Skip to content →

72 timer

IMG_0691

Om mindre end 72 timer flytter min skønne kæreste ind hos mig her i Skærup. Hvor er det vildt. Hvor er det sindssygt vildt, dejligt og en lille smule skræmmende på samme tid. For jeg har jo altid bare været mig. 37-årige Preben, enehersker, enebarn og – nå ja – lad os bare sige det som det er; en lille smule sær. Heldigvis rykker Pernille så ind nu, inden hun bliver bekendt med flere af mine særheder. Indtil videre har hun taget det helt cool, at det er ret vigtigt for mig, hvor de forskellkge elementer i et måltid er placeret på tallerkenen.

Vi har kun lige haft 7 måneders dag, og da vi samtidigt er hinandens sådan for alvor første rigtige kærester, kan det måske virke lidt vildt, at vi allerede nu flytter sammen. Men hey, hvorfor vente når det føles som det mest rigtige i hele verden? ❤️

Selvom det i store træk er gået over al forventning med projekt “sammenflyt”, har der også været store bump og forhindringer på vejen. Hovedsagligt administrative kommunesager og håndværkerbøvl, som vi ikke har kunnet være herre over eller bare lige løse. Ej hverken med store ord eller penge har det kunne løses, og dét har været frustrerende, tærende og lidt af en prøvelse for vores forhold. Jeg er kontrolmenneske, så netop disse umulige barrierer har været svære for mig og har gjort, at min lunte har været kortere, og det er så lidt nogen gange gået ud over Pernille. Undskyld skat!

Men NU – nu er der efterhånden styr på hytten, og der kan blive rum og ro til at glæde sig til søndag og lige om lidt, når Pernille, misserne og hjælperne rykker ind.

I et langdistance forhold hvor begge partnere sidder i kørestol, er det helt umuligt at teste en hverdag og et “rigtigt liv” som kærester af ved andet end en enkelt overnatning hist og pist. Og det giver jo indlysende nok ikke noget klart billede af, hvordan det bliver. Det aner man ikke, før man faktisk er i det, og netop derfor har vi selvfølgelig bare valgt at kaste os ud i det og flytte sammen. 

Pernille har været stærk, modig og sej ved bare at rykke teltpløkkerne op på Sjælland med alt hvad det indebærer af udfordringer ift. hjælpere, familie, venner, trygge rammer, egne læger osv osv – og jeg har taget mig af det mere praktiske ved at skabe nogle gode rammer for hende og jeg, for misserne og for hjælperteamet. Nå ja, og så selvfølgelig ved at sørge for et 3 meter langt prinsessegarderobe – til prinsessen min.

Udfordringerne og bumpene ved at være sammen om dette har uden tvivl gjort os stærkere. Og hvor er det egentlig skørt, at dét at flytte sammen med sin kæreste skal gøres til et projekt, når det i virkeligheden burde være det allerletteste i hele verden.

Men det vidste vi på forhånd. For sådan er det i vores situation, og vi vælger istedet at fokusere på, hvor dejligt det er, at det rent faktisk er lykkes så hurtigt. Nu glæder vi os istedet bare til at være meget mere kærester, til vores nye liv sammen og til at få vores ret hyggelige skilt til postkassen sat op med både Pernille, misserne og jeg på. Så løser vi alle kommende bump og udfordringer hen af vejen med forståelse, kommunikation og sund fornuft. Det er vi nemlig efterhånden ret godt rustet til.

Tak for hjælpen kommuner, håndværkere og øvrige implicerede – og tak til dig for at læse hele indlægget.

 

Leave a Comment

En atypisk lovestory

heart

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

<3

Leave a Comment

Anmeldelse: SAGE – The Oracle Touch

Ingen ny lejlighed uden ny espressomaskine – og dermed velkommen til min nye buddy; SAGE The Oracle Touch. Her kommer en mini-anmeldelse af bæstet, der netop er flyttet ind på mit køkkenbord.

For snart 15 år siden investerede jeg i min første espressomaskine. Den kostede 500 kr og dækkede lige akkurat mit begyndende behov og interesse for espressokaffe. Det var dengang, cafékulturen for alvor begyndte at blomstre og selv de hippe fra Udkantsdanmark (det var mig) drak caffé latté. I løbet af få år dukkede flere og flere caféer op, og jeg selv blev endnu mere bevidst og nørdet omkring min kaffe, og hvad jeg forventede af en baristas kompetencer. Gav man knap 30 kr for en kaffe, skulle den altså sidde lige i skabet hver gang. I dag er prisen steget til næsten en halvtredser – og det gør altså ikke pointen mindre gældende.

Hjemme på køkkenbordet steg ambitionerne også, og espressomaskinerne blev udskiftet og opgraderet jævnligt. Flere end 10 maskiner har gennem tiden serviceret mig – og nu kommer vi til det – men de allerbedste har uden tvivl været maskinerne fra SAGE.

Jeg startede ud med The Oracle, og har nu netop erhvervet mig seneste skud fra stammen; The Oracle Touch. Samme fede maskine som forgængeren, med nu med en lækker intuitiv stor touchskærm til betjening og fintuning af dyret. Maskinen er udviklet i samarbejde med den britiske stjernekok Heston Blumenthal og udmærker sig ved at forene det bedste fra to verdener.

The Oracle Touch er nemlig en semiautomatisk maskine med alt det bekvemme fra fuldautomatikken trukket ned over hovedet. Du får det pivlækre resultat som kun en ægte fuldblodsitaliener med dobbelt kedel og semiautomatik hidtil har kunne levere, men du får det med autokværn OG autotamp (den første af sin slags i verden) samt, hvis ønsket, autosteam af mælken. Med erfaring af autosteam fra både JURA, Saeco og Nespresso, må jeg tilføje, at intet når The Oracle Touch til sokkeholderne. Alle andre lukker vand i mælken eller skaber “punkteret” mikroskum. Her sidder den spot on hos mig ved 66 grader og skumniveau 07 – og vil man have grabberne dybere i maskineriet kan man selvfølgelig køre det hele manuelt. Så mangler man sådan set kun Eros Ramazzotti ved sin side.

Som billedet viser, kan dine favoritinstillinger let gemmes som preset og navngives. Endnu en feature jeg elsker ved The Oracle Touch – maskinen jeg ikke kan rose nok. Vejledende ligger vi på 19.995 dkk inkl. moms, men selvom det da er en sjat, er den absolut investeringen værd. SAGE importeres af Witt Danmark og forhandles bl.a. af Elgiganten, hvor jeg foretrækker at shoppe mit grej.

Velbekomme og skål i god kaffe!

Leave a Comment

Omfavn alt dét udenom

Illustration

Efter at have læst ret mange opdateringer fra mine venner på facebook, der gør status over det forgangne år, synes jeg at kunne ane et lidt bekymrende mønster. Det virker som om, at ni ud af ti faktisk har haft et rigtig svært 2017. Et år fyldt med fyringer, sygdom, skilsmisse, pengeproblemer, stress eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af øvrige hændelser og problemer.

Men kan det mon passe? For er det i virkeligheden ikke blot livet, som det er? Er det ikke bare fordi, at vi er blevet dårligere til at se, dele og fortælle om alt det gode, der heldigvis også går i de flestes veje; af både store og små mirakler?

Mit 2017 har da heller ikke været perfekt. Heller ikke selvom det måske har set sådan ud på de sociale medier, men det har været bedre end 2016, hvor jeg mistede min elskede mor. Det siger sig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke dem, der har været ramt af store tragiske tab, jeg henvender mig til i indlægget her.

Jeg skriver om dem, der isolerer sig i deres egen lille bekymringsboble med udfordringer, som faktisk slet ikke er så store, hvis de lige ulejliger sig med at kaste et blik udover deres egen næsetip et øjeblik.  En fyring kan blive starten på et nyt kapitel. Det samme kan et ødelagt forhold. Pengeproblemer, stress – eller kombinationen af de to – kan være katalysator for lige at stoppe op, mærke efter og sadle om.

Og hold kæft, hvor lyder det da bare let.. Næh, det påstår jeg skam ikke. Men der skal både op og nedture til for at kunne mærke livet. Jeg har i det forgangne år set mennesker og venner på min facebook fået revet deres hverdag op og blive præsenteret for barske beskeder fra sygehusvæsenet. Beskeder der ikke blot påvirker dem selv i ualmindelig høj grad, men også alle omkring dem. Og er det så de her mennesker, der omtaler 2017 som noget dårligt år. Nej, næsten tværtimod. Det er faktisk dem, der synes allerbedst til at værdsætte livet og alle de fine ting, der (også) finder sted omkring os. Det er mennesker, der forstår og formår, at spille med de kort de har. Mennesker der kigger fremad, men også lever livet lige nu og her. Det synes jeg er sejt og meget inspirerende. Tak for jer.

Med dem in mente, er livet som de fleste heldigvis lever det, nok næppe så slemt som de seneste døgns mange opdateringer beskriver det. Det har jeg ihvertfald svært ved at forestille mig. Men jeg er selvfølgelig også ret heldig. Det eneste jeg fejler, ihvertfald sådan lige umiddelbart, er at jeg sidder i kørestol. Og det gør ikke engang ondt.

Leave a Comment

En reduktion af året der gik – tilsat store tanker

Timeout

Det er i dag den 27. december 2017, og lige om lidt er endnu et år gået.

Mit 2017 har faktisk været ganske godt, synes jeg. Det er ihvertfald smuttet hurtigt, og jeg har da også både været på krydstogt i Middelhavet – tiltrængt og skønt – samt fået min første bog udgivet og rundet vores flereårige filmprojekt GÆLDEN af med en flot premiere i efteråret. Forleden fik vi beskeden om, at vi er nomineret ved den prestigefyldte ROBERT-uddeling, der finder sted til februar. Dét var en god ekstra julegave at få og et godt afsæt for filmens fremtidige liv, der forhåbentligt ender med flere visninger; måske på VoD, stream, flowtv og/eller til undervisningsbrug. Det kan 2018 svare meget bedre på end jeg.

Én af de største erfaringer jeg har gjort mig med det snart forgangne år er, at filmbranchen – ligesom flere farverige sammenlignelige brancher – er proppet med brodne kar og klamme egoistiske albuestød. Jeg har set det før. Jeg har været tæt på det før, men jeg har altid kun observeret fra sidelinien. Jeg har været nær krydsilden, men jeg har aldrig selv været i kamp. Det har jeg været flere gange gennem de seneste mange måneder. Sikkert fordi vi nu er nået op på et niveau, hvor alle mange omkring en bliver ustyrligt selviske og grådige. Så slemt, at jeg nu er fuldstændig mættet og må sætte bremsen i. Man skal ikke finde sig i alt, og heldigvis befinder jeg mig ikke i en situation, hvor jeg er nødt til at færdes i denne branche. Egentlig kan jeg jo bare skride, når GÆLDEN har fået sit velfortjente, bedst mulige efterliv.

For der er ingen facitliste, og man kan intet andet stille op end selv at tage del i kampen. Man er faktisk nødt til det. Det er lidt ligesom at stå fuldstændig blottet i en boksering med flere modstandere. Man kan beskytte sig og slå igen, eller man kan blive pandet ned. Valget er lidt sølle, men det er trods alt ens eget.

I stedet for at plapre løs om de mange benspænd og hovedpinefremkaldende dilemmaer vi konstant rammes af, vil jeg istedet opfordre til at man læser med i de seneste artikler på Filmmagasinet EKKO’s hjemmeside, der meget godt beskriver, hvor stor magt en lille håndfuld mennesker i den danske filmbranche sidder på. I det hele taget har der i 2017 været meget negativ fokus på filmbranchen. Vi husker alle, hvordan #metoo-kampagnen startede, og hvordan den udviklede sig til også at sigte mod Zentropa og øvrige. Senest er min gamle barndomsveninde, der også arbejder professionelt med film, stået frem og har fortalt sin historie om stress, hukommelsestab og ubeskriveligt pres i filmbranchen. Og jo mere jeg tænker over det, kan jeg næsten ikke advare nok mod at gå fuldblodet ind i denne brutale verden, hvor der kun gives plads til de få. Jovist er der fede oplevelser, inspirerende mennesker og vidtfavnende armbevægelser. Det er der, men for mig er livet for kort til et sådant ræs og pres. Jeg vil afslutte dette udbrud med at påpege, at der jo altid er to sider af en historie. Det vil jeg sætte stor pris på, at man husker, når man hører historier om nogen af de mennesker, der står mig allermest nær – eller om mig selv for den sags skyld.

Med det sagt, er det vel nærmest indlysende, at jeg fremadrettet vil ligge vægt på mere soloprægede projekter, hvor jeg selv styrer slagets gang uden nødvendigvis at skulle puffe nogen ud i rabatten på min vej mod målet. Det være sig mine skriverier, som med en god portion held og ihærdighed, udmunder i endnu en bogudgivelse allerede i 2018. Jeg finder stor glæde i at skrive, og jeg ser meget frem til at indrette mit lille skrivehjørne med havudsigt, når jeg om kun få uger rykker ind på 15. etage i Den Hvide Facet her i Vejle.

Som det sociale væsen jeg faktisk er født, kan et forfatterskab også hurtigt blive en smule ensomt, så selvfølgelig skal der stadig fremover skabes rum til skøre påfund og flippede projekter, der involverer flere mennesker og samarbejder. Men det bliver på en anden måde; i et andet setup. Det kunne sagtens være indenfor film, iværksætteri, kunst, kultur eller musik. Det skal bare skrues sammen på en måde, hvor det ikke er pengene, der styrer, ødelægger og afgør successen. Hvordan dét så lige klares, har jeg endnu ikke gennemskuet, men at knække koden på dette, kunne jo så passende være mit nytårsforsæt for 2018. Jeg vil ihvertfald aldrig undvære at arbejde med mennesker, og da mine hidtil bedste oplevelser, hvor jeg ligeledes selv har følt at gøre den største forskel, har været ved charity/velgørenhed, er det da oplagt at genoptage dette arbejde. Det er vigtigt at give noget igen, når man kan. Så hvis du læser med og har en god idé til noget velgørende, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg lover, at jeg langt fra er kedelig at arbejde sammen med.

Det er nu et halvt år siden, jeg sidst har delt et blogindlæg. Og selvom jeg egentlig havde sat mig for at skrive noget oftere, har indlæggene det med kun at sprøjte ud af mig, når for megen negativitet har ophobet sig. Sådan skulle det ikke være. Faktisk var det min mission også at lade dette være en feelgood-blog, men da det jo aldrig er for sent at starte, skal jeg se, om jeg kan finde ud af at give lidt mere af mig selv herinde – også når jeg ikke bare er frustreret og har noget på hjerte i dén retning. For ret ofte er jeg faktisk glad og veltilfreds, og i 2017 har jeg lært meget mere om mig selv end det åbentlyse allerede beskrevne karriererelaterede.

Jeg har lært en hel masse om kærlighed, tid, mennesker, venskab, drømme, håb og store følelser. En hel masse om alt det, der er sværere at dele ud af, fordi man så blotter sig endnu mere. Men det tror jeg er sundt, og der kom kun gode oplevelser ud af det, da jeg tilbage i maj virkelig blottede mig ved udgivelsen af min selvbiografi “Kan den snakke?”. Det vil jeg forsøge at dyrke noget mere. For selvom man er fyldt 36, har man langtfra lært alt om sig selv.

Rigtig godt nytår!

Vi ses på den anden side :-)

Leave a Comment

1 år efter

 

I morgen er det 1 år siden, min elskede mor gik bort til cancer. Den samme forfærdelige skæbne som min far og iøvrigt alt for mange andre, jeg har kendt og holdt meget af.

Er det virkelig allerede så længe siden? – spørger mange mig. Tiden går godt nok hurtigt.

Men det synes jeg ikke. I virkeligheden stod tiden nærmest stille i mange måneder efter. Måske ikke udadtil, for det var en slags terapi for mig at skrive. Både her, på facebook og selvfølgelig på min bog, som jeg endelig fik færdiggjort og endda udgivet.

I dag er jeg i fuld gang med alle mulige projekter igen. Jeg er tilbage på sporet og har efterhånden adapteret mig til “det nye setup”. Et setup, hvor dén familie der engang var så stor, nu pludselig er så lille. Men det er okay, for så får vi også set lidt mere til hinanden. Vi er blevet bedre til at holde sammen.

Jeg har nok været den af os, der har været hurtigst til at komme tilbage til hverdagen igen. Og nok ikke engang fordi jeg har været mere klar til det, men måske fordi jeg har brugt det som et slags skjold og gemt mig bag de mange igangværende projekter. Filmen, bogen, åbenhedsprisen, min tv-optræden hos Aftenshowet og Go’ Aften Danmark og talen for de nyudklækkede studenter, som det seneste. Altsammen øjeblikke som jeg så forfærdeligt gerne ville have delt med hende. Men hun kigger nok ned og smiler stolt.

Det dér pusterum der kun kan være godt, fik jeg aldrig rigtigt realiseret, så når jeg om 14 dage rejser på sommerferie, bliver det virkelig for at tømme hovedet og lade op på ny. Det bliver for at mærke efter, re-tænke, slappe af og så forhåbentligt for at finde det helt magiske svar på hvordan livet bruges og leves allerbedst. Nogle af svarene har jeg allerede med i bagagen fra min mor, for hun havde om nogen genfundet lykken og forstod at leve livet. Resten må jeg selv finde ud af. Det har jeg så tænkt mig.

Leave a Comment

Min tale ved “Dans om bøgen” for Vejles studenter anno 2017

Fredag holdte jeg talen for Vejles nye studenter ved den traditionsrige begivenhed “Dans om bøgen” på Nørretorv. En kæmpe ære og samtidig en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg heldigt nok slap godt fra. De blev ihvertfald alle stående; lyttende. Herunder ses talen, min allerførste af slagsen, i sin fulde længde.

dans2017

 

Kære nye studenter

I mange år har det her i Vejle været en fin tradition at danse om bøgen og fejre Jer – de nye studenter. Det har samtidig været en tradition også lige at få et par kloge og motiverende ord med på vejen fra borgmesteren eller viceborgmesteren. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Jeg er hverken borgmester eller viceborgmester. Ja, faktisk er jeg ikke engang politiker.

Mit navn er Preben, og jeg er, som I nok har gættet, blevet bedt om at sige noget klogt her i dag – for som det blev udtrykt; i år ville man gerne tænke lidt ud af boksen og derfor bruge en anderledes taler. Det tog jeg selvfølgelig som en kompliment, og samtidigt så jeg det også som den helt oplagte chance for bare at snakke om mig selv. Reklame er jo så vigtigt.

For omkring 10 år siden flyttede jeg til Vejle. Noget af det første jeg tog mig til var, at begynde og lave nogle mindre events rundt omkring i byen. I starten bare et par mindre koncerter i Byparken og hvad der nu ellers lige poppede op af idéer og muligheder. Jeg var træt af at lave hjemmesider, og i det hele taget var jeg træt af at lave lige præcist alt det, alle forventede af mig. Det hele tog dog ret hurtigt fart, og siden da er det endt med mange afholdte arrangementer bl.a. Danmarksmesterskabet i luftguitar. Jo, der findes rent faktisk mennesker, der spiller luftguitar og dyrker det professionelt – hvor underligt det end lyder.

Sammen med en masse dygtige mennesker har jeg sidenhen skabt Vejles første spillefilm “GÆLDEN”, der får premiere i hele landet til september, og så har jeg skrevet en bog, der netop er udkommet. Jeg har også kørt turen på 300 km hele vejen fra Vejle til Skagen i min kørestol – mest af alt fordi jeg i et øjebliks kådhed kom til at skrive det på facebook – og vi ved jo allesammen godt, at hvis man først har skrevet noget på facebook, så passer det.

Nogen af Jer kan måske også huske, at jeg sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til den næste, der døbte sit barn Preben. En historie, der blev set af flere end 25 mio. på facebook, men alligevel endte med at en abe fra Odsherred Zoo i Nordsjælland løb med både navnet og pengene. Dén burde jeg nok have set komme. Kun de færreste har lyst til at hedde Preben. Jeg forestiller mig, at denne og flere af mine andre skøre eventyr er årsag til, at jeg er inviteret med i dag.

Det er ingen hemmelighed, at det allerførste jeg tænkte, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tale ved Dans om Bøgen var: “Fuck Fuck Fuck.. det kommer ikke til at ske!”. For der er vel egentlig ikke rigtig nogen, der synes om at skulle tale for så mange mennesker. Og da slet ikke for Jer – der sikkert enten har tømmermænd, hellere vil feste eller måske en kombination af begge.

Men alligevel sagde jeg ja uden at have tænkt videre over det. Det svarer jeg nemlig næsten altid, når nogen spørger mig om noget. Og da jeg lige have tygget lidt på det i nogle minutter, kom jeg da også frem til, at det med at holde en tale, nok måtte være nogenlunde det samme som at læse en virkelig lang facebook-status op.

Og nu kommer vi så til det, for det at sige ja er faktisk hele pointen med min tale i dag.

I er de nye studenter. I har allesammen en hel masse muligheder – uanset om Jeres hue er fyldt med 12-taller eller streger over hvor mange drinks I har kørt indenbords på TemaBar. De her mange muligheder har I selvfølgelig fordi, I alle er bestået – og uanset om I skal videreuddannes eller direkte ud på arbejdsmarkedet, om I starter op som selvstændige iværksættere, skal rejse og se verden, have et sabbatår eller noget helt andet, ja så handler det om at sige ja og være helt åben for muligheder – og det handler om at komme ud af sin comfortzone.

Gør I det, åbner øjnene og griber boldene, når de kastes, venter der mange vilde oplevelser og udfordringer foran Jer. Det er min erfaring, og det er mit råd til Jer her i dag. Det værste der kan ske ved bare at sige ja, er vel i virkeligheden, at man havner i Paradise Hotel. Og det er der faktisk heller ikke engang nogen, der er døde af. Ihvertfald ikke i Danmark.

Det var ordene. Tusind tak fordi I gad at lytte til mig.
Kæmpestort tillykke med huerne, skååål og rigtig god fest!

Preben Steen Nielsen – Vejle, den 23. juni 2017

 

Leave a Comment

En slags nytårstale – tilbageblik på et turbulent år

NYE2006

 

Man siger, at livet kører i ring med 7 gode år, efterfulgt af 7 dårlige osv.. det håber jeg virkelig passer. Nu sad jeg lige og tænkte lidt over det, og spoler vi tiden 7 år tilbage, befinder vi os dér, hvor jeg langsomt blev mere og mere syg, før det hele kulminerede, og jeg vågnede op i respirator på intensiv og måtte tilbringe 65 dage i det samme kølige, kridhvide rum. Klip til nu. Afslutningen på 2016; et helt forfærdeligt år, hvor jeg måtte se min elskede mor rammes af samme uretfærdige skæbne som min far – og lige som ham – ende ud med at skulle sende et sidste farvel på en smuk, varm sommerdag på Nordre Kirkegård her i Vejle. Det har jeg skrevet meget om, og ord kan alligevel ikke beskrive så store tab, men de kan hjælpe en selv til måske lidt lettere at komme videre – og nok også venner, mennesker og familie omkring en til lidt nemmere at prøve og forstå.

2016 var dog heldigvis mere end blot mørke og sorg. Jeg husker de første 5 mdr. som nogle af de hårdeste på karrierefronten i mit liv hidtil. Det var perioden, hvori vi gjorde det umulige; nemlig at realisere flere års arbejde og endelig gå i fuld produktion med vores spillefilm GÆLDEN. Med flere end 100 mennesker involveret var Claus og jeg virkelig spændt for som producere, og selvom meget af det der kunne gå galt, rent faktisk gik galt, kom vi rigtig godt i mål. Lige nu arbejdes der med de sidste detaljer, og så ser vi ellers bare frem til et 2017, hvor den færdige film og vores mange anstrengelser endelig skal præsenteres for offentligheden.

Jeg nåede aldrig at vise min mor vores film, men hun var – omend lidt svækket og uden diagnose på tidspunktet – frisk under optagelserne til at kunne få mine daglige rapporter i telefonen samt følge skarpt med i pressen. Hun havde endda en ret stor bunke aviser liggende i stuen, alle med artikler og skriverier om filmen eller andre af mine skøre projekter.

Det var også i 2016, ganske kort tid før vi fik besked om at min mor havde cancer, at jeg blev tildelt Vejle Kommunes Kulturpris. Ceremonien, talerne og overrækkelsen af prisen deltog min mor i. Det er jeg ubeskriveligt glad for, for selvom hun hele mit liv har været pavestolt af mig, er jeg ret sikker på, at hun den dag flækkede lige lidt mere af stolthed. Et utal af smil fik jeg nok også leveret, da jeg nogle uger senere blev omtalt i det meste af Skandinavien for min dusør på navnet Preben.

Vennerne har været vigtigere end nogensinde før i dette turbulente år. Man mærker virkelig vigtigheden af venskaber, og hvor meget et “Hvordan har du det, Preben?” betyder. Man mærker vigtigheden af, hvor meget en sms, en tanke eller et tilbud om bare at hænge ud betyder. Jeg har spist, drukket meget vin, taget lidt på og bare generelt brugt vildt lang tid på at tænke over, hvor synd det rent faktisk er for mig. Jeg har samtidigt også brugt meget tid på at adaptere mig til den nye situation. Jeg har ved tilfældigheder (skæbne?) opdaget, at jeg langt fra er alene, men at også mennesker, bekendte, venner og øvrige længere ude i periferien faktisk har deres at slås med – også dem der stinker langt væk af overskud og succes på 100 meters afstand. Sådan er livet nu engang, og med alle dem der efterhånden er revet fra mig og alle andre i en alt for ung alder, må jeg efterhånden have lært, at livet kan være forbandet kort, og man skal huske at leve det.

I dag er det dét, nogen vil kalde 4. juledag. Det har selvsagt været en hård december, men det har også været en december, hvor familiebåndene er styrket mere end nogensinde. Vi er ikke så mange, og vi skal hænge ved og holde sammen. Det synes jeg, at vi er blevet rigtig gode til – også selvom det ikke er, som det plejer eller nogensinde bliver. Det nye er faktisk slet ikke tosset. Vi havde ihvertfald en super hyggelig juleaften i vores lille familie bestående af Henning, Kristoffer, Maria, Mynte og jeg.

Nytårsaften bruger jeg i gode venners selskab hos Kasper, Pernille og ungerne i Tørring. Der var jeg også sidste år, og minus hummerhalerne var det faktisk enormt hyggeligt. Dén succes har vi tænkt os at gentage. Jeg har kun to nytårsfortsæt. Det første er ret overkommeligt – nemlig at drikke mere champagne. Det sidste handler om, at jeg i 2017 vil have endnu flere mærke- og føle oplevelser, det skal være et år, der kan mærkes dybt ned i maven og samtidigt et år, der skal bringe momenter med sig, hvor man pludselig udbryder “Life is Great!”. Det mener jeg ikke er for meget at forlange.

Rigtig godt nytår derude :-)

PS. Billedet øverst er fra min første nytårsaften i Vejle. Taget på toppen af Den Hvide Facet i 2005.

2 Comments

Forbrugssvinet og hyggen

2

Der er ingen tvivl om, at jeg er materialist – og her mener jeg altså ikke en sælger af ikke-receptpligtige apotekervarer, barne- og fodplejeartikler, helsekostprodukter eller noget i den stil – men en forbrugsmaterialist. Lækre ting har altid gjort mig glad. Det har de gjort, ligeså længe jeg kan huske, og her vil den reflekterende type nok påstå, at dén del af mig lever, fordi jeg mangler noget andet i mit liv. Det tror jeg egentligt ikke.

For nyligt så jeg eksperimentet “Klædt af”, som er et tv-koncept, hvor nogle familier får tømt deres hjem for alting; tv, mobiler, tablets, møbler, pyntedimser og sågar tøj. Hver dag må de så hente én genstand hjem, og så er det interessante, hvad de vælger, om de hjælper sig selv, fællesskabet eller måske bare gør noget godt for deres søster, mor eller far.

Én af familierne fik virkelig noget ud af eksperimentet, som bragte dem tættere sammen, og moderen mente faktisk, at hun aldrig havde været lykkeligere end i dette nye setup – uden meget andet end en madras og det stærke familiebånd. Og det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke på, om mit eget liv ville være mere komfortabelt og balanceret med færre ting? Hvad skal jeg fx med 3 fjernsyn, når jeg kun er mig? Behøver jeg absolut altid stræbe efter den lækreste af alting, eller ville jeg faktisk skabe mere overskud for mig selv, ved ikke altid at tænke på at skulle skaffe den nyeste iPhone før alle andre, eller ved ikke jævnligt at udskifte en hel masse i mit liv, der rent faktisk fungerer, blot for at få det seneste nye?

Det lyder altsammen helt rigtigt, og man kunne fristes til at tænke “Ja sgu’ – nu er Preben da endelig blevet voksen!”. Men sådan er det ikke, for facit er i min optik stik modsat. En mere buddhistisk tilgang til livet vil (sandsynligvis) gøre mig trist.

Hvorfor? Jo, noget af det jeg lagde mærke til i eksperimentet var især, hvor stor betydning pynteting og alt det hyggelige var for familierne. Det kom især til udtryk, når de i løbet af eksperimentets 14 dages varighed havde besøg af familie og venner, som hver især havde medbragt “hygge” i den ene eller anden form. Nu siger jeg ikke, at stearinlys og en enkelt Kählervase hverken vælter budgettet eller pr. defination gør dig til et lille forbrugssvin, men det siger noget om, hvilken følelse mange af os får (og ikke får ved mangel af samme).

I en artikel om en britisk tilflytter til Danmark, jeg for nyligt læste, var konklusionen, at danskere generelt er meget lykkeligere end eks. englændere, fordi vi omgiver os med smukke ting – og smukke ting gør os glade. Det gør kærlighed, en kompliment, nærvær, stærke minder og store oplevelser også, men i det daglige og sådan helt generelt, gør smukke ting os glade(re).

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg fortsat fremover og resten af mit liv meget gerne materialistisk i min gøren og i mine handlinger. Det har også noget med forandring at gøre, tænker jeg. Forandring gør os også glade; det er derfor man flytter, flytter om, forandrer eller rejser på ferie.

Således en skøn portion søndagstanker fra en reflekterende Preben. Velbekomme.

Leave a Comment

Havnen

Skærmbillede 2016-09-01 kl. 16.54.43

Det var sidste år engang. Jeg sad en sen sensommer-aften på en café i indre København og nød en koncert med Michael Hamilton. Keith Lohse kom ind. Ham kendte jeg. Vi fik en snak og en øl. Det var en hyggelig aften, og jeg husker at tænke, da jeg halvfuld forlod stedet, at det da var meget skægt, at København faktisk ikke er større, end man sagtens tilfældigt kan støde ind i folk man kender – selvom man er fra Vejle.

Sådan har jeg det også med Aarhus. Begge byer er skønne og mulighederne større, men lige så fedt som jeg synes, det er at kunne føle sig lille i en storby med konstant masser at udforske – lige så fedt synes jeg også, det er at føle sig hjemme og lokal.

I går skulle jeg på café med en veninde her i Vejle, og bare på den korte vej fra parkeringspladsen til stedet vi skulle mødes, mødte jeg fem, jeg kender. Lige ved pølsevognen ved bilen mødte jeg Kaspers kusine Nina, i centret mødte jeg Susanne, som arbejder der. Jeg mødte Kenneth fra nattelivet samt en sød medarbejder fra Bo2 Ejendomme, som jeg også kender men ikke lige kan huske navnet på, og så mødte jeg skuespilleren Peter fra det lokale filmmiljø. Efter godt selskab og en perfekt iskaffe stødte jeg ind i min grandfætter Nicklas, der bare lige skulle ha’ et par småting i Føtex, og det er lige netop alle disse hyggelige sammenstød, smil og vink, jeg sætter så stor pris på.

I 10 år har jeg boet her på havnen, sårn’ ungefair og i forskellige lejligheder, og det her sted må afgjort siges at være stedet, hvor jeg føler mig allermest hjemme. Ikke bare Vejle, men havnen. I lørdags stoppede en ældre nabodame op for forsinket at ønske mig tillykke med fødselsdagen, og længere henne ad vejen hang en anden dame ud over altanen for selvsamme. Her er alle så søde, glade og rummelige – og det kan man sgu’ da kun blive i godt humør af.

Leave a Comment