Skip to content →

Date archive for: januar 2019

Troværdighedsprutten

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Leave a Comment

Flagrende ligeglad

flag

Jeg er selv vokset op i én af de dér byer. Et lille landsbysamfund hvor alle kender alle, og hvor de fleste går op i det meste. Nu er jeg så havnet her igen. I en lille flække med ikke møj’ mere end 500 indbyggere, og det er faktisk skønt. Jeg nyder mit nye liv i fred og ro med Pernille, men vi skal lige lære at adaptere og forstå de uskrevne regler her i lokalsamfundet. Det kan vi godt mærke. Senest har de såkaldte flagregler overrasket os.

I torsdags fyldte Pernille 27, og op skulle flaget naturligvis. Det er første gang for os begge to. Hverken Pernille eller jeg har nogensinde ejet en flagstang, og egentlig finder vi det nok begge lidt sært, at man overhovedet skal havde en sådan tårnhøj træpæl stående. Lige i dette tilfælde fulgte den lissom’ bare med ved overtagelsen af huset. Og hurra for det. Er der noget, der huer mit jyske handelshjerte, er det, når noget “bare følger med”. Gratis er slet ikke så dumt endda.

Det var en skøn fødselsdag, og da jeg ved midnatstid lå under dynen og summede over dagens begivenheder slog det mig. Vi havde glemt at tage flaget ned!

Det må man ikke. Det ved jeg faktisk godt. Men hvorfor? Det er noget med at flage for fanden, så vidt jeg husker. Hvornår fanden reelt fylder år, aner jeg ikke, men jeg lukkede trygt mine øjne og faldt i søvn. Det er jo for fanden da bare et stykke stof, og hvem opdager overhovedet om det er hejst, når det er nat?

Næste morgen mødte min hjælper Freddy undrende ind. Har I ikke haft flaget nede i nat? – spurgte han lettere bebrejdende. Vi trak lidt på smilebåndet og konstaterede, at vi jo blot var mennesker, mens vi undrende os over, at Freddy overhovedet havde bemærket det. At han gik op i det. Men allright; han har efterhånden boet her i byen i mange år. Så går han op i flagregler, gør andre sikkert også.

Rigtigt spottet. Kun få timer efter stoppede naboerne mig ude på vejen. Sig mig engang, Preben. Glemte I at tage flaget ned i aftes?

Det måtte jeg jo så tilstå, og ellers bare charme mig afsted med søforklaringer om, hvor vilde vi rent faktisk er med både at flage og fejre fødselsdage. Om de købte den, ved jeg ikke. Men min fløgtige tanke om bare at lade flaget hænge, nu vi faktisk også fik gæster i går og igen i næste uge, slog jeg fuldstændigt ud af hovedet. Det var nok bedst.

Jeg lærer næppe nogensinde at forstå flagregler, men jeg forstår, at de er vigtige for nogen. Og det er også okay. Det skal jeg nok lære at respektere. Engang. Måske.

Leave a Comment

De første 3 måneder i resten af vores liv

 

I dag er det 3 måneder siden, Pernille flyttede ind, og vores liv sammen som “os” sådan for alvor begyndte. 3 dejlige måneder fyldt med flirt, kærlighed og søde ord – men selvfølgelig også med udfordringer. Sådan er det, og det er helt cool. Vi nakker udfordringerne, når de opstår, med gode snakke, åbenhed og forståelse. For udover de udfordringer som forhold normalt inkluderer, har vi lige lidt flere; heraf eksempelvis et lidt amputeret privatliv qua vores situation med ekstra ører i huset og 2 hjælpere nær os 24/7. Dejlige mennesker som får vores liv til at fungere. Bestemt. Men derfor kan man alligevel godt engang imellem bare have rigtig meget brug for kun at være Pernille og jeg. Det er der heldigvis råd for. Vi skal blot lige have fundet vores form.

Lige nu sidder jeg her og blogger løs med musikken kørende og lyden af Pernille der rydder op og rykker lidt rundt på møblerne i baggrunden. Det er hamrende dejligt, og jeg elsker vores liv. Jeg elsker Pernille.

Gennem de seneste måneder, har vi hver især lært rigtig meget om både hinanden og os selv. Jeg har altid opfattet mig selv som en enormt ekstrovert person. Et billede af mig selv som tydeligvis har været en smule forvrængt. Jeg er da ganskevist både plaprende og ret socialt anlagt, nok mere end Pernille – men faktisk væsentligt mindre end jeg selv troede.

I starten var morgenerne svære for mig. Dét her med at vælte ud af sengen lige op mod et hjælperskifte og skulle vågne op og få øjne – sammen med Pernille – men også med 4 hjælpere i køkkenet, når morgenskiftet fandt sted. Det havde jeg svært ved at kapere. Al den “Preben-tid” jeg førhen havde, anede eller bemærkede jeg slet ikke mit behov for at værne om. 

Nu har vi fundet den helt perfekte måde at starte dagen på. Hånd i hånd foran den knitrende brændeovn i stuen, et godt stykke tid inden vores hjem fyldes med ny energi og nye hjælpere. Det er skønt, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på. Jeg har aldrig været lykkeligere. 

Vi har også bestilt en fransk dør til stuen, så vi kan lukke af mod køkkenet og ud til “de voksne” – som vi kalder dem. Ikke for fremadrettet at skulle snakke og knuse udfordringerne mere privat bag lukkede døre, men allermest for bare langt lettere at kunne være Pernille og Preben og kærester. Det har vi lovet hinanden. Vi er nemlig ret gode til at være kærester.

Leave a Comment