Category archive for: Livets store spørgsmål
13.08.1997
Published 13. august 2020 by Preben
Jeg er okay
Published 7. juli 2020 by Preben
The Circle of Life
Published 15. maj 2020 by Preben
Ledsaget udgang
Published 9. maj 2020 by Preben
“Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere!”. Således lyder fakta’s gamle slogan, og det var lige præcist, hvad jeg gjorde forleden.
Efter 55 dage i selvvalgt hjemmeisolation og et uligevægtigt sind, gav jeg mig selv lov til atter at tage ud at handle i en ægte fysisk butik med rigtige levende mennesker. Det var en stor oplevelse. ALT var spændende; plasticbestik, dameblade, myrelokkedåser og minutris. Jeg må have været derinde i mindst 45 minutter, hvor jeg bare har suget indtrykkene til mig. Og hvor er det dog surrealistisk, at noget så tamt som en tur i fakta, pludselig er det mest befriende og opløftende.
I går var Valle og jeg på besøg i mit gamle kvarter, på havnen i Vejle, for lige at nyde et glas rosé på bådbroen med min papfar, Henning og hans kæreste, Hanne. Skønt endeligt igen at kunne se alle dem, man holder allermest af. Og ligeså dejligt var det i dag, at have mine svigerforældre på besøg herhjemme i haven hos os.
Men er det på lånt tid?
På mandag lukkes Danmark endnu mere op, når fase 2 sættes igang, og om præcist en måned køres der på med fase 3. Indrømmet; Pernille og jeg blev glade, da Mette Frederiksen i torsdags meldte ud, at storcentrene igen kan åbne. Og smilet blev lige en tand bredere, da hun fortsatte og fortalte, at caféer og restauranter kan åbne op igen fra den 18.
Det er følelsen af ikke at kunne, der er den værste. For vi vil næppe gøre brug af muligheden foreløbigt alligevel. For der er stadig hverken vaccine eller godkendt behandling. Og vi er stadig de udsatte. Men hold k*ft, hvor vi dog mangler snart at komme ud og være kærester og nyde verden sammen igen.
De svage skal være stærke, er meldingen fra regeringen. Det har vi tænkt os.
Os i selvvalgt hjemmekarantæne
Published 14. marts 2020 by Preben
Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde.
Leave a Comment
Troværdighedsprutten
Published 28. januar 2019 by Preben
Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.
Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.
Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.
Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?
Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.
Leave a CommentEn atypisk lovestory
Published 7. maj 2018 by Preben
Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.
De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.
For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.
Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.
Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.
Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?
Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.
Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?
Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.
Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.
Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.
Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?
Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.
Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.
Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.
Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.
Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.
Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.
Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.
<3
Leave a CommentOmfavn alt dét udenom
Published 1. januar 2018 by Preben
Efter at have læst ret mange opdateringer fra mine venner på facebook, der gør status over det forgangne år, synes jeg at kunne ane et lidt bekymrende mønster. Det virker som om, at ni ud af ti faktisk har haft et rigtig svært 2017. Et år fyldt med fyringer, sygdom, skilsmisse, pengeproblemer, stress eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af øvrige hændelser og problemer.
Men kan det mon passe? For er det i virkeligheden ikke blot livet, som det er? Er det ikke bare fordi, at vi er blevet dårligere til at se, dele og fortælle om alt det gode, der heldigvis også går i de flestes veje; af både store og små mirakler?
Mit 2017 har da heller ikke været perfekt. Heller ikke selvom det måske har set sådan ud på de sociale medier, men det har været bedre end 2016, hvor jeg mistede min elskede mor. Det siger sig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke dem, der har været ramt af store tragiske tab, jeg henvender mig til i indlægget her.
Jeg skriver om dem, der isolerer sig i deres egen lille bekymringsboble med udfordringer, som faktisk slet ikke er så store, hvis de lige ulejliger sig med at kaste et blik udover deres egen næsetip et øjeblik. En fyring kan blive starten på et nyt kapitel. Det samme kan et ødelagt forhold. Pengeproblemer, stress – eller kombinationen af de to – kan være katalysator for lige at stoppe op, mærke efter og sadle om.
Og hold kæft, hvor lyder det da bare let.. Næh, det påstår jeg skam ikke. Men der skal både op og nedture til for at kunne mærke livet. Jeg har i det forgangne år set mennesker og venner på min facebook fået revet deres hverdag op og blive præsenteret for barske beskeder fra sygehusvæsenet. Beskeder der ikke blot påvirker dem selv i ualmindelig høj grad, men også alle omkring dem. Og er det så de her mennesker, der omtaler 2017 som noget dårligt år. Nej, næsten tværtimod. Det er faktisk dem, der synes allerbedst til at værdsætte livet og alle de fine ting, der (også) finder sted omkring os. Det er mennesker, der forstår og formår, at spille med de kort de har. Mennesker der kigger fremad, men også lever livet lige nu og her. Det synes jeg er sejt og meget inspirerende. Tak for jer.
Med dem in mente, er livet som de fleste heldigvis lever det, nok næppe så slemt som de seneste døgns mange opdateringer beskriver det. Det har jeg ihvertfald svært ved at forestille mig. Men jeg er selvfølgelig også ret heldig. Det eneste jeg fejler, ihvertfald sådan lige umiddelbart, er at jeg sidder i kørestol. Og det gør ikke engang ondt.
1 år efter
Published 6. juli 2017 by Preben
Er det virkelig allerede så længe siden? – spørger mange mig. Tiden går godt nok hurtigt.
Men det synes jeg ikke. I virkeligheden stod tiden nærmest stille i mange måneder efter. Måske ikke udadtil, for det var en slags terapi for mig at skrive. Både her, på facebook og selvfølgelig på min bog, som jeg endelig fik færdiggjort og endda udgivet.
I dag er jeg i fuld gang med alle mulige projekter igen. Jeg er tilbage på sporet og har efterhånden adapteret mig til “det nye setup”. Et setup, hvor dén familie der engang var så stor, nu pludselig er så lille. Men det er okay, for så får vi også set lidt mere til hinanden. Vi er blevet bedre til at holde sammen.
Jeg har nok været den af os, der har været hurtigst til at komme tilbage til hverdagen igen. Og nok ikke engang fordi jeg har været mere klar til det, men måske fordi jeg har brugt det som et slags skjold og gemt mig bag de mange igangværende projekter. Filmen, bogen, åbenhedsprisen, min tv-optræden hos Aftenshowet og Go’ Aften Danmark og talen for de nyudklækkede studenter, som det seneste. Altsammen øjeblikke som jeg så forfærdeligt gerne ville have delt med hende. Men hun kigger nok ned og smiler stolt.
Det dér pusterum der kun kan være godt, fik jeg aldrig rigtigt realiseret, så når jeg om 14 dage rejser på sommerferie, bliver det virkelig for at tømme hovedet og lade op på ny. Det bliver for at mærke efter, re-tænke, slappe af og så forhåbentligt for at finde det helt magiske svar på hvordan livet bruges og leves allerbedst. Nogle af svarene har jeg allerede med i bagagen fra min mor, for hun havde om nogen genfundet lykken og forstod at leve livet. Resten må jeg selv finde ud af. Det har jeg så tænkt mig.