Skip to content →

Er du okay, Preben?

Selfie i Randers

Sådan spørger mange mig i denne tid – og ja, det er jeg vel egentligt – efter omstændighederne. Der er dage, hvor jeg udretter absolut intet, fordi jeg enten ikke kan komme igang eller bare ikke synes, det giver mening. Og så er der dage, hvor jeg er rastløs, impulsiv og fyldt med idéer. Idéer som nærmest står i kø for at blive realiseret. Næsten som havde de været indespærret i en boble af motivation og nu endelig er brudt gennem.

Min august måned er fyldt med aftaler og arrangementer, og det er ret godt, tænker jeg. Nogen af dem kommer jeg helt sikkert til at aflyse, men det er på en-eller-anden måde tryghedsgivende at have mulighederne, fremfor bare at sidde hjemme – for så er det netop, at man tænker. Ikke at det ikke er okay at tænke, for det skal man jo også, men for mig fungerer det bare bedst at tænke højt. Lidt ligesom nu, lige her i dette skrivende øjeblik på en dansk grå sommerlig mandag, men især foran venner, og dem er jeg heldigvis så priviligeret at have nær mig hele tiden. Uden dem så..

Henning, min papfar, sagde for nyligt, at der nu kommer en periode, hvor folk nok stopper med at spørge ind til det, der er sket. Det giver god mening for – hey life goes on – og det gør det jo bare, men derfor kan man stadig godt have brug for at snakke om det. For det gik bare sindsygt hurtigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Men derfor kan det godt blive godt, og det synes jeg allerede det, med babyskridt, så småt er begyndt at bevæge sig i en retning af. Gennem den seneste svære måneds tid har vi haft ekstra meget familietid. Meget mere end normalt for vores familie, men det har været nødvendigt og rart, og jeg vil helt sikkert gøre mit til, at det fortsætter.

Jeg er stadig Preben – også selvom jeg måske ikke lige ringer så meget til dig og kun ser ganske få i øjeblikket. Det tager lige noget tid at komme i balance igen. Jeg er smilende og glad, men jeg tænker meget, og lige pludseligt er jeg tilbage som den gamle Preben. Det lover jeg, men hvornår tiden er, ved jeg altså ikke.

Tak fordi du læste med <3

 

2 Comments

Noget om pizza og sorg

lånt fra gorms instagram @gormspizza

Der er ikke så mange, der ved det, men samme dag som jeg mistede min højtelskede mor, kørte jeg faktisk til København og fik mig en tatovering. Denne dag undlod jeg dog at checke-in på de sociale medier på min færden – ikke blot for at undgå uventet besøg, der hvor jeg nu engang befandt mig, men ligeså meget fordi, at der er noget kontroversielt ved at foretage sig noget positivt ovenpå så voldsomt et tab, lige midt i sin egen (og nærmeste pårørendes) allerværste og mest smertefulde sorg.

Men hvorfor er det sådan?

Allerede en lille time efter min mors død, sad jeg i bilen på vej mod København. Jeg var tynget af sorg. Jeg var udmattet, trist og forvirret, men jeg var også taknemmelig for at have haft muligheden for at holde hendes hånd og få sagt farvel. Jeg var lettet over, at hun var befriet for den forfærdelige sygdom – og ikke mindst, så var jeg sammen med Claus og Thomas. De to mennesker i mit liv, der står mig allermest nær.

Når en tatovering laves lige midt i alt det, kommer der helt særlige følelser i spil og betydningen vokser enormt. For mig var der absolut ingen tvivl om, at turen til København var den helt rigtige beslutning – og for dem der kender mig godt, overrasker beslutningen heller ikke. Da jeg denne formiddag forlod min mors lejlighed med tårer i øjnene, stod Thomas allerede klar på parkeringspladsen. Han var klar på, hvad end jeg nu havde lyst til, og den spontane beslutning om at fortsætte den oprindelige plan, havde han nok næsten set komme. Det havde samtidig helt afgjort også været min mors ønske, at alle mine interesser, projekter og gøren ikke skulle sættes på stand-by. Man skal følge sit hjerte, og det gjorde jeg i særdeleshed med denne beslutning.

Da jeg i 1997 mistede min far til samme forfærdelige skæbne, taklede jeg også sorgen utraditionelt. Han gik bort om aftenen, og en af de sidste ting han nåede at sige var, at han havde skrevet et brev til min mor og jeg. Det var klistret fast under sofabordet i stuen med tape, og udover nogle meget stærke ord indeholdt brevet også 15.000 kroner. Penge han ønskede, jeg skulle bruge på noget, der gjorde mig glad. Allerede formiddagen efter kørte min mosters kæreste, jeg og et par venner til Vejle for at flytte tankerne lidt, og for at bruge nogle penge. Penge fjerner ikke sorgen, og jeg græd i månedsvis, men turen og dagen var god – og tanken om på dén måde at gøre noget for sig selv midt i følelsesmæssig kaos, sorg og forvirring, synes jeg er rigtig fin.

Efter knap 6 timer under nålen i indre København, kørte Thomas, Claus og jeg på Gorm’s og fik os lidt at spise samt et godt glas tiltrængt vin. Det var ligeledes en dejlig dag på sin helt egen særlige betydningsfulde måde. En stille og rolig dag i selskab med de bedste venner; med rum til tanker, snak, stilhed og venskab.

Sorg takles helt forskelligt. Jeg ved godt, at ikke alle vil kunne gøre – eller har lyst til at gøre – som jeg har gjort. Alligevel håber jeg dog med delingen af disse tanker, at kunne inspirere andre til at tænke og føle, at det er okay. At det er okay at smile og være glad. Ingen andre end dig selv kan styre, hvornår følelser af enhver art sættes fri.

Leave a Comment

Dagen efter dagen

mutti

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.

Leave a Comment

Min mor

mutti-2

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3

11 Comments

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

USA – Næh, du kan tro nej!

no-usa
Da min sagsbehandler og jeg for et stykke tid siden snakkede ferie, muligheder og drømme nævnte jeg for hende, at jeg jo havde haft en fantastisk tur på krydstogtskibet i 2014, og at jeg måske en dag kunne spare op og se hele verden på en 100 dages verdensomsejling. Dén drøm fejede hun lynhurtigt af bordet med beskeden om, at det lovmæssigt ikke kunne lade sig gøre. Man må nemlig maksimalt forlade landet i en måned, når man sidder i kørestol med muskelsvind og har en §96-løsning med handicaphjælpere ansat på fuldtid.
 
Udmeldingen provokerede mig meget, og ærligt talt ser jeg det både som frihedsberøvelse og i særdeleshed stærkt modsigende overfor hele tanken bag netop denne paragraf; nemlig at man skal kunne leve sit liv på lige vilkår med alle andre, ud fra den situation man nu engang befinder sig i.
 
Men man vælger sine kampe, og jeg lod den egentlig bare ligge – så kunne jeg jo tage den op, når den tid engang kom – hvis reglerne altså stadig var de samme.
 
I dag læser jeg så, at Aina Kamilla, der også sidder i kørestol med muskelsvind, sidder midt i dette dilemma lige nu.
 
Aina har sparet op til at kunne rejse 6 mdr. til USA, hun har hjælpere, der vil med på turen, hun har ok fra respirationscentret herhjemme samt lavet “nødaftaler” med hospitaler i USA. Hun har styr på hund, bolig, transport og visum. Hun har sponsorer og et tv-hold til at dække rejsen. Hun har kontakt til flere steder i USA, hvor hun kan holde foredrag og workshops. Ja, i det hele taget er Aina rigtig tæt på at kunne realisere en stor drøm, men lovgivningen sætter en brat stopper for det hele.
 
Er det fair?
Det synes jeg bestemt ikke :-(
Leave a Comment

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Snothovedet og Kulturprisen

13063177_10206483323028098_7841501876375476213_o

I snart 6 uger har jeg været syg. Det begyndte midtvejs under filmoptagelserne som lidt forkølelse, der få dage før optagestop udviklede sig til lungebetændelse, og det er så dén, samt en ødelagt mave ovenpå 26 dages penicillinkur, jeg stadig kæmper med.

Det er SÅ kedeligt, og timingen kunne vel knap være værre.. Jeg har misset møde hos Zentropa, koncerten i aftes med Scott Bradley & The Postmodern JukeBox samt Danish DeeJay Awards i torsdags. Heldigvis tog jeg mig sammen til at være frisk nok i fredags, hvor jeg skulle have overrakt Vejle Kommunes Kulturpris. Det skete ved en fed lille reception på Vejle Kunstmuseum med lækker buffet, iskold øl, elektronisk musik fremført af Andre Tonelege samt en masse skønne mennesker, der kun var kommet for at fejre mig. Hvor meget mere kan man ønske sig?

Det var en helt igennem fantastisk dag – også selvom jeg ikke var frisk nok til at fortsætte fejringen efter arrangementet. Det må så kræve en revance senere. I næste uge lover de 20 grader, og jeg vil snart være frisk. Den kulturpris forpligter en smule, og de helt skøre arrangementer laver jo ikke sig selv.

Leave a Comment

Personalechefens beretning

Holdet

April alligevel.. Det må da så afgjort være tid til årets første indlæg. Det er fuldstændig flippet, som tiden flyver, og jeg når det meste, men glemmer desværre lidt mig selv. Det kommer så til udtryk her, eller, det kommer ikke til udtryk – og det gør det i form af manglende indlæg og tanker.

Jeg har lavet en masse siden sidst; men vigtigst af alt, så har jeg lavet film. Min hidtil vildeste rejse, en optimistisk idé om at lave Vejle’s første spillefilm, blev efter års arbejde og 5 ugers hårde optagelser i torsdags realiseret, da den sidste scene var i kassen. Det er en ubeskrivelig følelse endelig at nå målet, og det hele bygger på en taknemmelighed, der svært kan gengældes. En taknemmelighed til de godt 70 mennesker der nærmest i døgndrift har rendt livet af sig selv de sidste mange uger, på ingen eller minimal løn, bare fordi Claus, Stefan og jeg engang fik en idé.

Som producer er min rolle at sætte holdet, håndtere presse, have overblik, forhandle og løse problemerne – helst før de opstår. Koordineringen samt pressedelen fylder normalt mest. Det var ihvertfald min erfaring fra tidligere mindre produktioner, fra events og andre projekter, men dér tog jeg groft fejl. At skulle være personalechef for knap 30 faste filmarbejdere, der ikke kendte hinanden, men skulle (forventedes) levere deres ypperste og samarbejde smilende selv på 10. arbejdstime, har været min største udfordring nogensinde. De var skam søde, og jeg er generelt vildt tilfreds med sammensætningen af holdet, men der vil altid være nogen, der falder ud, og der vil altid opstå problemer, store som små.

Den første uge måtte vi sende en person hjem, der desværre bare ikke fungerede som en del af holdet. Det var ubehageligt, men det er en del af arbejdet, og vi blev da også kaldt både det ene og det andet. Samtidigt har vi måtte justere kraftigt i rollefordelingen; fordi det var nødvendigt, og beslutningen viste sig også lynhurtigt at være den rette. Men det er svært. Det er svært at bede folk om at lave noget helt andet end først planlagt, især hvis de har glædet sig til netop disse opgaver og måske synes, at de nye er knap så fede. Det er svært, når disse mennesker er nogen af dem man holder allermest af. Det er svært, når der kommer titler, følelser og økonomi i spil – og det handler nok mest af alt om at holde tungen lige i munden og kunne adskille tingene. Dét lykkedes heldigvis.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville skrive, da jeg startede på dette indlæg, men nu endte det med noget om det at være kombineret producer og personalechef. Det kommer ret meget bag på mig selv, at netop denne del skulle tage så tungt på mig, men det bestemmer man jo ikke selv, og det var rart lige at få bare en smule af det ud på skrift. Til dagligt, om man vil, er jeg jo qua min situation også chef for mine hjælpere. Og selvom det nok næppe kan sammenlignes, handler det alligevel om at kunne læse og udvælge mennesker. Dét synes jeg bestemt, at jeg har formået, og det gør mig så glad, når jeg kan se, at der her blot få dage efter optagelserne, allerede tages initiativ til fællessamlinger og byture.

På billedet ses vores skønne hold lige efter sidste take på sidste scene. Jeg er dem evigt taknemmelig for indsatsen, ihvertfald de fleste af dem, og jeg glæder mig meget til at kunne fremvise den færdige film.

Cut!

Leave a Comment

Ude af min comfortzone

cz

 

Jeg har egentlig altid betragtet mig selv som en JA-siger. Én der, ihvertfald indenfor fornuften og rimelighedens grænser, altid er med på den værste. Men er det sandheden, eller er det i virkeligheden bare sådan, at jeg allerhelst vil have omverdenen til at se mig?

Det er nok det sidste. Jeg er vanemenneske. Som udgangspunkt med på spontanitet, men jeg hader uventede gæster, ikke at have kontrol – og ryger jeg lidt ud af min egen forhåndsplanlagte døgnrytme, irriterer det mig også grænseløst. Dét også selvom jeg oftest kun kalendermæssigt er 4-5 dage fremme og er helt vild med at proppe aftaler ind.

Sådan har jeg det også med mine weekender, der for mit vedkommende meget gerne må være en smule rock’n’roll. Jeg er typen, der sætter meget høj pris på en lækker middag med bobler og gode vine, gerne efterfulgt af kaffedrinks, cocktails og bare sådan helt generelt lige “lidt ekstra”. Det er standard procedure, og selvom jeg set i bakspejlet har haft de sjoveste oplevelser og branderter gennem mit nu 34-årige liv på skumle værtshuse og ved mærkelige byfester, hvor jeg mere eller mindre er havnet ved tilfældigheder, vælger jeg altid stadig de samme typer steder.

I lørdags formede aftenen sig dog væsentligt anderledes end planlagt forventet. En pludselig tilstødende del af selskabet – kombineret med en måske mere løssluppen stemning end egnet til lækkert lounge – gjorde, at jeg røg helt ud af min comfortzone. Vi endte på et skummelt værtshus, eller, skummelt var det egentligt ikke, men gæsterne var lidt en kombi af klamme gamle sutter og så yngre, hvad skal man sige.. måske mere prisbevidste gæster. Vi var 6 afsted, og vi havde det sjovt. Det var hamrende billigt, og selv efter flere omgange med både shots, øl og breezers var dankort-bonnen under en tusse. Så tror da fanden, at stedet var så godt fyldt op.

Men som den ret forfængelige type, der igen bilder sig ind ikke at give en fuck for, hvad andre tænker om, hvad jeg gør og siger, testes jeg nu alligevel ret voldsomt i en sådan situation, på et lokalt værtshus milevidt fra min comfortzone. Her i byen, og vel egentligt også lidt længere væk efterhånden, er jeg et kendt ansigt, der stikker snuden frem, blander sig, og er meget i medierne. Det elsker jeg. Men det hæmmer også lidt, da jeg nærmest ubevidst alligevel konstant er bevidst om min handlen og gøren.

Ærligt; havde vi været til en privatfest eller på et værtshus i Sønderjylland eller andet steds nær langtbortistan, havde jeg nok haft nemmere ved at slippe den vilde Preben ud, og ikke bare kylling ud, når pigerne vil danse skørt, synge med på Fede Finn & Funny Boys – eller når der i fællesskab presses på for, at jeg skal hidse kørestolen op og indtage værtshusets “dansegulv” til tonerne af “You Spin Me Round”.

På mange måder er dette indlæg vel mest en note til mig selv. For sandheden er faktisk, at denne aften var én af mine bedste byture i nyere tid – og går der et skår af mig ved at te sig åndssvagt i et miljø, hvor de fleste andre i forvejen ter sig som kæmpeidioter? – Næ, det gør der ikke.

Leave a Comment