Skip to content →

Date archive for: juni 2016

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

USA – Næh, du kan tro nej!

no-usa
Da min sagsbehandler og jeg for et stykke tid siden snakkede ferie, muligheder og drømme nævnte jeg for hende, at jeg jo havde haft en fantastisk tur på krydstogtskibet i 2014, og at jeg måske en dag kunne spare op og se hele verden på en 100 dages verdensomsejling. Dén drøm fejede hun lynhurtigt af bordet med beskeden om, at det lovmæssigt ikke kunne lade sig gøre. Man må nemlig maksimalt forlade landet i en måned, når man sidder i kørestol med muskelsvind og har en §96-løsning med handicaphjælpere ansat på fuldtid.
 
Udmeldingen provokerede mig meget, og ærligt talt ser jeg det både som frihedsberøvelse og i særdeleshed stærkt modsigende overfor hele tanken bag netop denne paragraf; nemlig at man skal kunne leve sit liv på lige vilkår med alle andre, ud fra den situation man nu engang befinder sig i.
 
Men man vælger sine kampe, og jeg lod den egentlig bare ligge – så kunne jeg jo tage den op, når den tid engang kom – hvis reglerne altså stadig var de samme.
 
I dag læser jeg så, at Aina Kamilla, der også sidder i kørestol med muskelsvind, sidder midt i dette dilemma lige nu.
 
Aina har sparet op til at kunne rejse 6 mdr. til USA, hun har hjælpere, der vil med på turen, hun har ok fra respirationscentret herhjemme samt lavet “nødaftaler” med hospitaler i USA. Hun har styr på hund, bolig, transport og visum. Hun har sponsorer og et tv-hold til at dække rejsen. Hun har kontakt til flere steder i USA, hvor hun kan holde foredrag og workshops. Ja, i det hele taget er Aina rigtig tæt på at kunne realisere en stor drøm, men lovgivningen sætter en brat stopper for det hele.
 
Er det fair?
Det synes jeg bestemt ikke :-(
Leave a Comment