Skip to content →

Date archive for: juli 2016

Noget om pizza og sorg

lånt fra gorms instagram @gormspizza

Der er ikke så mange, der ved det, men samme dag som jeg mistede min højtelskede mor, kørte jeg faktisk til København og fik mig en tatovering. Denne dag undlod jeg dog at checke-in på de sociale medier på min færden – ikke blot for at undgå uventet besøg, der hvor jeg nu engang befandt mig, men ligeså meget fordi, at der er noget kontroversielt ved at foretage sig noget positivt ovenpå så voldsomt et tab, lige midt i sin egen (og nærmeste pårørendes) allerværste og mest smertefulde sorg.

Men hvorfor er det sådan?

Allerede en lille time efter min mors død, sad jeg i bilen på vej mod København. Jeg var tynget af sorg. Jeg var udmattet, trist og forvirret, men jeg var også taknemmelig for at have haft muligheden for at holde hendes hånd og få sagt farvel. Jeg var lettet over, at hun var befriet for den forfærdelige sygdom – og ikke mindst, så var jeg sammen med Claus og Thomas. De to mennesker i mit liv, der står mig allermest nær.

Når en tatovering laves lige midt i alt det, kommer der helt særlige følelser i spil og betydningen vokser enormt. For mig var der absolut ingen tvivl om, at turen til København var den helt rigtige beslutning – og for dem der kender mig godt, overrasker beslutningen heller ikke. Da jeg denne formiddag forlod min mors lejlighed med tårer i øjnene, stod Thomas allerede klar på parkeringspladsen. Han var klar på, hvad end jeg nu havde lyst til, og den spontane beslutning om at fortsætte den oprindelige plan, havde han nok næsten set komme. Det havde samtidig helt afgjort også været min mors ønske, at alle mine interesser, projekter og gøren ikke skulle sættes på stand-by. Man skal følge sit hjerte, og det gjorde jeg i særdeleshed med denne beslutning.

Da jeg i 1997 mistede min far til samme forfærdelige skæbne, taklede jeg også sorgen utraditionelt. Han gik bort om aftenen, og en af de sidste ting han nåede at sige var, at han havde skrevet et brev til min mor og jeg. Det var klistret fast under sofabordet i stuen med tape, og udover nogle meget stærke ord indeholdt brevet også 15.000 kroner. Penge han ønskede, jeg skulle bruge på noget, der gjorde mig glad. Allerede formiddagen efter kørte min mosters kæreste, jeg og et par venner til Vejle for at flytte tankerne lidt, og for at bruge nogle penge. Penge fjerner ikke sorgen, og jeg græd i månedsvis, men turen og dagen var god – og tanken om på dén måde at gøre noget for sig selv midt i følelsesmæssig kaos, sorg og forvirring, synes jeg er rigtig fin.

Efter knap 6 timer under nålen i indre København, kørte Thomas, Claus og jeg på Gorm’s og fik os lidt at spise samt et godt glas tiltrængt vin. Det var ligeledes en dejlig dag på sin helt egen særlige betydningsfulde måde. En stille og rolig dag i selskab med de bedste venner; med rum til tanker, snak, stilhed og venskab.

Sorg takles helt forskelligt. Jeg ved godt, at ikke alle vil kunne gøre – eller har lyst til at gøre – som jeg har gjort. Alligevel håber jeg dog med delingen af disse tanker, at kunne inspirere andre til at tænke og føle, at det er okay. At det er okay at smile og være glad. Ingen andre end dig selv kan styre, hvornår følelser af enhver art sættes fri.

Leave a Comment

Dagen efter dagen

mutti

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.

Leave a Comment

Min mor

mutti-2

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3

11 Comments