Skip to content →

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Published in Hverdagstanker Mig i retrospekt

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *