Fyr de svage led for helvede!
Published 20. september 2020 by Preben
Selvom det kun er 3 år siden, vi hængte filmplakater op i lygtepæle, føles det som evigheder siden. Det føles som evigheder siden, at 4 års intenst arbejde nåede sit mål, hvor det store lærred kunne rulles ned og filmen begynde.
Men blev vi så rige?
Næh, det ville godt nok være synd at sige – ihverfald hvis rigdom måles på bundlinjen i grønne tal.
Men vi blev klogere og erfaringer rigere. Nogen af jer har måske læst den store artikel i Filmmagasinet EKKO, hvor hele det tragiske udfald af det store projekt blev forsøgt forklaret. Ambitionen fra redaktionens side var at belyse problematikken og al kaoset fra begge sider af bordet. Det syntes jeg jo så ikke, de lykkedes ret godt med. Navngivningen ‘Den jyske filmkrig’ var derimod spot on – for det var sådan, det endte. Uden at gå i detaljer blev det til en kamp mellem det gode (det er åbenbart den kreative/kunstneriske del af holdet) og det onde (som jeg tilhørte); dem der trækker i trådene, skaffer midlerne, tager ansvaret og vel praktisk talt støber fundamentet. Ondt? Ikke rigtigt. Men nødvendigt ja – for hold k*ft et show det ville være, hvis ‘de gode’ skulle forsøge at navigere i dén verden.
Stærke venskaber blev til bitre fjendskaber. Og pludselig havnede vi der, hvor jeg fandt mig selv i regnvejr på en smattet mark en grå efterårsdag lidt udenfor Vejle, hvor photoshootet til selvsamme artikel skulle laves. Filmens instruktør var der også, men han var umulig at få øjenkontakt med. Hvad han laver i dag, aner jeg ikke. Men jeg er videre. Videre fra filmproduktion på sådan et niveau; og generelt bare videre.
Tilbage sidder en masse skønne, men uvidende, mennesker som har været en del af eventyret. Kun få kender hele den sande historie, og mange er forsvundet ud af mit liv, måske endda på baggrund af den ufortalte historie eller drømmen om en fortsat fremtidig karriere i disse luftlag.
For når #metoo både er en smule udkneppet og efterhånden ’so last year’ er kun rygklapperi, trynen og falske smil tilbage.
Jeg er stadig stolt over, hvad vi sammen har skabt, men mindst ligeså ærgerlig over, at det gik, som det gik, hvor det færdige resultat nåede udvalgte biografer og desværre ikke meget længere.
Under en svær snak med Peter Aalbæk husker jeg tydeligt hans ord: “Fyr de svage led for helvede!”. Og måske det faktisk bare var, hvad vi skulle have gjort…
Resten ligger på harddisken. Både dén med filmen på – samt på min indre.
Tak fordi du læste med!
Preben
13.08.1997
Published 13. august 2020 by Preben
Jeg er okay
Published 7. juli 2020 by Preben
The Circle of Life
Published 15. maj 2020 by Preben
Ledsaget udgang
Published 9. maj 2020 by Preben
“Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere!”. Således lyder fakta’s gamle slogan, og det var lige præcist, hvad jeg gjorde forleden.
Efter 55 dage i selvvalgt hjemmeisolation og et uligevægtigt sind, gav jeg mig selv lov til atter at tage ud at handle i en ægte fysisk butik med rigtige levende mennesker. Det var en stor oplevelse. ALT var spændende; plasticbestik, dameblade, myrelokkedåser og minutris. Jeg må have været derinde i mindst 45 minutter, hvor jeg bare har suget indtrykkene til mig. Og hvor er det dog surrealistisk, at noget så tamt som en tur i fakta, pludselig er det mest befriende og opløftende.
I går var Valle og jeg på besøg i mit gamle kvarter, på havnen i Vejle, for lige at nyde et glas rosé på bådbroen med min papfar, Henning og hans kæreste, Hanne. Skønt endeligt igen at kunne se alle dem, man holder allermest af. Og ligeså dejligt var det i dag, at have mine svigerforældre på besøg herhjemme i haven hos os.
Men er det på lånt tid?
På mandag lukkes Danmark endnu mere op, når fase 2 sættes igang, og om præcist en måned køres der på med fase 3. Indrømmet; Pernille og jeg blev glade, da Mette Frederiksen i torsdags meldte ud, at storcentrene igen kan åbne. Og smilet blev lige en tand bredere, da hun fortsatte og fortalte, at caféer og restauranter kan åbne op igen fra den 18.
Det er følelsen af ikke at kunne, der er den værste. For vi vil næppe gøre brug af muligheden foreløbigt alligevel. For der er stadig hverken vaccine eller godkendt behandling. Og vi er stadig de udsatte. Men hold k*ft, hvor vi dog mangler snart at komme ud og være kærester og nyde verden sammen igen.
De svage skal være stærke, er meldingen fra regeringen. Det har vi tænkt os.
Os i selvvalgt hjemmekarantæne
Published 14. marts 2020 by Preben
Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde.
Leave a Comment
Troværdighedsprutten
Published 28. januar 2019 by Preben
Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.
Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.
Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.
Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?
Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.
Leave a CommentFlagrende ligeglad
Published 27. januar 2019 by Preben
Jeg er selv vokset op i én af de dér byer. Et lille landsbysamfund hvor alle kender alle, og hvor de fleste går op i det meste. Nu er jeg så havnet her igen. I en lille flække med ikke møj’ mere end 500 indbyggere, og det er faktisk skønt. Jeg nyder mit nye liv i fred og ro med Pernille, men vi skal lige lære at adaptere og forstå de uskrevne regler her i lokalsamfundet. Det kan vi godt mærke. Senest har de såkaldte flagregler overrasket os.
I torsdags fyldte Pernille 27, og op skulle flaget naturligvis. Det er første gang for os begge to. Hverken Pernille eller jeg har nogensinde ejet en flagstang, og egentlig finder vi det nok begge lidt sært, at man overhovedet skal havde en sådan tårnhøj træpæl stående. Lige i dette tilfælde fulgte den lissom’ bare med ved overtagelsen af huset. Og hurra for det. Er der noget, der huer mit jyske handelshjerte, er det, når noget “bare følger med”. Gratis er slet ikke så dumt endda.
Det var en skøn fødselsdag, og da jeg ved midnatstid lå under dynen og summede over dagens begivenheder slog det mig. Vi havde glemt at tage flaget ned!
Det må man ikke. Det ved jeg faktisk godt. Men hvorfor? Det er noget med at flage for fanden, så vidt jeg husker. Hvornår fanden reelt fylder år, aner jeg ikke, men jeg lukkede trygt mine øjne og faldt i søvn. Det er jo for fanden da bare et stykke stof, og hvem opdager overhovedet om det er hejst, når det er nat?
Næste morgen mødte min hjælper Freddy undrende ind. Har I ikke haft flaget nede i nat? – spurgte han lettere bebrejdende. Vi trak lidt på smilebåndet og konstaterede, at vi jo blot var mennesker, mens vi undrende os over, at Freddy overhovedet havde bemærket det. At han gik op i det. Men allright; han har efterhånden boet her i byen i mange år. Så går han op i flagregler, gør andre sikkert også.
Rigtigt spottet. Kun få timer efter stoppede naboerne mig ude på vejen. Sig mig engang, Preben. Glemte I at tage flaget ned i aftes?
Det måtte jeg jo så tilstå, og ellers bare charme mig afsted med søforklaringer om, hvor vilde vi rent faktisk er med både at flage og fejre fødselsdage. Om de købte den, ved jeg ikke. Men min fløgtige tanke om bare at lade flaget hænge, nu vi faktisk også fik gæster i går og igen i næste uge, slog jeg fuldstændigt ud af hovedet. Det var nok bedst.
Jeg lærer næppe nogensinde at forstå flagregler, men jeg forstår, at de er vigtige for nogen. Og det er også okay. Det skal jeg nok lære at respektere. Engang. Måske.
Leave a CommentDe første 3 måneder i resten af vores liv
Published 21. januar 2019 by Preben
I dag er det 3 måneder siden, Pernille flyttede ind, og vores liv sammen som “os” sådan for alvor begyndte. 3 dejlige måneder fyldt med flirt, kærlighed og søde ord – men selvfølgelig også med udfordringer. Sådan er det, og det er helt cool. Vi nakker udfordringerne, når de opstår, med gode snakke, åbenhed og forståelse. For udover de udfordringer som forhold normalt inkluderer, har vi lige lidt flere; heraf eksempelvis et lidt amputeret privatliv qua vores situation med ekstra ører i huset og 2 hjælpere nær os 24/7. Dejlige mennesker som får vores liv til at fungere. Bestemt. Men derfor kan man alligevel godt engang imellem bare have rigtig meget brug for kun at være Pernille og jeg. Det er der heldigvis råd for. Vi skal blot lige have fundet vores form.
Lige nu sidder jeg her og blogger løs med musikken kørende og lyden af Pernille der rydder op og rykker lidt rundt på møblerne i baggrunden. Det er hamrende dejligt, og jeg elsker vores liv. Jeg elsker Pernille.
Gennem de seneste måneder, har vi hver især lært rigtig meget om både hinanden og os selv. Jeg har altid opfattet mig selv som en enormt ekstrovert person. Et billede af mig selv som tydeligvis har været en smule forvrængt. Jeg er da ganskevist både plaprende og ret socialt anlagt, nok mere end Pernille – men faktisk væsentligt mindre end jeg selv troede.
I starten var morgenerne svære for mig. Dét her med at vælte ud af sengen lige op mod et hjælperskifte og skulle vågne op og få øjne – sammen med Pernille – men også med 4 hjælpere i køkkenet, når morgenskiftet fandt sted. Det havde jeg svært ved at kapere. Al den “Preben-tid” jeg førhen havde, anede eller bemærkede jeg slet ikke mit behov for at værne om.
Nu har vi fundet den helt perfekte måde at starte dagen på. Hånd i hånd foran den knitrende brændeovn i stuen, et godt stykke tid inden vores hjem fyldes med ny energi og nye hjælpere. Det er skønt, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på. Jeg har aldrig været lykkeligere.
Vi har også bestilt en fransk dør til stuen, så vi kan lukke af mod køkkenet og ud til “de voksne” – som vi kalder dem. Ikke for fremadrettet at skulle snakke og knuse udfordringerne mere privat bag lukkede døre, men allermest for bare langt lettere at kunne være Pernille og Preben og kærester. Det har vi lovet hinanden. Vi er nemlig ret gode til at være kærester.