Skip to content →

Date archive for: maj 2018

En atypisk lovestory

heart

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

<3

Leave a Comment