Skip to content →

Er du okay, Preben?

Selfie i Randers

Sådan spørger mange mig i denne tid – og ja, det er jeg vel egentligt – efter omstændighederne. Der er dage, hvor jeg udretter absolut intet, fordi jeg enten ikke kan komme igang eller bare ikke synes, det giver mening. Og så er der dage, hvor jeg er rastløs, impulsiv og fyldt med idéer. Idéer som nærmest står i kø for at blive realiseret. Næsten som havde de været indespærret i en boble af motivation og nu endelig er brudt gennem.

Min august måned er fyldt med aftaler og arrangementer, og det er ret godt, tænker jeg. Nogen af dem kommer jeg helt sikkert til at aflyse, men det er på en-eller-anden måde tryghedsgivende at have mulighederne, fremfor bare at sidde hjemme – for så er det netop, at man tænker. Ikke at det ikke er okay at tænke, for det skal man jo også, men for mig fungerer det bare bedst at tænke højt. Lidt ligesom nu, lige her i dette skrivende øjeblik på en dansk grå sommerlig mandag, men især foran venner, og dem er jeg heldigvis så priviligeret at have nær mig hele tiden. Uden dem så..

Henning, min papfar, sagde for nyligt, at der nu kommer en periode, hvor folk nok stopper med at spørge ind til det, der er sket. Det giver god mening for – hey life goes on – og det gør det jo bare, men derfor kan man stadig godt have brug for at snakke om det. For det gik bare sindsygt hurtigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Men derfor kan det godt blive godt, og det synes jeg allerede det, med babyskridt, så småt er begyndt at bevæge sig i en retning af. Gennem den seneste svære måneds tid har vi haft ekstra meget familietid. Meget mere end normalt for vores familie, men det har været nødvendigt og rart, og jeg vil helt sikkert gøre mit til, at det fortsætter.

Jeg er stadig Preben – også selvom jeg måske ikke lige ringer så meget til dig og kun ser ganske få i øjeblikket. Det tager lige noget tid at komme i balance igen. Jeg er smilende og glad, men jeg tænker meget, og lige pludseligt er jeg tilbage som den gamle Preben. Det lover jeg, men hvornår tiden er, ved jeg altså ikke.

Tak fordi du læste med <3

 

Published in Livets store spørgsmål

2 Comments

  1. Trine

    Trine

    Tak for et fint indlæg.
    Jeg synes du får mange nuancer med.
    Om dage, der “hakker” og hvor det er svært.
    Og dage, hvor det ikke fylder.
    Sorg er ikke et tabu.
    Og du er heldigvis sådan indrettet,
    at du tør fortælle og skrive om dine følelser og tanker.
    Sorg er kærlighed.
    Og kærligheden til din Mutti var og er stor.

    • Preben

      Preben

      <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *