Preben Steen Nielsen: Bloggen om mig

Os i selvvalgt hjemmekarantæne

Published 14. marts 2020 by Preben

Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde.

Opfør jer normalt, sagde Mette, og straks blev de sociale medier oversvømmet af opslag med fyldte indkøbskurve og kilometerlange Bilka-køer. Da meldingen kom, sad Pernille og jeg i køkkenet og havde kærestetid. Bare hende og jeg; stille og rolig aftenhygge. Men pludselig kom hjælperne ud til os. Har I hørt det? Hvad skal vi gøre? Og så begyndte telefonerne ellers at ringe.

Vi snakkede lidt, læste highlights fra pressemødet og besluttede os hurtigt for bare at hoppe i seng. Vi kunne næppe lægge ret mange planer eller tage særlige forholdsregler på det tidspunkt alligevel. Men Mettes råd ville vi følge. Det stod ret klart. Vi skulle ihverfald ikke hamstre.

Torsdag morgen blev jeg vækket af telefonen, der ringede. Det var P4, som ellers skulle have sendt live fra vores indkørsel til en snak om, hvad Pernille og jeg, som kronisk syge og lungepatienter, gør for at sikre os selv bedst muligt under corona-pandemien. For udover at vi begge først lige så småt er ved at komme os ovenpå hver vores hårde lungebetændelse, som endda sendte Pernille på sygehuset, bor vi jo faktisk i et hjem, som også er en arbejdsplads med mange hjælpere ind og ud.

Live-sendingen var naturligvis udsat grundet den helt nye situation og istedet blev interviewet, som vi optog dagen forinden, bragt i bidder gennem hele dagen, som en del af radioavisen. Lige dér gik det op for mig, at alt jeg havde udtalt mindre end 24 timer forinden, pludselig ikke længere holdt stik. Shit Just Got Real. Hvad der før var nogens problem, blev på et splitsekund alles problem. For selvfølgelig tog vi vores forholdsregler før, men nu krævede det altså en plan med nogle regler og retningslinjer her på adressen. Kasper, min hjælper, hjalp os godt på vej med at få indført de nødvendige corona-forbehold, hvorefter Pernille og jeg straks begyndte at informere hjælperne.

Hvad hjælperne foretager sig uden for arbejdstiden, kan vi hverken bestemme eller kontrollere – men vi kan appellere. Vi kan appellere til, at de tager alle nødvendige forholdsregler og følger sundhedsministeriets retningslinjer; undgår forsamlinger, har styr på børnepasning og sørger for at forklare både børn og partnere vigtigheden af ikke at slæbe corona med hjem.

Det er ikke farligt, skriver medierne. Men det er det for de ældre og for de svage. Det er det for Pernille og jeg. I virkeligheden er sandheden nok, at skulle vi ske at blive smittet nu, er oddsene for overlevelse ikke videre optimistiske. Og hey, vi er virkelig ikke klar til at dø!

Vores egen læge mener først, at det har toppet, når vi i Danmark har rundet 500.000 smittede. Måske har han ret. Og hvad hvis han har? Hvad hvis vi alle før eller siden vil blive ramt af corona?

HVIS det bliver udfaldet, vil jeg virkelig håbe, at Pernille og jeg først rammes sent i forløbet. Når vi atter er helt på toppen, når der findes effektive behandlingsformer, når der er ledige hospitalssenge og allervigtigst – når der er ledige respiratorer. Et slemt problem, der netop nu er virkeligheden i Italien, hvor vigtigheden af et menneskeliv vægtes og sorteres. Her er de løbet tør for respiratorer. Barskt og kynisk.

Pernille og jeg har sat os selv i hjemmekarantæne. Det var vi lidt i forvejen grundet lungebetændelsen, men nu fortsætter vi den. Ingen gæster udover hjælperne, masser af udluftning og afspritning af alt der berøres. Og så har vi hamstret. Ikke fordi vi forventer, at supermarkederne løber tør, men sådan at vi ikke skal sende hjælperne ud at handle ind blandt andre mennesker. Så længe de er på arbejde, kan vi nemlig godt bestemme, og så tager vi altså alle de forholdsregler, vi kan.

Når en ny hjælper møder ind, udstyres de med en lille flaske sprit, som de bedes tage i lommen og bruge hyppigt. Hellere for meget end for lidt. Vi har bestilt et lille lager af vores medicin, samt sprit og sæbe hjem. Vi spiser vitaminpiller og sniger flere grøntsager i maden end normalt, og så har vi investeret i en lille benzingenerator. Pernille og jeg er begge afhængige af strømslugende hjælpemidler, så der er en stor tryghed i altid at kunne lave nødstrøm.

Til sidst en opsang.

Det her er alvor. Humor er vigtigt, også i svære tider – men begrebet “coronaferie” er komplet misforstået. Lyt til regeringen og sundhedsministeriets råd, bliv hjemme så vidt muligt og tænk dig om. Ikke kun for min og Pernilles skyld, men for alle de ældre og svage, og for vores fælles fremtids skyld.

Af hjertet tak,

Preben <3

Leave a Comment

Troværdighedsprutten

Published 28. januar 2019 by Preben

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Leave a Comment

Flagrende ligeglad

Published 27. januar 2019 by Preben

Jeg er selv vokset op i én af de dér byer. Et lille landsbysamfund hvor alle kender alle, og hvor de fleste går op i det meste. Nu er jeg så havnet her igen. I en lille flække med ikke møj’ mere end 500 indbyggere, og det er faktisk skønt. Jeg nyder mit nye liv i fred og ro med Pernille, men vi skal lige lære at adaptere og forstå de uskrevne regler her i lokalsamfundet. Det kan vi godt mærke. Senest har de såkaldte flagregler overrasket os.

I torsdags fyldte Pernille 27, og op skulle flaget naturligvis. Det er første gang for os begge to. Hverken Pernille eller jeg har nogensinde ejet en flagstang, og egentlig finder vi det nok begge lidt sært, at man overhovedet skal havde en sådan tårnhøj træpæl stående. Lige i dette tilfælde fulgte den lissom’ bare med ved overtagelsen af huset. Og hurra for det. Er der noget, der huer mit jyske handelshjerte, er det, når noget “bare følger med”. Gratis er slet ikke så dumt endda.

Det var en skøn fødselsdag, og da jeg ved midnatstid lå under dynen og summede over dagens begivenheder slog det mig. Vi havde glemt at tage flaget ned!

Det må man ikke. Det ved jeg faktisk godt. Men hvorfor? Det er noget med at flage for fanden, så vidt jeg husker. Hvornår fanden reelt fylder år, aner jeg ikke, men jeg lukkede trygt mine øjne og faldt i søvn. Det er jo for fanden da bare et stykke stof, og hvem opdager overhovedet om det er hejst, når det er nat?

Næste morgen mødte min hjælper Freddy undrende ind. Har I ikke haft flaget nede i nat? – spurgte han lettere bebrejdende. Vi trak lidt på smilebåndet og konstaterede, at vi jo blot var mennesker, mens vi undrende os over, at Freddy overhovedet havde bemærket det. At han gik op i det. Men allright; han har efterhånden boet her i byen i mange år. Så går han op i flagregler, gør andre sikkert også.

Rigtigt spottet. Kun få timer efter stoppede naboerne mig ude på vejen. Sig mig engang, Preben. Glemte I at tage flaget ned i aftes?

Det måtte jeg jo så tilstå, og ellers bare charme mig afsted med søforklaringer om, hvor vilde vi rent faktisk er med både at flage og fejre fødselsdage. Om de købte den, ved jeg ikke. Men min fløgtige tanke om bare at lade flaget hænge, nu vi faktisk også fik gæster i går og igen i næste uge, slog jeg fuldstændigt ud af hovedet. Det var nok bedst.

Jeg lærer næppe nogensinde at forstå flagregler, men jeg forstår, at de er vigtige for nogen. Og det er også okay. Det skal jeg nok lære at respektere. Engang. Måske.

Leave a Comment

De første 3 måneder i resten af vores liv

Published 21. januar 2019 by Preben

I dag er det 3 måneder siden, Pernille flyttede ind, og vores liv sammen som “os” sådan for alvor begyndte. 3 dejlige måneder fyldt med flirt, kærlighed og søde ord – men selvfølgelig også med udfordringer. Sådan er det, og det er helt cool. Vi nakker udfordringerne, når de opstår, med gode snakke, åbenhed og forståelse. For udover de udfordringer som forhold normalt inkluderer, har vi lige lidt flere; heraf eksempelvis et lidt amputeret privatliv qua vores situation med ekstra ører i huset og 2 hjælpere nær os 24/7. Dejlige mennesker som får vores liv til at fungere. Bestemt. Men derfor kan man alligevel godt engang imellem bare have rigtig meget brug for kun at være Pernille og jeg. Det er der heldigvis råd for. Vi skal blot lige have fundet vores form.

Lige nu sidder jeg her og blogger løs med musikken kørende og lyden af Pernille der rydder op og rykker lidt rundt på møblerne i baggrunden. Det er hamrende dejligt, og jeg elsker vores liv. Jeg elsker Pernille.

Gennem de seneste måneder, har vi hver især lært rigtig meget om både hinanden og os selv. Jeg har altid opfattet mig selv som en enormt ekstrovert person. Et billede af mig selv som tydeligvis har været en smule forvrængt. Jeg er da ganskevist både plaprende og ret socialt anlagt, nok mere end Pernille – men faktisk væsentligt mindre end jeg selv troede.

I starten var morgenerne svære for mig. Dét her med at vælte ud af sengen lige op mod et hjælperskifte og skulle vågne op og få øjne – sammen med Pernille – men også med 4 hjælpere i køkkenet, når morgenskiftet fandt sted. Det havde jeg svært ved at kapere. Al den “Preben-tid” jeg førhen havde, anede eller bemærkede jeg slet ikke mit behov for at værne om.

Nu har vi fundet den helt perfekte måde at starte dagen på. Hånd i hånd foran den knitrende brændeovn i stuen, et godt stykke tid inden vores hjem fyldes med ny energi og nye hjælpere. Det er skønt, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på. Jeg har aldrig været lykkeligere.

Vi har også bestilt en fransk dør til stuen, så vi kan lukke af mod køkkenet og ud til “de voksne” – som vi kalder dem. Ikke for fremadrettet at skulle snakke og knuse udfordringerne mere privat bag lukkede døre, men allermest for bare langt lettere at kunne være Pernille og Preben og kærester. Det har vi lovet hinanden. Vi er nemlig ret gode til at være kærester.

Leave a Comment

72 timer

Published 18. oktober 2018 by Preben

Om mindre end 72 timer flytter min skønne kæreste ind hos mig her i Skærup. Hvor er det vildt. Hvor er det sindssygt vildt, dejligt og en lille smule skræmmende på samme tid. For jeg har jo altid bare været mig. 37-årige Preben, enehersker, enebarn og – nå ja – lad os bare sige det som det er; en lille smule sær. Heldigvis rykker Pernille så ind nu, inden hun bliver bekendt med flere af mine særheder. Indtil videre har hun taget det helt cool, at det er ret vigtigt for mig, hvor de forskellkge elementer i et måltid er placeret på tallerkenen.

Vi har kun lige haft 7 måneders dag, og da vi samtidigt er hinandens sådan for alvor første rigtige kærester, kan det måske virke lidt vildt, at vi allerede nu flytter sammen. Men hey, hvorfor vente når det føles som det mest rigtige i hele verden? ❤️

Selvom det i store træk er gået over al forventning med projekt “sammenflyt”, har der også været store bump og forhindringer på vejen. Hovedsagligt administrative kommunesager og håndværkerbøvl, som vi ikke har kunnet være herre over eller bare lige løse. Ej hverken med store ord eller penge har det kunne løses, og dét har været frustrerende, tærende og lidt af en prøvelse for vores forhold. Jeg er kontrolmenneske, så netop disse umulige barrierer har været svære for mig og har gjort, at min lunte har været kortere, og det er så lidt nogen gange gået ud over Pernille. Undskyld skat!

Men NU – nu er der efterhånden styr på hytten, og der kan blive rum og ro til at glæde sig til søndag og lige om lidt, når Pernille, misserne og hjælperne rykker ind.

I et langdistance forhold hvor begge partnere sidder i kørestol, er det helt umuligt at teste en hverdag og et “rigtigt liv” som kærester af ved andet end en enkelt overnatning hist og pist. Og det giver jo indlysende nok ikke noget klart billede af, hvordan det bliver. Det aner man ikke, før man faktisk er i det, og netop derfor har vi selvfølgelig bare valgt at kaste os ud i det og flytte sammen.

Pernille har været stærk, modig og sej ved bare at rykke teltpløkkerne op på Sjælland med alt hvad det indebærer af udfordringer ift. hjælpere, familie, venner, trygge rammer, egne læger osv osv – og jeg har taget mig af det mere praktiske ved at skabe nogle gode rammer for hende og jeg, for misserne og for hjælperteamet. Nå ja, og så selvfølgelig ved at sørge for et 3 meter langt prinsessegarderobe – til prinsessen min.

Udfordringerne og bumpene ved at være sammen om dette har uden tvivl gjort os stærkere. Og hvor er det egentlig skørt, at dét at flytte sammen med sin kæreste skal gøres til et projekt, når det i virkeligheden burde være det allerletteste i hele verden.

Men det vidste vi på forhånd. For sådan er det i vores situation, og vi vælger istedet at fokusere på, hvor dejligt det er, at det rent faktisk er lykkes så hurtigt. Nu glæder vi os istedet bare til at være meget mere kærester, til vores nye liv sammen og til at få vores ret hyggelige skilt til postkassen sat op med både Pernille, misserne og jeg på. Så løser vi alle kommende bump og udfordringer hen af vejen med forståelse, kommunikation og sund fornuft. Det er vi nemlig efterhånden ret godt rustet til.

Tak for hjælpen kommuner, håndværkere og øvrige implicerede – og tak til dig for at læse hele indlægget.

Leave a Comment

En atypisk lovestory

Published 7. maj 2018 by Preben

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

Leave a Comment

Anmeldelse: SAGE – The Oracle Touch

Published 18. januar 2018 by Preben

Ingen ny lejlighed uden ny espressomaskine – og dermed velkommen til min nye buddy; SAGE The Oracle Touch. Her kommer en mini-anmeldelse af bæstet, der netop er flyttet ind på mit køkkenbord.

For snart 15 år siden investerede jeg i min første espressomaskine. Den kostede 500 kr og dækkede lige akkurat mit begyndende behov og interesse for espressokaffe. Det var dengang, cafékulturen for alvor begyndte at blomstre og selv de hippe fra Udkantsdanmark (det var mig) drak caffé latté. I løbet af få år dukkede flere og flere caféer op, og jeg selv blev endnu mere bevidst og nørdet omkring min kaffe, og hvad jeg forventede af en baristas kompetencer. Gav man knap 30 kr for en kaffe, skulle den altså sidde lige i skabet hver gang. I dag er prisen steget til næsten en halvtredser – og det gør altså ikke pointen mindre gældende.

Hjemme på køkkenbordet steg ambitionerne også, og espressomaskinerne blev udskiftet og opgraderet jævnligt. Flere end 10 maskiner har gennem tiden serviceret mig – og nu kommer vi til det – men de allerbedste har uden tvivl været maskinerne fra SAGE.

Jeg startede ud med The Oracle, og har nu netop erhvervet mig seneste skud fra stammen; The Oracle Touch. Samme fede maskine som forgængeren, med nu med en lækker intuitiv stor touchskærm til betjening og fintuning af dyret. Maskinen er udviklet i samarbejde med den britiske stjernekok Heston Blumenthal og udmærker sig ved at forene det bedste fra to verdener.

The Oracle Touch er nemlig en semiautomatisk maskine med alt det bekvemme fra fuldautomatikken trukket ned over hovedet. Du får det pivlækre resultat som kun en ægte fuldblodsitaliener med dobbelt kedel og semiautomatik hidtil har kunne levere, men du får det med autokværn OG autotamp (den første af sin slags i verden) samt, hvis ønsket, autosteam af mælken. Med erfaring af autosteam fra både JURA, Saeco og Nespresso, må jeg tilføje, at intet når The Oracle Touch til sokkeholderne. Alle andre lukker vand i mælken eller skaber “punkteret” mikroskum. Her sidder den spot on hos mig ved 66 grader og skumniveau 07 – og vil man have grabberne dybere i maskineriet kan man selvfølgelig køre det hele manuelt. Så mangler man sådan set kun Eros Ramazzotti ved sin side.

Som billedet viser, kan dine favoritinstillinger let gemmes som preset og navngives. Endnu en feature jeg elsker ved The Oracle Touch – maskinen jeg ikke kan rose nok. Vejledende ligger vi på 19.995 dkk inkl. moms, men selvom det da er en sjat, er den absolut investeringen værd. SAGE importeres af Witt Danmark og forhandles bl.a. af Elgiganten, hvor jeg foretrækker at shoppe mit grej.

Velbekomme og skål i god kaffe!

Leave a Comment

Omfavn alt dét udenom

Published 1. januar 2018 by Preben

Efter at have læst ret mange opdateringer fra mine venner på facebook, der gør status over det forgangne år, synes jeg at kunne ane et lidt bekymrende mønster. Det virker som om, at ni ud af ti faktisk har haft et rigtig svært 2017. Et år fyldt med fyringer, sygdom, skilsmisse, pengeproblemer, stress eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af øvrige hændelser og problemer.

Men kan det mon passe? For er det i virkeligheden ikke blot livet, som det er? Er det ikke bare fordi, at vi er blevet dårligere til at se, dele og fortælle om alt det gode, der heldigvis også går i de flestes veje; af både store og små mirakler?

Mit 2017 har da heller ikke været perfekt. Heller ikke selvom det måske har set sådan ud på de sociale medier, men det har været bedre end 2016, hvor jeg mistede min elskede mor. Det siger sig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke dem, der har været ramt af store tragiske tab, jeg henvender mig til i indlægget her.

Jeg skriver om dem, der isolerer sig i deres egen lille bekymringsboble med udfordringer, som faktisk slet ikke er så store, hvis de lige ulejliger sig med at kaste et blik udover deres egen næsetip et øjeblik. En fyring kan blive starten på et nyt kapitel. Det samme kan et ødelagt forhold. Pengeproblemer, stress – eller kombinationen af de to – kan være katalysator for lige at stoppe op, mærke efter og sadle om.

Og hold kæft, hvor lyder det da bare let.. Næh, det påstår jeg skam ikke. Men der skal både op og nedture til for at kunne mærke livet. Jeg har i det forgangne år set mennesker og venner på min facebook fået revet deres hverdag op og blive præsenteret for barske beskeder fra sygehusvæsenet. Beskeder der ikke blot påvirker dem selv i ualmindelig høj grad, men også alle omkring dem. Og er det så de her mennesker, der omtaler 2017 som noget dårligt år. Nej, næsten tværtimod. Det er faktisk dem, der synes allerbedst til at værdsætte livet og alle de fine ting, der (også) finder sted omkring os. Det er mennesker, der forstår og formår, at spille med de kort de har. Mennesker der kigger fremad, men også lever livet lige nu og her. Det synes jeg er sejt og meget inspirerende. Tak for jer.

Med dem in mente, er livet som de fleste heldigvis lever det, nok næppe så slemt som de seneste døgns mange opdateringer beskriver det. Det har jeg ihvertfald svært ved at forestille mig. Men jeg er selvfølgelig også ret heldig. Det eneste jeg fejler, ihvertfald sådan lige umiddelbart, er at jeg sidder i kørestol. Og det gør ikke engang ondt.

Leave a Comment

En reduktion af året der gik – tilsat store tanker

Published 27. december 2017 by Preben

Det er i dag den 27. december 2017, og lige om lidt er endnu et år gået.

Mit 2017 har faktisk været ganske godt, synes jeg. Det er ihvertfald smuttet hurtigt, og jeg har da også både været på krydstogt i Middelhavet – tiltrængt og skønt – samt fået min første bog udgivet og rundet vores flereårige filmprojekt GÆLDEN af med en flot premiere i efteråret. Forleden fik vi beskeden om, at vi er nomineret ved den prestigefyldte ROBERT-uddeling, der finder sted til februar. Dét var en god ekstra julegave at få og et godt afsæt for filmens fremtidige liv, der forhåbentligt ender med flere visninger; måske på VoD, stream, flowtv og/eller til undervisningsbrug. Det kan 2018 svare meget bedre på end jeg.

Én af de største erfaringer jeg har gjort mig med det snart forgangne år er, at filmbranchen – ligesom flere farverige sammenlignelige brancher – er proppet med brodne kar og klamme egoistiske albuestød. Jeg har set det før. Jeg har været tæt på det før, men jeg har altid kun observeret fra sidelinien. Jeg har været nær krydsilden, men jeg har aldrig selv været i kamp. Det har jeg været flere gange gennem de seneste mange måneder. Sikkert fordi vi nu er nået op på et niveau, hvor ~~alle~~ mange omkring en bliver ustyrligt selviske og grådige. Så slemt, at jeg nu er fuldstændig mættet og må sætte bremsen i. Man skal ikke finde sig i alt, og heldigvis befinder jeg mig ikke i en situation, hvor jeg er nødt til at færdes i denne branche. Egentlig kan jeg jo bare skride, når GÆLDEN har fået sit velfortjente, bedst mulige efterliv.

For der er ingen facitliste, og man kan intet andet stille op end selv at tage del i kampen. Man er faktisk nødt til det. Det er lidt ligesom at stå fuldstændig blottet i en boksering med flere modstandere. Man kan beskytte sig og slå igen, eller man kan blive pandet ned. Valget er lidt sølle, men det er trods alt ens eget.

I stedet for at plapre løs om de mange benspænd og hovedpinefremkaldende dilemmaer vi konstant rammes af, vil jeg istedet opfordre til at man læser med i de seneste artikler på Filmmagasinet EKKO’s hjemmeside, der meget godt beskriver, hvor stor magt en lille håndfuld mennesker i den danske filmbranche sidder på. I det hele taget har der i 2017 været meget negativ fokus på filmbranchen. Vi husker alle, hvordan #metoo-kampagnen startede, og hvordan den udviklede sig til også at sigte mod Zentropa og øvrige. Senest er min gamle barndomsveninde, der også arbejder professionelt med film, stået frem og har fortalt sin historie om stress, hukommelsestab og ubeskriveligt pres i filmbranchen. Og jo mere jeg tænker over det, kan jeg næsten ikke advare nok mod at gå fuldblodet ind i denne brutale verden, hvor der kun gives plads til de få. Jovist er der fede oplevelser, inspirerende mennesker og vidtfavnende armbevægelser. Det er der, men for mig er livet for kort til et sådant ræs og pres. Jeg vil afslutte dette udbrud med at påpege, at der jo altid er to sider af en historie. Det vil jeg sætte stor pris på, at man husker, når man hører historier om nogen af de mennesker, der står mig allermest nær – eller om mig selv for den sags skyld.

Med det sagt, er det vel nærmest indlysende, at jeg fremadrettet vil ligge vægt på mere soloprægede projekter, hvor jeg selv styrer slagets gang uden nødvendigvis at skulle puffe nogen ud i rabatten på min vej mod målet. Det være sig mine skriverier, som med en god portion held og ihærdighed, udmunder i endnu en bogudgivelse allerede i 2018. Jeg finder stor glæde i at skrive, og jeg ser meget frem til at indrette mit lille skrivehjørne med havudsigt, når jeg om kun få uger rykker ind på 15. etage i Den Hvide Facet her i Vejle.

Som det sociale væsen jeg faktisk er født, kan et forfatterskab også hurtigt blive en smule ensomt, så selvfølgelig skal der stadig fremover skabes rum til skøre påfund og flippede projekter, der involverer flere mennesker og samarbejder. Men det bliver på en anden måde; i et andet setup. Det kunne sagtens være indenfor film, iværksætteri, kunst, kultur eller musik. Det skal bare skrues sammen på en måde, hvor det ikke er pengene, der styrer, ødelægger og afgør successen. Hvordan dét så lige klares, har jeg endnu ikke gennemskuet, men at knække koden på dette, kunne jo så passende være mit nytårsforsæt for 2018. Jeg vil ihvertfald aldrig undvære at arbejde med mennesker, og da mine hidtil bedste oplevelser, hvor jeg ligeledes selv har følt at gøre den største forskel, har været ved charity/velgørenhed, er det da oplagt at genoptage dette arbejde. Det er vigtigt at give noget igen, når man kan. Så hvis du læser med og har en god idé til noget velgørende, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg lover, at jeg langt fra er kedelig at arbejde sammen med.

Det er nu et halvt år siden, jeg sidst har delt et blogindlæg. Og selvom jeg egentlig havde sat mig for at skrive noget oftere, har indlæggene det med kun at sprøjte ud af mig, når for megen negativitet har ophobet sig. Sådan skulle det ikke være. Faktisk var det min mission også at lade dette være en feelgood-blog, men da det jo aldrig er for sent at starte, skal jeg se, om jeg kan finde ud af at give lidt mere af mig selv herinde – også når jeg ikke bare er frustreret og har noget på hjerte i dén retning. For ret ofte er jeg faktisk glad og veltilfreds, og i 2017 har jeg lært meget mere om mig selv end det åbentlyse allerede beskrevne karriererelaterede.

Jeg har lært en hel masse om kærlighed, tid, mennesker, venskab, drømme, håb og store følelser. En hel masse om alt det, der er sværere at dele ud af, fordi man så blotter sig endnu mere. Men det tror jeg er sundt, og der kom kun gode oplevelser ud af det, da jeg tilbage i maj virkelig blottede mig ved udgivelsen af min selvbiografi “Kan den snakke?”. Det vil jeg forsøge at dyrke noget mere. For selvom man er fyldt 36, har man langtfra lært alt om sig selv.

Rigtig godt nytår!

Vi ses på den anden side :-)

Leave a Comment

1 år efter

Published 6. juli 2017 by Preben

I morgen er det 1 år siden, min elskede mor gik bort til cancer. Den samme forfærdelige skæbne som min far og iøvrigt alt for mange andre, jeg har kendt og holdt meget af.

Er det virkelig allerede så længe siden? – spørger mange mig. Tiden går godt nok hurtigt.

Men det synes jeg ikke. I virkeligheden stod tiden nærmest stille i mange måneder efter. Måske ikke udadtil, for det var en slags terapi for mig at skrive. Både her, på facebook og selvfølgelig på min bog, som jeg endelig fik færdiggjort og endda udgivet.

I dag er jeg i fuld gang med alle mulige projekter igen. Jeg er tilbage på sporet og har efterhånden adapteret mig til “det nye setup”. Et setup, hvor dén familie der engang var så stor, nu pludselig er så lille. Men det er okay, for så får vi også set lidt mere til hinanden. Vi er blevet bedre til at holde sammen.

Jeg har nok været den af os, der har været hurtigst til at komme tilbage til hverdagen igen. Og nok ikke engang fordi jeg har været mere klar til det, men måske fordi jeg har brugt det som et slags skjold og gemt mig bag de mange igangværende projekter. Filmen, bogen, åbenhedsprisen, min tv-optræden hos Aftenshowet og Go’ Aften Danmark og talen for de nyudklækkede studenter, som det seneste. Altsammen øjeblikke som jeg så forfærdeligt gerne ville have delt med hende. Men hun kigger nok ned og smiler stolt.

Det dér pusterum der kun kan være godt, fik jeg aldrig rigtigt realiseret, så når jeg om 14 dage rejser på sommerferie, bliver det virkelig for at tømme hovedet og lade op på ny. Det bliver for at mærke efter, re-tænke, slappe af og så forhåbentligt for at finde det helt magiske svar på hvordan livet bruges og leves allerbedst. Nogle af svarene har jeg allerede med i bagagen fra min mor, for hun havde om nogen genfundet lykken og forstod at leve livet. Resten må jeg selv finde ud af. Det har jeg så tænkt mig.

Leave a Comment