Skip to content →

Date archive for: maj 2016

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Snothovedet og Kulturprisen

13063177_10206483323028098_7841501876375476213_o

I snart 6 uger har jeg været syg. Det begyndte midtvejs under filmoptagelserne som lidt forkølelse, der få dage før optagestop udviklede sig til lungebetændelse, og det er så dén, samt en ødelagt mave ovenpå 26 dages penicillinkur, jeg stadig kæmper med.

Det er SÅ kedeligt, og timingen kunne vel knap være værre.. Jeg har misset møde hos Zentropa, koncerten i aftes med Scott Bradley & The Postmodern JukeBox samt Danish DeeJay Awards i torsdags. Heldigvis tog jeg mig sammen til at være frisk nok i fredags, hvor jeg skulle have overrakt Vejle Kommunes Kulturpris. Det skete ved en fed lille reception på Vejle Kunstmuseum med lækker buffet, iskold øl, elektronisk musik fremført af Andre Tonelege samt en masse skønne mennesker, der kun var kommet for at fejre mig. Hvor meget mere kan man ønske sig?

Det var en helt igennem fantastisk dag – også selvom jeg ikke var frisk nok til at fortsætte fejringen efter arrangementet. Det må så kræve en revance senere. I næste uge lover de 20 grader, og jeg vil snart være frisk. Den kulturpris forpligter en smule, og de helt skøre arrangementer laver jo ikke sig selv.

Leave a Comment