Skip to content →

Date archive for: juni 2015

Mit allerførste indlæg

Hver eneste dag underholder jeg på bedste vis mange af mine venner på facebook med sære udbrud og betragtninger fra livet som Preben. Det er både en vane og en hobby. Det er en livsstil, men det er også blevet en slags pligt – og engang imellem har jeg faktisk også lidt mere på hjertet, end min personlige facebook kan rumme.

Jeg er langt fra offer for min egen tilbageholdenhed og censur. Jeg taler frit og filterløst; her, der og allevegne i cyberspace. Engang imellem rammer jeg endda plet og får skrevet noget, der er så rigtigt, vigtigt eller kontroversielt, at det går viralt og rammer mange læsere landet over. Det er sket nogle gange efterhånden – men fordi det som oftest foregår på facebook, som er mit foretrukne sociale medie, stilner det typisk ligeså hurtigt af, som det til tider kan eksplodere i shares og likes sekunder efter publicering.

Denne blog er mit sted. Det er her jeg snakker om mig selv og gentager mig selv. Det er her, jeg deler nogle af mine dybere og vigtigere opslag fra facebook, så de ikke bare forsvinder i nyhedsstrømmen efter få dage, men istedet indekseres af søgemaskinerne og består. Det er også her, jeg hælder mit hjerte ud, når jeg har drukket for meget rødvin og mest af alt bare har lyst til at skrive. Det er her jeg beklager mig, når livet spænder ben og omvendt også her jeg hælder kærlighed ud i ord, når det viser sig fra sin allerpæneste side. Det er her, jeg deler et halvt kapitel i ny og næ fra min bog, min selvbiografi, som jeg har hyggeskrevet på i snart 4 år. Den skal nok blive færdig. Engang. Jeg skal bare lige have oplevet nok først.

Velkommen til!

4 Comments