Skip to content →

Date archive for: december 2016

En slags nytårstale – tilbageblik på et turbulent år

NYE2006

 

Man siger, at livet kører i ring med 7 gode år, efterfulgt af 7 dårlige osv.. det håber jeg virkelig passer. Nu sad jeg lige og tænkte lidt over det, og spoler vi tiden 7 år tilbage, befinder vi os dér, hvor jeg langsomt blev mere og mere syg, før det hele kulminerede, og jeg vågnede op i respirator på intensiv og måtte tilbringe 65 dage i det samme kølige, kridhvide rum. Klip til nu. Afslutningen på 2016; et helt forfærdeligt år, hvor jeg måtte se min elskede mor rammes af samme uretfærdige skæbne som min far – og lige som ham – ende ud med at skulle sende et sidste farvel på en smuk, varm sommerdag på Nordre Kirkegård her i Vejle. Det har jeg skrevet meget om, og ord kan alligevel ikke beskrive så store tab, men de kan hjælpe en selv til måske lidt lettere at komme videre – og nok også venner, mennesker og familie omkring en til lidt nemmere at prøve og forstå.

2016 var dog heldigvis mere end blot mørke og sorg. Jeg husker de første 5 mdr. som nogle af de hårdeste på karrierefronten i mit liv hidtil. Det var perioden, hvori vi gjorde det umulige; nemlig at realisere flere års arbejde og endelig gå i fuld produktion med vores spillefilm GÆLDEN. Med flere end 100 mennesker involveret var Claus og jeg virkelig spændt for som producere, og selvom meget af det der kunne gå galt, rent faktisk gik galt, kom vi rigtig godt i mål. Lige nu arbejdes der med de sidste detaljer, og så ser vi ellers bare frem til et 2017, hvor den færdige film og vores mange anstrengelser endelig skal præsenteres for offentligheden.

Jeg nåede aldrig at vise min mor vores film, men hun var – omend lidt svækket og uden diagnose på tidspunktet – frisk under optagelserne til at kunne få mine daglige rapporter i telefonen samt følge skarpt med i pressen. Hun havde endda en ret stor bunke aviser liggende i stuen, alle med artikler og skriverier om filmen eller andre af mine skøre projekter.

Det var også i 2016, ganske kort tid før vi fik besked om at min mor havde cancer, at jeg blev tildelt Vejle Kommunes Kulturpris. Ceremonien, talerne og overrækkelsen af prisen deltog min mor i. Det er jeg ubeskriveligt glad for, for selvom hun hele mit liv har været pavestolt af mig, er jeg ret sikker på, at hun den dag flækkede lige lidt mere af stolthed. Et utal af smil fik jeg nok også leveret, da jeg nogle uger senere blev omtalt i det meste af Skandinavien for min dusør på navnet Preben.

Vennerne har været vigtigere end nogensinde før i dette turbulente år. Man mærker virkelig vigtigheden af venskaber, og hvor meget et “Hvordan har du det, Preben?” betyder. Man mærker vigtigheden af, hvor meget en sms, en tanke eller et tilbud om bare at hænge ud betyder. Jeg har spist, drukket meget vin, taget lidt på og bare generelt brugt vildt lang tid på at tænke over, hvor synd det rent faktisk er for mig. Jeg har samtidigt også brugt meget tid på at adaptere mig til den nye situation. Jeg har ved tilfældigheder (skæbne?) opdaget, at jeg langt fra er alene, men at også mennesker, bekendte, venner og øvrige længere ude i periferien faktisk har deres at slås med – også dem der stinker langt væk af overskud og succes på 100 meters afstand. Sådan er livet nu engang, og med alle dem der efterhånden er revet fra mig og alle andre i en alt for ung alder, må jeg efterhånden have lært, at livet kan være forbandet kort, og man skal huske at leve det.

I dag er det dét, nogen vil kalde 4. juledag. Det har selvsagt været en hård december, men det har også været en december, hvor familiebåndene er styrket mere end nogensinde. Vi er ikke så mange, og vi skal hænge ved og holde sammen. Det synes jeg, at vi er blevet rigtig gode til – også selvom det ikke er, som det plejer eller nogensinde bliver. Det nye er faktisk slet ikke tosset. Vi havde ihvertfald en super hyggelig juleaften i vores lille familie bestående af Henning, Kristoffer, Maria, Mynte og jeg.

Nytårsaften bruger jeg i gode venners selskab hos Kasper, Pernille og ungerne i Tørring. Der var jeg også sidste år, og minus hummerhalerne var det faktisk enormt hyggeligt. Dén succes har vi tænkt os at gentage. Jeg har kun to nytårsfortsæt. Det første er ret overkommeligt – nemlig at drikke mere champagne. Det sidste handler om, at jeg i 2017 vil have endnu flere mærke- og føle oplevelser, det skal være et år, der kan mærkes dybt ned i maven og samtidigt et år, der skal bringe momenter med sig, hvor man pludselig udbryder “Life is Great!”. Det mener jeg ikke er for meget at forlange.

Rigtig godt nytår derude :-)

PS. Billedet øverst er fra min første nytårsaften i Vejle. Taget på toppen af Den Hvide Facet i 2005.

2 Comments