. Glemte I at tage flaget ned i aftes?

Det måtte jeg jo så tilstå, og ellers bare charme mig afsted med søforklaringer om, hvor vilde vi rent faktisk er med både at flage og fejre fødselsdage. Om de købte den, ved jeg ikke. Men min fløgtige tanke om bare at lade flaget hænge, nu vi faktisk også fik gæster i går og igen i næste uge, slog jeg fuldstændigt ud af hovedet. Det var nok bedst.

Jeg lærer næppe nogensinde at forstå flagregler, men jeg forstår, at de er vigtige for nogen. Og det er også okay. Det skal jeg nok lære at respektere. Engang. Måske.

I dag er det 3 måneder siden, Pernille flyttede ind, og vores liv sammen som “os” sådan for alvor begyndte. 3 dejlige måneder fyldt med flirt, kærlighed og søde ord – men selvfølgelig også med udfordringer. Sådan er det, og det er helt cool. Vi nakker udfordringerne, når de opstår, med gode snakke, åbenhed og forståelse. For udover de udfordringer som forhold normalt inkluderer, har vi lige lidt flere; heraf eksempelvis et lidt amputeret privatliv qua vores situation med ekstra ører i huset og 2 hjælpere nær os 24/7. Dejlige mennesker som får vores liv til at fungere. Bestemt. Men derfor kan man alligevel godt engang imellem bare have rigtig meget brug for kun at være Pernille og jeg. Det er der heldigvis råd for. Vi skal blot lige have fundet vores form.

Lige nu sidder jeg her og blogger løs med musikken kørende og lyden af Pernille der rydder op og rykker lidt rundt på møblerne i baggrunden. Det er hamrende dejligt, og jeg elsker vores liv. Jeg elsker Pernille.

Gennem de seneste måneder, har vi hver især lært rigtig meget om både hinanden og os selv. Jeg har altid opfattet mig selv som en enormt ekstrovert person. Et billede af mig selv som tydeligvis har været en smule forvrængt. Jeg er da ganskevist både plaprende og ret socialt anlagt, nok mere end Pernille – men faktisk væsentligt mindre end jeg selv troede.

I starten var morgenerne svære for mig. Dét her med at vælte ud af sengen lige op mod et hjælperskifte og skulle vågne op og få øjne – sammen med Pernille – men også med 4 hjælpere i køkkenet, når morgenskiftet fandt sted. Det havde jeg svært ved at kapere. Al den “Preben-tid” jeg førhen havde, anede eller bemærkede jeg slet ikke mit behov for at værne om. 

Nu har vi fundet den helt perfekte måde at starte dagen på. Hånd i hånd foran den knitrende brændeovn i stuen, et godt stykke tid inden vores hjem fyldes med ny energi og nye hjælpere. Det er skønt, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på. Jeg har aldrig været lykkeligere. 

Vi har også bestilt en fransk dør til stuen, så vi kan lukke af mod køkkenet og ud til “de voksne” – som vi kalder dem. Ikke for fremadrettet at skulle snakke og knuse udfordringerne mere privat bag lukkede døre, men allermest for bare langt lettere at kunne være Pernille og Preben og kærester. Det har vi lovet hinanden. Vi er nemlig ret gode til at være kærester.

Leave a Comment

Om mindre end 72 timer flytter min skønne kæreste ind hos mig her i Skærup. Hvor er det vildt. Hvor er det sindssygt vildt, dejligt og en lille smule skræmmende på samme tid. For jeg har jo altid bare været mig. 37-årige Preben, enehersker, enebarn og – nå ja – lad os bare sige det som det er; en lille smule sær. Heldigvis rykker Pernille så ind nu, inden hun bliver bekendt med flere af mine særheder. Indtil videre har hun taget det helt cool, at det er ret vigtigt for mig, hvor de forskellkge elementer i et måltid er placeret på tallerkenen.

Vi har kun lige haft 7 måneders dag, og da vi samtidigt er hinandens sådan for alvor første rigtige kærester, kan det måske virke lidt vildt, at vi allerede nu flytter sammen. Men hey, hvorfor vente når det føles som det mest rigtige i hele verden? ❤️

Selvom det i store træk er gået over al forventning med projekt “sammenflyt”, har der også været store bump og forhindringer på vejen. Hovedsagligt administrative kommunesager og håndværkerbøvl, som vi ikke har kunnet være herre over eller bare lige løse. Ej hverken med store ord eller penge har det kunne løses, og dét har været frustrerende, tærende og lidt af en prøvelse for vores forhold. Jeg er kontrolmenneske, så netop disse umulige barrierer har været svære for mig og har gjort, at min lunte har været kortere, og det er så lidt nogen gange gået ud over Pernille. Undskyld skat!

Men NU – nu er der efterhånden styr på hytten, og der kan blive rum og ro til at glæde sig til søndag og lige om lidt, når Pernille, misserne og hjælperne rykker ind.

I et langdistance forhold hvor begge partnere sidder i kørestol, er det helt umuligt at teste en hverdag og et “rigtigt liv” som kærester af ved andet end en enkelt overnatning hist og pist. Og det giver jo indlysende nok ikke noget klart billede af, hvordan det bliver. Det aner man ikke, før man faktisk er i det, og netop derfor har vi selvfølgelig bare valgt at kaste os ud i det og flytte sammen. 

Pernille har været stærk, modig og sej ved bare at rykke teltpløkkerne op på Sjælland med alt hvad det indebærer af udfordringer ift. hjælpere, familie, venner, trygge rammer, egne læger osv osv – og jeg har taget mig af det mere praktiske ved at skabe nogle gode rammer for hende og jeg, for misserne og for hjælperteamet. Nå ja, og så selvfølgelig ved at sørge for et 3 meter langt prinsessegarderobe – til prinsessen min.

Udfordringerne og bumpene ved at være sammen om dette har uden tvivl gjort os stærkere. Og hvor er det egentlig skørt, at dét at flytte sammen med sin kæreste skal gøres til et projekt, når det i virkeligheden burde være det allerletteste i hele verden.

Men det vidste vi på forhånd. For sådan er det i vores situation, og vi vælger istedet at fokusere på, hvor dejligt det er, at det rent faktisk er lykkes så hurtigt. Nu glæder vi os istedet bare til at være meget mere kærester, til vores nye liv sammen og til at få vores ret hyggelige skilt til postkassen sat op med både Pernille, misserne og jeg på. Så løser vi alle kommende bump og udfordringer hen af vejen med forståelse, kommunikation og sund fornuft. Det er vi nemlig efterhånden ret godt rustet til.

Tak for hjælpen kommuner, håndværkere og øvrige implicerede – og tak til dig for at læse hele indlægget.