Skip to content →

Dagen efter dagen

mutti

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.

Published in Livets store spørgsmål

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *