Skip to content →

Category archive for: Hverdagstanker

72 timer

IMG_0691

Om mindre end 72 timer flytter min skønne kæreste ind hos mig her i Skærup. Hvor er det vildt. Hvor er det sindssygt vildt, dejligt og en lille smule skræmmende på samme tid. For jeg har jo altid bare været mig. 37-årige Preben, enehersker, enebarn og – nå ja – lad os bare sige det som det er; en lille smule sær. Heldigvis rykker Pernille så ind nu, inden hun bliver bekendt med flere af mine særheder. Indtil videre har hun taget det helt cool, at det er ret vigtigt for mig, hvor de forskellkge elementer i et måltid er placeret på tallerkenen.

Vi har kun lige haft 7 måneders dag, og da vi samtidigt er hinandens sådan for alvor første rigtige kærester, kan det måske virke lidt vildt, at vi allerede nu flytter sammen. Men hey, hvorfor vente når det føles som det mest rigtige i hele verden? ❤️

Selvom det i store træk er gået over al forventning med projekt “sammenflyt”, har der også været store bump og forhindringer på vejen. Hovedsagligt administrative kommunesager og håndværkerbøvl, som vi ikke har kunnet være herre over eller bare lige løse. Ej hverken med store ord eller penge har det kunne løses, og dét har været frustrerende, tærende og lidt af en prøvelse for vores forhold. Jeg er kontrolmenneske, så netop disse umulige barrierer har været svære for mig og har gjort, at min lunte har været kortere, og det er så lidt nogen gange gået ud over Pernille. Undskyld skat!

Men NU – nu er der efterhånden styr på hytten, og der kan blive rum og ro til at glæde sig til søndag og lige om lidt, når Pernille, misserne og hjælperne rykker ind.

I et langdistance forhold hvor begge partnere sidder i kørestol, er det helt umuligt at teste en hverdag og et “rigtigt liv” som kærester af ved andet end en enkelt overnatning hist og pist. Og det giver jo indlysende nok ikke noget klart billede af, hvordan det bliver. Det aner man ikke, før man faktisk er i det, og netop derfor har vi selvfølgelig bare valgt at kaste os ud i det og flytte sammen. 

Pernille har været stærk, modig og sej ved bare at rykke teltpløkkerne op på Sjælland med alt hvad det indebærer af udfordringer ift. hjælpere, familie, venner, trygge rammer, egne læger osv osv – og jeg har taget mig af det mere praktiske ved at skabe nogle gode rammer for hende og jeg, for misserne og for hjælperteamet. Nå ja, og så selvfølgelig ved at sørge for et 3 meter langt prinsessegarderobe – til prinsessen min.

Udfordringerne og bumpene ved at være sammen om dette har uden tvivl gjort os stærkere. Og hvor er det egentlig skørt, at dét at flytte sammen med sin kæreste skal gøres til et projekt, når det i virkeligheden burde være det allerletteste i hele verden.

Men det vidste vi på forhånd. For sådan er det i vores situation, og vi vælger istedet at fokusere på, hvor dejligt det er, at det rent faktisk er lykkes så hurtigt. Nu glæder vi os istedet bare til at være meget mere kærester, til vores nye liv sammen og til at få vores ret hyggelige skilt til postkassen sat op med både Pernille, misserne og jeg på. Så løser vi alle kommende bump og udfordringer hen af vejen med forståelse, kommunikation og sund fornuft. Det er vi nemlig efterhånden ret godt rustet til.

Tak for hjælpen kommuner, håndværkere og øvrige implicerede – og tak til dig for at læse hele indlægget.

 

Leave a Comment

Havnen

Skærmbillede 2016-09-01 kl. 16.54.43

Det var sidste år engang. Jeg sad en sen sensommer-aften på en café i indre København og nød en koncert med Michael Hamilton. Keith Lohse kom ind. Ham kendte jeg. Vi fik en snak og en øl. Det var en hyggelig aften, og jeg husker at tænke, da jeg halvfuld forlod stedet, at det da var meget skægt, at København faktisk ikke er større, end man sagtens tilfældigt kan støde ind i folk man kender – selvom man er fra Vejle.

Sådan har jeg det også med Aarhus. Begge byer er skønne og mulighederne større, men lige så fedt som jeg synes, det er at kunne føle sig lille i en storby med konstant masser at udforske – lige så fedt synes jeg også, det er at føle sig hjemme og lokal.

I går skulle jeg på café med en veninde her i Vejle, og bare på den korte vej fra parkeringspladsen til stedet vi skulle mødes, mødte jeg fem, jeg kender. Lige ved pølsevognen ved bilen mødte jeg Kaspers kusine Nina, i centret mødte jeg Susanne, som arbejder der. Jeg mødte Kenneth fra nattelivet samt en sød medarbejder fra Bo2 Ejendomme, som jeg også kender men ikke lige kan huske navnet på, og så mødte jeg skuespilleren Peter fra det lokale filmmiljø. Efter godt selskab og en perfekt iskaffe stødte jeg ind i min grandfætter Nicklas, der bare lige skulle ha’ et par småting i Føtex, og det er lige netop alle disse hyggelige sammenstød, smil og vink, jeg sætter så stor pris på.

I 10 år har jeg boet her på havnen, sårn’ ungefair og i forskellige lejligheder, og det her sted må afgjort siges at være stedet, hvor jeg føler mig allermest hjemme. Ikke bare Vejle, men havnen. I lørdags stoppede en ældre nabodame op for forsinket at ønske mig tillykke med fødselsdagen, og længere henne ad vejen hang en anden dame ud over altanen for selvsamme. Her er alle så søde, glade og rummelige – og det kan man sgu’ da kun blive i godt humør af.

Leave a Comment

Den systematiske JA-siger

PlanKing

Som overskriften så fint indleder dette indlæg, er jeg en JA-siger. Jeg har konstant opgaver og planer langt ud i fremtiden; ikke fordi jeg skal eller behøver det, men fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

Jeg har det med både at engagere mig i alle projekter, jeg finder interessante og inviteres til at deltage i, og jeg har det med (måske nogen gange lidt for spontant) også at søsætte mindst ligeså mange af mine egne projekter. Ét projekt, eller måske bare et helt almindeligt arbejde plus en fritidshobby, havde afgjort overskueliggjort overskueligheden, men så almindelig er jeg heldigvis ikke indrettet. Downside’n ved det er så, at man let kan glemme komme til at nedprioritere mindre hastende, men alligevel forpligtende, opgaver lidt for meget. Jeg har derfor, som en del af mit nye 35-årige voksne liv, besluttet mig for ikke bare snakke om det, men rent faktisk skemalægge min dagligdag lidt mere.

Sandra, min yndlingskollega og verdens bedste veninde, har det med at lave lister over alt. Nogen gange laver hun nærmest lister over hvilke lister, hun mangler at lave. Det er ret motiverende og praktisk i en projektdrevet hverdag, og kan reelt fungere som værktøj for de fleste med mange bolde i luften. Jeg har valgt at udskifte listerne – eller ihvertfald klippe dem op – og istedet sætte arbejdsopgaver på hver ugedag.

Ugeplanen ser ud som nedenstående, og ligger nu her til offentlig skue og personlig note til mig selv fremadrettet. Jeg har egentlig løst levet mit liv nogenlunde sådan gennem en længere periode, men med disse helt faste rammer vil nogle af mine lidt svigtede sideprojekter automatisk opprioriteres. Det glæder jeg mig til – og på den måde får planlægning også en mere samvittigheds-lettende funktion. Ihvertfald for mig.

 

MANDAG
Skemalægning af ugens møder og aftaler
Bestyrelsesarbejde for FFV samt Elektroniske VEJLE

TIRSDAG
Produceropgaver på egne produktioner

ONSDAG
Management for VERDENSFIRMAET’s artister
Eventarbejde og hængende opgaver for IDÉFABRIKKEN

TORSDAG
Produceropgaver på egne produktioner

FREDAG
PR og planlægningsarbejde på DM I TWERK
Facebook Vejle samt øvrige egne projekter

LØRDAG
Opfølg på ugens evt. ubesvarede mails og hængepartier

SØNDAG
Strategisk PR på sociale medier
Afslapning med kaffe og bogskriveri eller blogging

Leave a Comment

USA – Næh, du kan tro nej!

no-usa
Da min sagsbehandler og jeg for et stykke tid siden snakkede ferie, muligheder og drømme nævnte jeg for hende, at jeg jo havde haft en fantastisk tur på krydstogtskibet i 2014, og at jeg måske en dag kunne spare op og se hele verden på en 100 dages verdensomsejling. Dén drøm fejede hun lynhurtigt af bordet med beskeden om, at det lovmæssigt ikke kunne lade sig gøre. Man må nemlig maksimalt forlade landet i en måned, når man sidder i kørestol med muskelsvind og har en §96-løsning med handicaphjælpere ansat på fuldtid.
 
Udmeldingen provokerede mig meget, og ærligt talt ser jeg det både som frihedsberøvelse og i særdeleshed stærkt modsigende overfor hele tanken bag netop denne paragraf; nemlig at man skal kunne leve sit liv på lige vilkår med alle andre, ud fra den situation man nu engang befinder sig i.
 
Men man vælger sine kampe, og jeg lod den egentlig bare ligge – så kunne jeg jo tage den op, når den tid engang kom – hvis reglerne altså stadig var de samme.
 
I dag læser jeg så, at Aina Kamilla, der også sidder i kørestol med muskelsvind, sidder midt i dette dilemma lige nu.
 
Aina har sparet op til at kunne rejse 6 mdr. til USA, hun har hjælpere, der vil med på turen, hun har ok fra respirationscentret herhjemme samt lavet “nødaftaler” med hospitaler i USA. Hun har styr på hund, bolig, transport og visum. Hun har sponsorer og et tv-hold til at dække rejsen. Hun har kontakt til flere steder i USA, hvor hun kan holde foredrag og workshops. Ja, i det hele taget er Aina rigtig tæt på at kunne realisere en stor drøm, men lovgivningen sætter en brat stopper for det hele.
 
Er det fair?
Det synes jeg bestemt ikke :-(
Leave a Comment

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Snothovedet og Kulturprisen

13063177_10206483323028098_7841501876375476213_o

I snart 6 uger har jeg været syg. Det begyndte midtvejs under filmoptagelserne som lidt forkølelse, der få dage før optagestop udviklede sig til lungebetændelse, og det er så dén, samt en ødelagt mave ovenpå 26 dages penicillinkur, jeg stadig kæmper med.

Det er SÅ kedeligt, og timingen kunne vel knap være værre.. Jeg har misset møde hos Zentropa, koncerten i aftes med Scott Bradley & The Postmodern JukeBox samt Danish DeeJay Awards i torsdags. Heldigvis tog jeg mig sammen til at være frisk nok i fredags, hvor jeg skulle have overrakt Vejle Kommunes Kulturpris. Det skete ved en fed lille reception på Vejle Kunstmuseum med lækker buffet, iskold øl, elektronisk musik fremført af Andre Tonelege samt en masse skønne mennesker, der kun var kommet for at fejre mig. Hvor meget mere kan man ønske sig?

Det var en helt igennem fantastisk dag – også selvom jeg ikke var frisk nok til at fortsætte fejringen efter arrangementet. Det må så kræve en revance senere. I næste uge lover de 20 grader, og jeg vil snart være frisk. Den kulturpris forpligter en smule, og de helt skøre arrangementer laver jo ikke sig selv.

Leave a Comment

Personalechefens beretning

Holdet

April alligevel.. Det må da så afgjort være tid til årets første indlæg. Det er fuldstændig flippet, som tiden flyver, og jeg når det meste, men glemmer desværre lidt mig selv. Det kommer så til udtryk her, eller, det kommer ikke til udtryk – og det gør det i form af manglende indlæg og tanker.

Jeg har lavet en masse siden sidst; men vigtigst af alt, så har jeg lavet film. Min hidtil vildeste rejse, en optimistisk idé om at lave Vejle’s første spillefilm, blev efter års arbejde og 5 ugers hårde optagelser i torsdags realiseret, da den sidste scene var i kassen. Det er en ubeskrivelig følelse endelig at nå målet, og det hele bygger på en taknemmelighed, der svært kan gengældes. En taknemmelighed til de godt 70 mennesker der nærmest i døgndrift har rendt livet af sig selv de sidste mange uger, på ingen eller minimal løn, bare fordi Claus, Stefan og jeg engang fik en idé.

Som producer er min rolle at sætte holdet, håndtere presse, have overblik, forhandle og løse problemerne – helst før de opstår. Koordineringen samt pressedelen fylder normalt mest. Det var ihvertfald min erfaring fra tidligere mindre produktioner, fra events og andre projekter, men dér tog jeg groft fejl. At skulle være personalechef for knap 30 faste filmarbejdere, der ikke kendte hinanden, men skulle (forventedes) levere deres ypperste og samarbejde smilende selv på 10. arbejdstime, har været min største udfordring nogensinde. De var skam søde, og jeg er generelt vildt tilfreds med sammensætningen af holdet, men der vil altid være nogen, der falder ud, og der vil altid opstå problemer, store som små.

Den første uge måtte vi sende en person hjem, der desværre bare ikke fungerede som en del af holdet. Det var ubehageligt, men det er en del af arbejdet, og vi blev da også kaldt både det ene og det andet. Samtidigt har vi måtte justere kraftigt i rollefordelingen; fordi det var nødvendigt, og beslutningen viste sig også lynhurtigt at være den rette. Men det er svært. Det er svært at bede folk om at lave noget helt andet end først planlagt, især hvis de har glædet sig til netop disse opgaver og måske synes, at de nye er knap så fede. Det er svært, når disse mennesker er nogen af dem man holder allermest af. Det er svært, når der kommer titler, følelser og økonomi i spil – og det handler nok mest af alt om at holde tungen lige i munden og kunne adskille tingene. Dét lykkedes heldigvis.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville skrive, da jeg startede på dette indlæg, men nu endte det med noget om det at være kombineret producer og personalechef. Det kommer ret meget bag på mig selv, at netop denne del skulle tage så tungt på mig, men det bestemmer man jo ikke selv, og det var rart lige at få bare en smule af det ud på skrift. Til dagligt, om man vil, er jeg jo qua min situation også chef for mine hjælpere. Og selvom det nok næppe kan sammenlignes, handler det alligevel om at kunne læse og udvælge mennesker. Dét synes jeg bestemt, at jeg har formået, og det gør mig så glad, når jeg kan se, at der her blot få dage efter optagelserne, allerede tages initiativ til fællessamlinger og byture.

På billedet ses vores skønne hold lige efter sidste take på sidste scene. Jeg er dem evigt taknemmelig for indsatsen, ihvertfald de fleste af dem, og jeg glæder mig meget til at kunne fremvise den færdige film.

Cut!

Leave a Comment

Ude af min comfortzone

cz

 

Jeg har egentlig altid betragtet mig selv som en JA-siger. Én der, ihvertfald indenfor fornuften og rimelighedens grænser, altid er med på den værste. Men er det sandheden, eller er det i virkeligheden bare sådan, at jeg allerhelst vil have omverdenen til at se mig?

Det er nok det sidste. Jeg er vanemenneske. Som udgangspunkt med på spontanitet, men jeg hader uventede gæster, ikke at have kontrol – og ryger jeg lidt ud af min egen forhåndsplanlagte døgnrytme, irriterer det mig også grænseløst. Dét også selvom jeg oftest kun kalendermæssigt er 4-5 dage fremme og er helt vild med at proppe aftaler ind.

Sådan har jeg det også med mine weekender, der for mit vedkommende meget gerne må være en smule rock’n’roll. Jeg er typen, der sætter meget høj pris på en lækker middag med bobler og gode vine, gerne efterfulgt af kaffedrinks, cocktails og bare sådan helt generelt lige “lidt ekstra”. Det er standard procedure, og selvom jeg set i bakspejlet har haft de sjoveste oplevelser og branderter gennem mit nu 34-årige liv på skumle værtshuse og ved mærkelige byfester, hvor jeg mere eller mindre er havnet ved tilfældigheder, vælger jeg altid stadig de samme typer steder.

I lørdags formede aftenen sig dog væsentligt anderledes end planlagt forventet. En pludselig tilstødende del af selskabet – kombineret med en måske mere løssluppen stemning end egnet til lækkert lounge – gjorde, at jeg røg helt ud af min comfortzone. Vi endte på et skummelt værtshus, eller, skummelt var det egentligt ikke, men gæsterne var lidt en kombi af klamme gamle sutter og så yngre, hvad skal man sige.. måske mere prisbevidste gæster. Vi var 6 afsted, og vi havde det sjovt. Det var hamrende billigt, og selv efter flere omgange med både shots, øl og breezers var dankort-bonnen under en tusse. Så tror da fanden, at stedet var så godt fyldt op.

Men som den ret forfængelige type, der igen bilder sig ind ikke at give en fuck for, hvad andre tænker om, hvad jeg gør og siger, testes jeg nu alligevel ret voldsomt i en sådan situation, på et lokalt værtshus milevidt fra min comfortzone. Her i byen, og vel egentligt også lidt længere væk efterhånden, er jeg et kendt ansigt, der stikker snuden frem, blander sig, og er meget i medierne. Det elsker jeg. Men det hæmmer også lidt, da jeg nærmest ubevidst alligevel konstant er bevidst om min handlen og gøren.

Ærligt; havde vi været til en privatfest eller på et værtshus i Sønderjylland eller andet steds nær langtbortistan, havde jeg nok haft nemmere ved at slippe den vilde Preben ud, og ikke bare kylling ud, når pigerne vil danse skørt, synge med på Fede Finn & Funny Boys – eller når der i fællesskab presses på for, at jeg skal hidse kørestolen op og indtage værtshusets “dansegulv” til tonerne af “You Spin Me Round”.

På mange måder er dette indlæg vel mest en note til mig selv. For sandheden er faktisk, at denne aften var én af mine bedste byture i nyere tid – og går der et skår af mig ved at te sig åndssvagt i et miljø, hvor de fleste andre i forvejen ter sig som kæmpeidioter? – Næ, det gør der ikke.

Leave a Comment

De lykkelige mennesker på facebook

Collage

Jeg er selv én af dem. En af dem der smører ekstra tykt på, på facebook og generelt på sociale medier – og som kun plaprer løs om hvor fedt alting er, men nok næppe ville dele ud af de mindre positive tanker og oplevelser. Dem har jeg selvfølgelig også nogen af. Det har vi alle.

I dag er det virkelig mandag med stort M her hos mig. Det er en trist og halv-grå typisk dansk sommerdag, hvor det så bare samtidigt vælter ind med irriterende mails og opgaver, der – lige i øjeblikket de hober sig op – synes helt igennem uoverskuelige.

Det er kombinationen af mange små irritationsmomenter på stribe, der får bægret til at flyde over, og man har bare dén her kvalmende tendens til at bitche over alt lige fra vejret, til åndssvage parkeringsbøder og aktierne der dykker en smule, men kommer op igen, for det gør de altid på et-eller-andet tidspunkt.. Okay, her fik jeg vist lige nævnt et par enkelte af mine egne first world problems, men pointen er jo bare, at der helt sikkert er nogen, der har det værre. Ikke bare deltagerne i Luksusfælden, men måske dem der ikke ville brokke sig over regnvejret, men istedet samle det i skallen af en kokosnød og drikke det lidt ad gangen – bare i håb om overlevelse.

Min kloge ven rettede mig forleden, da jeg brokkede mig over benpladsen, eller mangel på samme, i biografen i Horsens. Nu brækkede jeg jo ikke ligefrem foden, jeg havde rent faktisk penge til billetten og filmen var i øvrigt meget god. Hvorfor brokker jeg mig så? Det aner jeg egentligt ikke, og sandheden er, at det klæ’r de færreste. Fra nu af vil jeg kun brokke mig, hvis der virkelig er grund til det.

Leave a Comment

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Leave a Comment