Skip to content →

13.08.1997

FarsSEIKOsq100-4serviceDATO
Det var den 13. august 1997 på en lun og smuk sommeraften, præcis som i dag, min elskede far gik bort. Det var den satans cancer, der fik ram på ham. På en måde føles det, som var det sket for måske 8-10 år siden, og det er svært at forstå, der nu faktisk er gået 23 år.
 
Jeg husker tydeligt duftene og solen over markerne på min vej ud af byen i kørestolen kort efter, at bedemanden havde parkeret sin mørke ligvogn foran vores røde hus på hjørnet. Jeg slukkede stolen nogle kilometer uden for byen. For bare at være. For bare at lukke alt ude og skrige mod himlen.
 
Det havde været nogle barske måneder, hvor sygdommen gradvist forårsagede større smerte og nådesløst nedbrød ham. Til sidst kunne han ikke længere kende os. Tiden, månederne og ikke mindst de følgende højtider var svære. Minderne er bevaret i korte glimt, men på en måde synes mange af dem også udvisket og borte. Sådan er det nok med traumatiske hændelser og livsændrende tab.
 
Han blev kun 41. Det fylder jeg også om to år, så det sætter selvsagt mange tanker igang. Tanker om, at man skal huske at leve, lege, lære og elske. Tanker om, hvor priviligeret jeg er, at have oplevet og opnået så meget trods både medfødte og udefrakommende svære benspænd.
 
Mine besøg på gravstedet kan tælles på én hånd. Det har bare aldrig været min måde at sørge og bearbejde på. Men jeg tænker stadig meget på ham; især på denne tid af året. Der er så meget, jeg ville fortælle ham. Så mange oplevelser han skulle have været en del af.
 
Den allerførste tatovering jeg fik, var en urskive på mit håndled, med viserne pegende på hans dødstidspunkt og datoen den 13/8 påført. Det skulle symbolisere min fars gamle guldur, som jeg havde arvet – det var nemlig alt for gammelmands-agtigt til at jeg ville bære det. Jeg kunne sikkert heller ikke passe det.
 
Ligesom min far, døde batteriet i uret også langsomt ud. I dag tikker det igen. Det passer perfekt, og for mig er det noget af det fineste i verden.
 
Tak fordi du læste med! ❤️
 
Preben

Published in Livets store spørgsmål Mig i retrospekt

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *