Skip to content →

Min mor

mutti-2

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3

Published in Livets store spørgsmål

11 Comments

  1. Morten Sonne

    Morten Sonne

    Preben. Jeg kondolerer mange gange. Min far fik 3 måneder og det holdt stik. Han blev 59. Jeg er meget imponeret over din evne til at skrive noget så smukt, og så kort tid efter at hun er gået bort. Jeg havde selv en masse tanker jeg skulle af med da min far døde, men det var svært. Du er et sejt og udadtil et stærkt menneske trods alle de udfordringer du møder i dit liv. Jeg ved der er en bagside af medaljen men du formår at beskrive det så smukt at det giver en lyst til at læse færdigt. Også selvom jeg ikke kendte din mor. Og selvom jeg ikke kendte din mor, så er jeg sikker på at hun ville være noget så stolt over alt det du formår, og alt det du giver til verden. Hold fast i det, og lad aldrig din gave gå til skamme. For verden har brug for ærlige, kærlige og inspirerende mennesker som dig. Håber alt det bedste for dig. Mange tanker herfra. Mange hilsner en trofast FAN!

    • Preben

      Preben

      Tusind tak for din venlige besked, Morten. Det betyder meget <3

      • Morten Sonne

        Morten Sonne

        ❤️

  2. kis thy

    kis thy

    Kære Preben – Jeg fik en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene, da jeg læste du havde mistet din dejlige mor. Når jeg nu læser dine utrolig smukke og fine ord her på bloggen, så sidder jeg stadig med en klump i halsen, men også med en følelse af, at kunne mærke helt igennem bogstaverne hvilken kærlighed du og din familie altid har haft til hinanden. Lige fra første gang jeg mødte dig, har jeg altid syntes du er et ganske særligt og dejligt menneske, med en enorm vilje, stor begavelse og omsorg for andre. Din humor og selvironi taler vi tit om her i vores familie, vi nyder dine opdateringer som bringer smilet frem. Det er vanvittigt hårdt at miste sine forældre, men det er endnu mere barskt når man skal sige farvel til dem i en alt for tidlig alder. Du går en tid i møde hvor sorgen og savnet nogen gange vil være alt for overvældende til at man næsten føler man kan bære det, uanset hvormange mennesker der er der for én. Men man skal igennem , og have sin hverdag til at fungere igen – det er jeg også helt overbevist om at du får Preben, for sådan er du nemlig – og godt man har sit hjerte til at gemme alle minder og dejlige stunder.
    Æret være din mors minde – Knus og kram fra Kis

    • Preben

      Preben

      Tusind tak, Kis <3 Hils din skønne familie!

  3. Trine

    Trine

    Kæreste Preben,
    Det er meget smukt og rigtigt hvad du har skrevet.
    Du og din mor havde et stærkt sammenhold og en fælles evne – ja nærmest et talent – for at se positivt og fremad – også når livet har slået kolbøtter, som det nogle gange gør.
    Jeg er stolt af, at du deler dine tanker på din blog og at du er mand nok til at vise følelser. Det vidste jeg godt i forvejen:-) Men udover at blogindlægget er skrevet af dig og til dig, så er jeg sikker på at dine tanker og formulerede følelser også kan hjælpe, støtte og inspirere andre. På samme måde som du altid gør – og på samme måde, som din mor gjorde.
    Ære være Heidis minde.
    Stor kærlighed til dig fra moster T

    • Preben

      Preben

      <3 <3 <3

  4. Michael Mølgaard

    Michael Mølgaard

    Hej Preben.

    Jeg kender dig ikke, men så dig igennem en bekendt som havde delt din blog på Facebook.

    Jeg ved slet ikke om det er passende, at skrive til en man ikke kender, på den anden side er det svært, at lade være.
    For hold da op du er sej.
    Jeg sidder og læser “Min mor” igen og igen og igen. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage.
    Det er så fantastisk og stort af dig, at skrive som du gør. Og havde jeg bare halvdelen af det overskud du udviser, så havde jeg nok ikke været så følsomt et gemyt.

    Jeg har heldigvis begge mine forældre i mit liv endnu, og forhåbentlig mange år endnu.
    Men når tiden kommer, så håber jeg, at jeg vil kunne holde et overblik og bevare fatningen, ligesom du tydeligvis evner det. Respekt til dig.

    Dine forældre er jeg sikker på, sidder som de klareste stjerner på himlen, og kigger ned med stolthed på deres søn.

    Du slutter af med, at skrive verdens bedste mor.
    Jeg vil vove den påstand, at du samtidig kandiderer til at være verdens bedste søn.

    Nu håber jeg ikke du bliver stødt over at jeg skriver uden at kende dig.
    Jeg var bare nødt til, at komme af med mine tanker. Blev dybt rørt af at læse “Min mor”.

    Hvis du nogensinde kommer til, at mangle en skulder eller en snak om alverdens ting, så kan du finde mig under samme navn på Facebook.

    Keep up mate… RESPEKT.

    • Preben

      Preben

      Det er absolut ikke upassende. Tusind tak for din skønne og varme hilsen, Michael!

  5. Nina

    Nina

    Wauw hvor kan du bare noget med ord, selv nu i en følelsesmæssigt svær periode. Jeg kender selv det at miste min mor alt for tidligt og reaktionen kommer lige pludselig. Men skriv min ven skriv..
    Knus fra en fremmede
    Som måske engang kunne blive en ven
    Nina

    • Preben

      Preben

      <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *