Skip to content →

Fyr de svage led for helvede!

31954335_10155745312422909_8529080338549309440_o

Selvom det kun er 3 år siden, vi hængte filmplakater op i lygtepæle, føles det som evigheder siden. Det føles som evigheder siden, at 4 års intenst arbejde nåede sit mål, hvor det store lærred kunne rulles ned og filmen begynde.

Men blev vi så rige?
Næh, det ville godt nok være synd at sige – ihverfald hvis rigdom måles på bundlinjen i grønne tal.

Men vi blev klogere og erfaringer rigere. Nogen af jer har måske læst den store artikel i Filmmagasinet EKKO, hvor hele det tragiske udfald af det store projekt blev forsøgt forklaret. Ambitionen fra redaktionens side var at belyse problematikken og al kaoset fra begge sider af bordet. Det syntes jeg jo så ikke, de lykkedes ret godt med. Navngivningen ‘Den jyske filmkrig’ var derimod spot on – for det var sådan, det endte. Uden at gå i detaljer blev det til en kamp mellem det gode (det er åbenbart den kreative/kunstneriske del af holdet) og det onde (som jeg tilhørte); dem der trækker i trådene, skaffer midlerne, tager ansvaret og vel praktisk talt støber fundamentet. Ondt? Ikke rigtigt. Men nødvendigt ja – for hold k*ft et show det ville være, hvis ‘de gode’ skulle forsøge at navigere i dén verden.

Stærke venskaber blev til bitre fjendskaber. Og pludselig havnede vi der, hvor jeg fandt mig selv i regnvejr på en smattet mark en grå efterårsdag lidt udenfor Vejle, hvor photoshootet til selvsamme artikel skulle laves. Filmens instruktør var der også, men han var umulig at få øjenkontakt med. Hvad han laver i dag, aner jeg ikke. Men jeg er videre. Videre fra filmproduktion på sådan et niveau; og generelt bare videre.

Tilbage sidder en masse skønne, men uvidende, mennesker som har været en del af eventyret. Kun få kender hele den sande historie, og mange er forsvundet ud af mit liv, måske endda på baggrund af den ufortalte historie eller drømmen om en fortsat fremtidig karriere i disse luftlag.

For når #metoo både er en smule udkneppet og efterhånden ’so last year’ er kun rygklapperi, trynen og falske smil tilbage.

Jeg er stadig stolt over, hvad vi sammen har skabt, men mindst ligeså ærgerlig over, at det gik, som det gik, hvor det færdige resultat nåede udvalgte biografer og desværre ikke meget længere.

Under en svær snak med Peter Aalbæk husker jeg tydeligt hans ord: “Fyr de svage led for helvede!”. Og måske det faktisk bare var, hvad vi skulle have gjort…

Resten ligger på harddisken. Både dén med filmen på – samt på min indre.

Tak fordi du læste med! ❤️
Preben

Leave a Comment

13.08.1997

FarsSEIKOsq100-4serviceDATO
Det var den 13. august 1997 på en lun og smuk sommeraften, præcis som i dag, min elskede far gik bort. Det var den satans cancer, der fik ram på ham. På en måde føles det, som var det sket for måske 8-10 år siden, og det er svært at forstå, der nu faktisk er gået 23 år.
 
Jeg husker tydeligt duftene og solen over markerne på min vej ud af byen i kørestolen kort efter, at bedemanden havde parkeret sin mørke ligvogn foran vores røde hus på hjørnet. Jeg slukkede stolen nogle kilometer uden for byen. For bare at være. For bare at lukke alt ude og skrige mod himlen.
 
Det havde været nogle barske måneder, hvor sygdommen gradvist forårsagede større smerte og nådesløst nedbrød ham. Til sidst kunne han ikke længere kende os. Tiden, månederne og ikke mindst de følgende højtider var svære. Minderne er bevaret i korte glimt, men på en måde synes mange af dem også udvisket og borte. Sådan er det nok med traumatiske hændelser og livsændrende tab.
 
Han blev kun 41. Det fylder jeg også om to år, så det sætter selvsagt mange tanker igang. Tanker om, at man skal huske at leve, lege, lære og elske. Tanker om, hvor priviligeret jeg er, at have oplevet og opnået så meget trods både medfødte og udefrakommende svære benspænd.
 
Mine besøg på gravstedet kan tælles på én hånd. Det har bare aldrig været min måde at sørge og bearbejde på. Men jeg tænker stadig meget på ham; især på denne tid af året. Der er så meget, jeg ville fortælle ham. Så mange oplevelser han skulle have været en del af.
 
Den allerførste tatovering jeg fik, var en urskive på mit håndled, med viserne pegende på hans dødstidspunkt og datoen den 13/8 påført. Det skulle symbolisere min fars gamle guldur, som jeg havde arvet – det var nemlig alt for gammelmands-agtigt til at jeg ville bære det. Jeg kunne sikkert heller ikke passe det.
 
Ligesom min far, døde batteriet i uret også langsomt ud. I dag tikker det igen. Det passer perfekt, og for mig er det noget af det fineste i verden.
 
Tak fordi du læste med! ❤️
 
Preben
Leave a Comment

Jeg er okay

290760_1951409191157_7604109_o
I dag er det 4 år siden, mit største forbillede og verdens bedste mor gik bort. Jeg savner hende konstant og allermest i perioderne, hvor livet er svært. Alligevel var det dog først i morges, det gik op for mig, hvilken dag det er i dag. Og det må da være et godt tegn. Et tegn på at være tilbage. For som jeg skrev for 4 år siden; “Alting bliver godt igen”. Og det gjorde det. Aldrig det samme, men godt igen.

Som I jo ved – eller har bemærket her gennem de sociale medier – har mit liv virkelig ændret sig siden dengang. Først fra filmproducer og event-Preben til selvstændige forfatter- og sidenhen plakat-Preben. Fra single-Preben i popsmarte bylejligheder til kæreste-Preben med villa, vovser og missekatte. Nogle venner er faldet fra, et par af de helt gamle hjælpere har sagt op, og i det hele taget har jeg vist også selv forandret mig godt og grundigt.

Omvæltningen har været kolossal, og jeg har haft svært ved at adaptere til mit nye liv. Jeg kunne ikke finde glæde ved at sidde bag skærmen eller motivation til at kaste mig ud i nye åndssvage projekter. Det var langt sværere, end jeg havde forestillet mig at være kærester – og endnu sværere for mig at være i et hjem, som pludselig var endnu mere en arbejdsplads, end det tidligere havde været; med flere hjælperskift og endnu flere mennesker ind og ud af vores liv.

Min læge vurderede, at jeg lå midt imellem en kraftig forandringsreaktion og en mild depression. Det har jeg ikke delt med så mange af jer, men jeg fik både tildelt sovepiller, antidepressiver og psykologtimer.

Heldigvis har det hele hjulpet. Ikke mindst takket være min elskede Pernille, som har støttet og presset mig til at tage affære og få lappet og styrket mit indre. Jeg er derudover også blevet beriget med en herlig ny svigerfamilie, skønne kæledyr og et nyt livsprojekt med plakatbiksen, som virkelig giver mening for mig. Nye bekendtskaber og dejlige nye hjælpere er vadet ind i mit liv, og jeg har nok herudover været igennem alle de følelser, der findes. Jeg har mærket følelser, jeg ikke anede fandtes. Og jeg har mærket følelser, jeg aldrig havde troet, jeg nogensinde skulle mærke.

Kærligheden fandt mig – netop som mit liv var allermest ufuldstændigt, og hvor ville jeg dog ønske, at min mor kunne opleve mig nu, samt møde min Pernille.

Antidepressiverne er jeg stadig på, men jeg føler, at jeg snart er parat til, i samråd med min læge, at påbegynde en udtrapningsplan. Jeg har det ihverfald bedre end så længe, jeg kan huske. Lige nu, mens jeg skriver dette, ligger lille Ingeborg og putter i et tæppe på mine fødder, hjælperne er rolige og skaber rum til dage som denne, og Pernille sidder i stuen hos mig og slapper af efter et par hårde dage.

Senere laver vi lidt lækkert mad, åbner én af de gode flasker og bare hygger. Akkurat som min mor ville have ønsket det. Og jeg er okay. Jeg er mere end okay.

Tak fordi du tog dig tid til at læse med <3

Preben

PS. Billedet er fra min mors tale til min 30 års fødselsdag. 

Leave a Comment

Ledsaget udgang

96587245_10218021026743480_4328020788784398336_o
“Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere!”. Således lyder fakta’s gamle slogan, og det var lige præcist, hvad jeg gjorde forleden.

Efter 55 dage i selvvalgt hjemmeisolation og et uligevægtigt sind, gav jeg mig selv lov til atter at tage ud at handle i en ægte fysisk butik med rigtige levende mennesker. Det var en stor oplevelse. ALT var spændende; plasticbestik, dameblade, myrelokkedåser og minutris. Jeg må have været derinde i mindst 45 minutter, hvor jeg bare har suget indtrykkene til mig. Og hvor er det dog surrealistisk, at noget så tamt som en tur i fakta, pludselig er det mest befriende og opløftende.

I går var Valle og jeg på besøg i mit gamle kvarter, på havnen i Vejle, for lige at nyde et glas rosé på bådbroen med min papfar, Henning og hans kæreste, Hanne. Skønt endeligt igen at kunne se alle dem, man holder allermest af. Og ligeså dejligt var det i dag, at have mine svigerforældre på besøg herhjemme i haven hos os.

Men er det på lånt tid?

På mandag lukkes Danmark endnu mere op, når fase 2 sættes igang, og om præcist en måned køres der på med fase 3. Indrømmet; Pernille og jeg blev glade, da Mette Frederiksen i torsdags meldte ud, at storcentrene igen kan åbne. Og smilet blev lige en tand bredere, da hun fortsatte og fortalte, at caféer og restauranter kan åbne op igen fra den 18.

Det er følelsen af ikke at kunne, der er den værste. For vi vil næppe gøre brug af muligheden foreløbigt alligevel. For der er stadig hverken vaccine eller godkendt behandling. Og vi er stadig de udsatte. Men hold k*ft, hvor vi dog mangler snart at komme ud og være kærester og nyde verden sammen igen.

De svage skal være stærke, er meldingen fra regeringen. Det har vi tænkt os.

Leave a Comment

Os i selvvalgt hjemmekarantæne

preen-face-mask-makeup

Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde. 

Opfør jer normalt, sagde Mette, og straks blev de sociale medier oversvømmet af opslag med fyldte indkøbskurve og kilometerlange Bilka-køer. Da meldingen kom, sad Pernille og jeg i køkkenet og havde kærestetid. Bare hende og jeg; stille og rolig aftenhygge. Men pludselig kom hjælperne ud til os. Har I hørt det? Hvad skal vi gøre? Og så begyndte telefonerne ellers at ringe.

Vi snakkede lidt, læste highlights fra pressemødet og besluttede os hurtigt for bare at hoppe i seng. Vi kunne næppe lægge ret mange planer eller tage særlige forholdsregler på det tidspunkt alligevel. Men Mettes råd ville vi følge. Det stod ret klart. Vi skulle ihverfald ikke hamstre.

Torsdag morgen blev jeg vækket af telefonen, der ringede. Det var P4, som ellers skulle have sendt live fra vores indkørsel til en snak om, hvad Pernille og jeg, som kronisk syge og lungepatienter, gør for at sikre os selv bedst muligt under corona-pandemien. For udover at vi begge først lige så småt er ved at komme os ovenpå hver vores hårde lungebetændelse, som endda sendte Pernille på sygehuset, bor vi jo faktisk i et hjem, som også er en arbejdsplads med mange hjælpere ind og ud.

Live-sendingen var naturligvis udsat grundet den helt nye situation og istedet blev interviewet, som vi optog dagen forinden, bragt i bidder gennem hele dagen, som en del af radioavisen. Lige dér gik det op for mig, at alt jeg havde udtalt mindre end 24 timer forinden, pludselig ikke længere holdt stik. Shit Just Got Real. Hvad der før var nogens problem, blev på et splitsekund alles problem. For selvfølgelig tog vi vores forholdsregler før, men nu krævede det altså en plan med nogle regler og retningslinjer her på adressen. Kasper, min hjælper, hjalp os godt på vej med at få indført de nødvendige corona-forbehold, hvorefter Pernille og jeg straks begyndte at informere hjælperne. 

Hvad hjælperne foretager sig uden for arbejdstiden, kan vi hverken bestemme eller kontrollere – men vi kan appellere. Vi kan appellere til, at de tager alle nødvendige forholdsregler og følger sundhedsministeriets retningslinjer; undgår forsamlinger, har styr på børnepasning og sørger for at forklare både børn og partnere vigtigheden af ikke at slæbe corona med hjem.

Det er ikke farligt, skriver medierne. Men det er det for de ældre og for de svage. Det er det for Pernille og jeg. I virkeligheden er sandheden nok, at skulle vi ske at blive smittet nu, er oddsene for overlevelse ikke videre optimistiske. Og hey, vi er virkelig ikke klar til at dø!

Vores egen læge mener først, at det har toppet, når vi i Danmark har rundet 500.000 smittede. Måske har han ret. Og hvad hvis han har? Hvad hvis vi alle før eller siden vil blive ramt af corona?

HVIS det bliver udfaldet, vil jeg virkelig håbe, at Pernille og jeg først rammes sent i forløbet. Når vi atter er helt på toppen, når der findes effektive behandlingsformer, når der er ledige hospitalssenge og allervigtigst – når der er ledige respiratorer. Et slemt problem, der netop nu er virkeligheden i Italien, hvor vigtigheden af et menneskeliv vægtes og sorteres. Her er de løbet tør for respiratorer. Barskt og kynisk.

Pernille og jeg har sat os selv i hjemmekarantæne. Det var vi lidt i forvejen grundet lungebetændelsen, men nu fortsætter vi den. Ingen gæster udover hjælperne, masser af udluftning og afspritning af alt der berøres. Og så har vi hamstret. Ikke fordi vi forventer, at supermarkederne løber tør, men sådan at vi ikke skal sende hjælperne ud at handle ind blandt andre mennesker. Så længe de er på arbejde, kan vi nemlig godt bestemme, og så tager vi altså alle de forholdsregler, vi kan.

Når en ny hjælper møder ind, udstyres de med en lille flaske sprit, som de bedes tage i lommen og bruge hyppigt. Hellere for meget end for lidt. Vi har bestilt et lille lager af vores medicin, samt sprit og sæbe hjem. Vi spiser vitaminpiller og sniger flere grøntsager i maden end normalt, og så har vi investeret i en lille benzingenerator. Pernille og jeg er begge afhængige af strømslugende hjælpemidler, så der er en stor tryghed i altid at kunne lave nødstrøm.

Til sidst en opsang.

Det her er alvor. Humor er vigtigt, også i svære tider – men begrebet “coronaferie” er komplet misforstået. Lyt til regeringen og sundhedsministeriets råd, bliv hjemme så vidt muligt og tænk dig om. Ikke kun for min og Pernilles skyld, men for alle de ældre og svage, og for vores fælles fremtids skyld.

Af hjertet tak,
Preben <3

 

Leave a Comment

Troværdighedsprutten

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Leave a Comment

Flagrende ligeglad

flag

Jeg er selv vokset op i én af de dér byer. Et lille landsbysamfund hvor alle kender alle, og hvor de fleste går op i det meste. Nu er jeg så havnet her igen. I en lille flække med ikke møj’ mere end 500 indbyggere, og det er faktisk skønt. Jeg nyder mit nye liv i fred og ro med Pernille, men vi skal lige lære at adaptere og forstå de uskrevne regler her i lokalsamfundet. Det kan vi godt mærke. Senest har de såkaldte flagregler overrasket os.

I torsdags fyldte Pernille 27, og op skulle flaget naturligvis. Det er første gang for os begge to. Hverken Pernille eller jeg har nogensinde ejet en flagstang, og egentlig finder vi det nok begge lidt sært, at man overhovedet skal havde en sådan tårnhøj træpæl stående. Lige i dette tilfælde fulgte den lissom’ bare med ved overtagelsen af huset. Og hurra for det. Er der noget, der huer mit jyske handelshjerte, er det, når noget “bare følger med”. Gratis er slet ikke så dumt endda.

Det var en skøn fødselsdag, og da jeg ved midnatstid lå under dynen og summede over dagens begivenheder slog det mig. Vi havde glemt at tage flaget ned!

Det må man ikke. Det ved jeg faktisk godt. Men hvorfor? Det er noget med at flage for fanden, så vidt jeg husker. Hvornår fanden reelt fylder år, aner jeg ikke, men jeg lukkede trygt mine øjne og faldt i søvn. Det er jo for fanden da bare et stykke stof, og hvem opdager overhovedet om det er hejst, når det er nat?

Næste morgen mødte min hjælper Freddy undrende ind. Har I ikke haft flaget nede i nat? – spurgte han lettere bebrejdende. Vi trak lidt på smilebåndet og konstaterede, at vi jo blot var mennesker, mens vi undrende os over, at Freddy overhovedet havde bemærket det. At han gik op i det. Men allright; han har efterhånden boet her i byen i mange år. Så går han op i flagregler, gør andre sikkert også.

Rigtigt spottet. Kun få timer efter stoppede naboerne mig ude på vejen. Sig mig engang, Preben. Glemte I at tage flaget ned i aftes?

Det måtte jeg jo så tilstå, og ellers bare charme mig afsted med søforklaringer om, hvor vilde vi rent faktisk er med både at flage og fejre fødselsdage. Om de købte den, ved jeg ikke. Men min fløgtige tanke om bare at lade flaget hænge, nu vi faktisk også fik gæster i går og igen i næste uge, slog jeg fuldstændigt ud af hovedet. Det var nok bedst.

Jeg lærer næppe nogensinde at forstå flagregler, men jeg forstår, at de er vigtige for nogen. Og det er også okay. Det skal jeg nok lære at respektere. Engang. Måske.

Leave a Comment

De første 3 måneder i resten af vores liv

 

I dag er det 3 måneder siden, Pernille flyttede ind, og vores liv sammen som “os” sådan for alvor begyndte. 3 dejlige måneder fyldt med flirt, kærlighed og søde ord – men selvfølgelig også med udfordringer. Sådan er det, og det er helt cool. Vi nakker udfordringerne, når de opstår, med gode snakke, åbenhed og forståelse. For udover de udfordringer som forhold normalt inkluderer, har vi lige lidt flere; heraf eksempelvis et lidt amputeret privatliv qua vores situation med ekstra ører i huset og 2 hjælpere nær os 24/7. Dejlige mennesker som får vores liv til at fungere. Bestemt. Men derfor kan man alligevel godt engang imellem bare have rigtig meget brug for kun at være Pernille og jeg. Det er der heldigvis råd for. Vi skal blot lige have fundet vores form.

Lige nu sidder jeg her og blogger løs med musikken kørende og lyden af Pernille der rydder op og rykker lidt rundt på møblerne i baggrunden. Det er hamrende dejligt, og jeg elsker vores liv. Jeg elsker Pernille.

Gennem de seneste måneder, har vi hver især lært rigtig meget om både hinanden og os selv. Jeg har altid opfattet mig selv som en enormt ekstrovert person. Et billede af mig selv som tydeligvis har været en smule forvrængt. Jeg er da ganskevist både plaprende og ret socialt anlagt, nok mere end Pernille – men faktisk væsentligt mindre end jeg selv troede.

I starten var morgenerne svære for mig. Dét her med at vælte ud af sengen lige op mod et hjælperskifte og skulle vågne op og få øjne – sammen med Pernille – men også med 4 hjælpere i køkkenet, når morgenskiftet fandt sted. Det havde jeg svært ved at kapere. Al den “Preben-tid” jeg førhen havde, anede eller bemærkede jeg slet ikke mit behov for at værne om. 

Nu har vi fundet den helt perfekte måde at starte dagen på. Hånd i hånd foran den knitrende brændeovn i stuen, et godt stykke tid inden vores hjem fyldes med ny energi og nye hjælpere. Det er skønt, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på. Jeg har aldrig været lykkeligere. 

Vi har også bestilt en fransk dør til stuen, så vi kan lukke af mod køkkenet og ud til “de voksne” – som vi kalder dem. Ikke for fremadrettet at skulle snakke og knuse udfordringerne mere privat bag lukkede døre, men allermest for bare langt lettere at kunne være Pernille og Preben og kærester. Det har vi lovet hinanden. Vi er nemlig ret gode til at være kærester.

Leave a Comment

72 timer

IMG_0691

Om mindre end 72 timer flytter min skønne kæreste ind hos mig her i Skærup. Hvor er det vildt. Hvor er det sindssygt vildt, dejligt og en lille smule skræmmende på samme tid. For jeg har jo altid bare været mig. 37-årige Preben, enehersker, enebarn og – nå ja – lad os bare sige det som det er; en lille smule sær. Heldigvis rykker Pernille så ind nu, inden hun bliver bekendt med flere af mine særheder. Indtil videre har hun taget det helt cool, at det er ret vigtigt for mig, hvor de forskellkge elementer i et måltid er placeret på tallerkenen.

Vi har kun lige haft 7 måneders dag, og da vi samtidigt er hinandens sådan for alvor første rigtige kærester, kan det måske virke lidt vildt, at vi allerede nu flytter sammen. Men hey, hvorfor vente når det føles som det mest rigtige i hele verden? ❤️

Selvom det i store træk er gået over al forventning med projekt “sammenflyt”, har der også været store bump og forhindringer på vejen. Hovedsagligt administrative kommunesager og håndværkerbøvl, som vi ikke har kunnet være herre over eller bare lige løse. Ej hverken med store ord eller penge har det kunne løses, og dét har været frustrerende, tærende og lidt af en prøvelse for vores forhold. Jeg er kontrolmenneske, så netop disse umulige barrierer har været svære for mig og har gjort, at min lunte har været kortere, og det er så lidt nogen gange gået ud over Pernille. Undskyld skat!

Men NU – nu er der efterhånden styr på hytten, og der kan blive rum og ro til at glæde sig til søndag og lige om lidt, når Pernille, misserne og hjælperne rykker ind.

I et langdistance forhold hvor begge partnere sidder i kørestol, er det helt umuligt at teste en hverdag og et “rigtigt liv” som kærester af ved andet end en enkelt overnatning hist og pist. Og det giver jo indlysende nok ikke noget klart billede af, hvordan det bliver. Det aner man ikke, før man faktisk er i det, og netop derfor har vi selvfølgelig bare valgt at kaste os ud i det og flytte sammen. 

Pernille har været stærk, modig og sej ved bare at rykke teltpløkkerne op på Sjælland med alt hvad det indebærer af udfordringer ift. hjælpere, familie, venner, trygge rammer, egne læger osv osv – og jeg har taget mig af det mere praktiske ved at skabe nogle gode rammer for hende og jeg, for misserne og for hjælperteamet. Nå ja, og så selvfølgelig ved at sørge for et 3 meter langt prinsessegarderobe – til prinsessen min.

Udfordringerne og bumpene ved at være sammen om dette har uden tvivl gjort os stærkere. Og hvor er det egentlig skørt, at dét at flytte sammen med sin kæreste skal gøres til et projekt, når det i virkeligheden burde være det allerletteste i hele verden.

Men det vidste vi på forhånd. For sådan er det i vores situation, og vi vælger istedet at fokusere på, hvor dejligt det er, at det rent faktisk er lykkes så hurtigt. Nu glæder vi os istedet bare til at være meget mere kærester, til vores nye liv sammen og til at få vores ret hyggelige skilt til postkassen sat op med både Pernille, misserne og jeg på. Så løser vi alle kommende bump og udfordringer hen af vejen med forståelse, kommunikation og sund fornuft. Det er vi nemlig efterhånden ret godt rustet til.

Tak for hjælpen kommuner, håndværkere og øvrige implicerede – og tak til dig for at læse hele indlægget.

 

Leave a Comment