Skip to content →

Fyr de svage led for helvede!

31954335_10155745312422909_8529080338549309440_o

Selvom det kun er 3 år siden, vi hængte filmplakater op i lygtepæle, føles det som evigheder siden. Det føles som evigheder siden, at 4 års intenst arbejde nåede sit mål, hvor det store lærred kunne rulles ned og filmen begynde.

Men blev vi så rige?
Næh, det ville godt nok være synd at sige – ihverfald hvis rigdom måles på bundlinjen i grønne tal.

Men vi blev klogere og erfaringer rigere. Nogen af jer har måske læst den store artikel i Filmmagasinet EKKO, hvor hele det tragiske udfald af det store projekt blev forsøgt forklaret. Ambitionen fra redaktionens side var at belyse problematikken og al kaoset fra begge sider af bordet. Det syntes jeg jo så ikke, de lykkedes ret godt med. Navngivningen ‘Den jyske filmkrig’ var derimod spot on – for det var sådan, det endte. Uden at gå i detaljer blev det til en kamp mellem det gode (det er åbenbart den kreative/kunstneriske del af holdet) og det onde (som jeg tilhørte); dem der trækker i trådene, skaffer midlerne, tager ansvaret og vel praktisk talt støber fundamentet. Ondt? Ikke rigtigt. Men nødvendigt ja – for hold k*ft et show det ville være, hvis ‘de gode’ skulle forsøge at navigere i dén verden.

Stærke venskaber blev til bitre fjendskaber. Og pludselig havnede vi der, hvor jeg fandt mig selv i regnvejr på en smattet mark en grå efterårsdag lidt udenfor Vejle, hvor photoshootet til selvsamme artikel skulle laves. Filmens instruktør var der også, men han var umulig at få øjenkontakt med. Hvad han laver i dag, aner jeg ikke. Men jeg er videre. Videre fra filmproduktion på sådan et niveau; og generelt bare videre.

Tilbage sidder en masse skønne, men uvidende, mennesker som har været en del af eventyret. Kun få kender hele den sande historie, og mange er forsvundet ud af mit liv, måske endda på baggrund af den ufortalte historie eller drømmen om en fortsat fremtidig karriere i disse luftlag.

For når #metoo både er en smule udkneppet og efterhånden ’so last year’ er kun rygklapperi, trynen og falske smil tilbage.

Jeg er stadig stolt over, hvad vi sammen har skabt, men mindst ligeså ærgerlig over, at det gik, som det gik, hvor det færdige resultat nåede udvalgte biografer og desværre ikke meget længere.

Under en svær snak med Peter Aalbæk husker jeg tydeligt hans ord: “Fyr de svage led for helvede!”. Og måske det faktisk bare var, hvad vi skulle have gjort…

Resten ligger på harddisken. Både dén med filmen på – samt på min indre.

Tak fordi du læste med! ❤️
Preben

Published in Mig i retrospekt

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *