Skip to content →

Date archive for: juli 2015

De lykkelige mennesker på facebook

Collage

Jeg er selv én af dem. En af dem der smører ekstra tykt på, på facebook og generelt på sociale medier – og som kun plaprer løs om hvor fedt alting er, men nok næppe ville dele ud af de mindre positive tanker og oplevelser. Dem har jeg selvfølgelig også nogen af. Det har vi alle.

I dag er det virkelig mandag med stort M her hos mig. Det er en trist og halv-grå typisk dansk sommerdag, hvor det så bare samtidigt vælter ind med irriterende mails og opgaver, der – lige i øjeblikket de hober sig op – synes helt igennem uoverskuelige.

Det er kombinationen af mange små irritationsmomenter på stribe, der får bægret til at flyde over, og man har bare dén her kvalmende tendens til at bitche over alt lige fra vejret, til åndssvage parkeringsbøder og aktierne der dykker en smule, men kommer op igen, for det gør de altid på et-eller-andet tidspunkt.. Okay, her fik jeg vist lige nævnt et par enkelte af mine egne first world problems, men pointen er jo bare, at der helt sikkert er nogen, der har det værre. Ikke bare deltagerne i Luksusfælden, men måske dem der ikke ville brokke sig over regnvejret, men istedet samle det i skallen af en kokosnød og drikke det lidt ad gangen – bare i håb om overlevelse.

Min kloge ven rettede mig forleden, da jeg brokkede mig over benpladsen, eller mangel på samme, i biografen i Horsens. Nu brækkede jeg jo ikke ligefrem foden, jeg havde rent faktisk penge til billetten og filmen var i øvrigt meget god. Hvorfor brokker jeg mig så? Det aner jeg egentligt ikke, og sandheden er, at det klæ’r de færreste. Fra nu af vil jeg kun brokke mig, hvis der virkelig er grund til det.

Leave a Comment

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Leave a Comment

Ville du æde din bedste ven?

Gennem de seneste år har jeg mødt rigtig mange vegetarer, veganere og hvad de ellers kalder sig. Hvergang vi holder et event eller en koncert, er der altid en-eller-anden, der skal ha’ en veggie-sandwich eller noget andet uden kød, mælk eller ost istedet. Det er egentlig ikke noget problem. Jeg er selv absurd kræsen og nærmest bange for surmælksprodukter, skiveskåret ost og skaldyr. Problemet er vel mere, at jeg ikke forstår hvorfor.

Når man nu har set Løvernes Konge, kender man godt princippet og hele konceptet med “circle of life”. Dyr bliver spist. Af andre dyr, fx af mennesker. Sådan er verden nu engang indrettet. Der skal ryddes lidt op engang imellem – og nogen skal have noget at spise.

Hen over brunchen på kontoret i går blev der diskuteret holdninger, madvaner og økologi til den helt store guldmedalje. Vi har også en veganer på holdet, og hun undgår kød af flere grunde. Hun opnår øget energi; men vigtigst af alt – som jeg opfatter det – vil hun ikke spise noget, hun ikke selv ville kunne slå ihjel.

Se, det er egentlig en fin holdning, men her er jeg nok bare lidt mere kølig og skruppelløs. Vi har selvfølgelig som menneske et valg og dermed en stemme til at fasttømre en holdning, og hvis alle gjorde sådan.. For jo, vi kan sagtens leve uden kød, men er det meningen? – Og har vi overhovedet taget stilling? – Ligesom med organdonation og kirkeskat mener jeg faktisk, at det har vi. Det har vi ved ikke aktivt at ændre kurs. Mit bud er, at de fleste nok godt ved, at man kan melde sig ud af folkekirken eller udfylde et donorkort, hvis man vil skænke dele af sin krop til forskning eller til trængende. På samme måde kunne man jo også bare vælge ikke at spise kød.

Jeg spiser kød. Det havde du nok gættet. Jeg spiser også foie gras og taler åbent om det. I det hele taget kan jeg vel bare godt være ret åbenmundet og kontroversiel i mine udtalelser, uanset om emnet er udlændingepolitik eller amning i offentligt rum. Det faldt mig derfor også naturligt, at blive helt firkantet og spørge om hun så heller ikke ville spise koen, hvis hun var strandet på en øde ø, og der kun var den og ikke andet spiseligt overhovedet. Et konkret svar kom der vist ikke, men én ting er sikkert; jeg ville kvæle koen, dræne den for blod, stege den og æde løs uden at fortrække en mine. Jeg ville sikkert også synge en sang for den og begrave skelettet, men først og fremmest ville jeg æde den for min egen overlevelses skyld. Det ville jeg, fordi vi er egoistiske individder med overlevelsesinstinkter. Sådan er vi alle. Dyriske og sultne. Jeg ville æde min bedste ven, hvis det handlede om min egen overlevelse – og det ville du også.

Leave a Comment