Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde.
Opfør jer normalt, sagde Mette, og straks blev de sociale medier oversvømmet af opslag med fyldte indkøbskurve og kilometerlange Bilka-køer. Da meldingen kom, sad Pernille og jeg i køkkenet og havde kærestetid. Bare hende og jeg; stille og rolig aftenhygge. Men pludselig kom hjælperne ud til os. Har I hørt det? Hvad skal vi gøre? Og så begyndte telefonerne ellers at ringe.
Vi snakkede lidt, læste highlights fra pressemødet og besluttede os hurtigt for bare at hoppe i seng. Vi kunne næppe lægge ret mange planer eller tage særlige forholdsregler på det tidspunkt alligevel. Men Mettes råd ville vi følge. Det stod ret klart. Vi skulle ihverfald ikke hamstre.
Torsdag morgen blev jeg vækket af telefonen, der ringede. Det var P4, som ellers skulle have sendt live fra vores indkørsel til en snak om, hvad Pernille og jeg, som kronisk syge og lungepatienter, gør for at sikre os selv bedst muligt under corona-pandemien. For udover at vi begge først lige så småt er ved at komme os ovenpå hver vores hårde lungebetændelse, som endda sendte Pernille på sygehuset, bor vi jo faktisk i et hjem, som også er en arbejdsplads med mange hjælpere ind og ud.
Live-sendingen var naturligvis udsat grundet den helt nye situation og istedet blev interviewet, som vi optog dagen forinden, bragt i bidder gennem hele dagen, som en del af radioavisen. Lige dér gik det op for mig, at alt jeg havde udtalt mindre end 24 timer forinden, pludselig ikke længere holdt stik. Shit Just Got Real. Hvad der før var nogens problem, blev på et splitsekund alles problem. For selvfølgelig tog vi vores forholdsregler før, men nu krævede det altså en plan med nogle regler og retningslinjer her på adressen. Kasper, min hjælper, hjalp os godt på vej med at få indført de nødvendige corona-forbehold, hvorefter Pernille og jeg straks begyndte at informere hjælperne.
Hvad hjælperne foretager sig uden for arbejdstiden, kan vi hverken bestemme eller kontrollere – men vi kan appellere. Vi kan appellere til, at de tager alle nødvendige forholdsregler og følger sundhedsministeriets retningslinjer; undgår forsamlinger, har styr på børnepasning og sørger for at forklare både børn og partnere vigtigheden af ikke at slæbe corona med hjem.
Det er ikke farligt, skriver medierne. Men det er det for de ældre og for de svage. Det er det for Pernille og jeg. I virkeligheden er sandheden nok, at skulle vi ske at blive smittet nu, er oddsene for overlevelse ikke videre optimistiske. Og hey, vi er virkelig ikke klar til at dø!
Vores egen læge mener først, at det har toppet, når vi i Danmark har rundet 500.000 smittede. Måske har han ret. Og hvad hvis han har? Hvad hvis vi alle før eller siden vil blive ramt af corona?
HVIS det bliver udfaldet, vil jeg virkelig håbe, at Pernille og jeg først rammes sent i forløbet. Når vi atter er helt på toppen, når der findes effektive behandlingsformer, når der er ledige hospitalssenge og allervigtigst – når der er ledige respiratorer. Et slemt problem, der netop nu er virkeligheden i Italien, hvor vigtigheden af et menneskeliv vægtes og sorteres. Her er de løbet tør for respiratorer. Barskt og kynisk.
Pernille og jeg har sat os selv i hjemmekarantæne. Det var vi lidt i forvejen grundet lungebetændelsen, men nu fortsætter vi den. Ingen gæster udover hjælperne, masser af udluftning og afspritning af alt der berøres. Og så har vi hamstret. Ikke fordi vi forventer, at supermarkederne løber tør, men sådan at vi ikke skal sende hjælperne ud at handle ind blandt andre mennesker. Så længe de er på arbejde, kan vi nemlig godt bestemme, og så tager vi altså alle de forholdsregler, vi kan.
Når en ny hjælper møder ind, udstyres de med en lille flaske sprit, som de bedes tage i lommen og bruge hyppigt. Hellere for meget end for lidt. Vi har bestilt et lille lager af vores medicin, samt sprit og sæbe hjem. Vi spiser vitaminpiller og sniger flere grøntsager i maden end normalt, og så har vi investeret i en lille benzingenerator. Pernille og jeg er begge afhængige af strømslugende hjælpemidler, så der er en stor tryghed i altid at kunne lave nødstrøm.
Til sidst en opsang.
Det her er alvor. Humor er vigtigt, også i svære tider – men begrebet “coronaferie” er komplet misforstået. Lyt til regeringen og sundhedsministeriets råd, bliv hjemme så vidt muligt og tænk dig om. Ikke kun for min og Pernilles skyld, men for alle de ældre og svage, og for vores fælles fremtids skyld.
Af hjertet tak,
Preben <3
