Skip to content →

Category archive for: Livets store spørgsmål

1 år efter

 

I morgen er det 1 år siden, min elskede mor gik bort til cancer. Den samme forfærdelige skæbne som min far og iøvrigt alt for mange andre, jeg har kendt og holdt meget af.

Er det virkelig allerede så længe siden? – spørger mange mig. Tiden går godt nok hurtigt.

Men det synes jeg ikke. I virkeligheden stod tiden nærmest stille i mange måneder efter. Måske ikke udadtil, for det var en slags terapi for mig at skrive. Både her, på facebook og selvfølgelig på min bog, som jeg endelig fik færdiggjort og endda udgivet.

I dag er jeg i fuld gang med alle mulige projekter igen. Jeg er tilbage på sporet og har efterhånden adapteret mig til “det nye setup”. Et setup, hvor dén familie der engang var så stor, nu pludselig er så lille. Men det er okay, for så får vi også set lidt mere til hinanden. Vi er blevet bedre til at holde sammen.

Jeg har nok været den af os, der har været hurtigst til at komme tilbage til hverdagen igen. Og nok ikke engang fordi jeg har været mere klar til det, men måske fordi jeg har brugt det som et slags skjold og gemt mig bag de mange igangværende projekter. Filmen, bogen, åbenhedsprisen, min tv-optræden hos Aftenshowet og Go’ Aften Danmark og talen for de nyudklækkede studenter, som det seneste. Altsammen øjeblikke som jeg så forfærdeligt gerne ville have delt med hende. Men hun kigger nok ned og smiler stolt.

Det dér pusterum der kun kan være godt, fik jeg aldrig rigtigt realiseret, så når jeg om 14 dage rejser på sommerferie, bliver det virkelig for at tømme hovedet og lade op på ny. Det bliver for at mærke efter, re-tænke, slappe af og så forhåbentligt for at finde det helt magiske svar på hvordan livet bruges og leves allerbedst. Nogle af svarene har jeg allerede med i bagagen fra min mor, for hun havde om nogen genfundet lykken og forstod at leve livet. Resten må jeg selv finde ud af. Det har jeg så tænkt mig.

Leave a Comment

Min tale ved “Dans om bøgen” for Vejles studenter anno 2017

Fredag holdte jeg talen for Vejles nye studenter ved den traditionsrige begivenhed “Dans om bøgen” på Nørretorv. En kæmpe ære og samtidig en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg heldigt nok slap godt fra. De blev ihvertfald alle stående; lyttende. Herunder ses talen, min allerførste af slagsen, i sin fulde længde.

dans2017

 

Kære nye studenter

I mange år har det her i Vejle været en fin tradition at danse om bøgen og fejre Jer – de nye studenter. Det har samtidig været en tradition også lige at få et par kloge og motiverende ord med på vejen fra borgmesteren eller viceborgmesteren. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Jeg er hverken borgmester eller viceborgmester. Ja, faktisk er jeg ikke engang politiker.

Mit navn er Preben, og jeg er, som I nok har gættet, blevet bedt om at sige noget klogt her i dag – for som det blev udtrykt; i år ville man gerne tænke lidt ud af boksen og derfor bruge en anderledes taler. Det tog jeg selvfølgelig som en kompliment, og samtidigt så jeg det også som den helt oplagte chance for bare at snakke om mig selv. Reklame er jo så vigtigt.

For omkring 10 år siden flyttede jeg til Vejle. Noget af det første jeg tog mig til var, at begynde og lave nogle mindre events rundt omkring i byen. I starten bare et par mindre koncerter i Byparken og hvad der nu ellers lige poppede op af idéer og muligheder. Jeg var træt af at lave hjemmesider, og i det hele taget var jeg træt af at lave lige præcist alt det, alle forventede af mig. Det hele tog dog ret hurtigt fart, og siden da er det endt med mange afholdte arrangementer bl.a. Danmarksmesterskabet i luftguitar. Jo, der findes rent faktisk mennesker, der spiller luftguitar og dyrker det professionelt – hvor underligt det end lyder.

Sammen med en masse dygtige mennesker har jeg sidenhen skabt Vejles første spillefilm “GÆLDEN”, der får premiere i hele landet til september, og så har jeg skrevet en bog, der netop er udkommet. Jeg har også kørt turen på 300 km hele vejen fra Vejle til Skagen i min kørestol – mest af alt fordi jeg i et øjebliks kådhed kom til at skrive det på facebook – og vi ved jo allesammen godt, at hvis man først har skrevet noget på facebook, så passer det.

Nogen af Jer kan måske også huske, at jeg sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til den næste, der døbte sit barn Preben. En historie, der blev set af flere end 25 mio. på facebook, men alligevel endte med at en abe fra Odsherred Zoo i Nordsjælland løb med både navnet og pengene. Dén burde jeg nok have set komme. Kun de færreste har lyst til at hedde Preben. Jeg forestiller mig, at denne og flere af mine andre skøre eventyr er årsag til, at jeg er inviteret med i dag.

Det er ingen hemmelighed, at det allerførste jeg tænkte, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tale ved Dans om Bøgen var: “Fuck Fuck Fuck.. det kommer ikke til at ske!”. For der er vel egentlig ikke rigtig nogen, der synes om at skulle tale for så mange mennesker. Og da slet ikke for Jer – der sikkert enten har tømmermænd, hellere vil feste eller måske en kombination af begge.

Men alligevel sagde jeg ja uden at have tænkt videre over det. Det svarer jeg nemlig næsten altid, når nogen spørger mig om noget. Og da jeg lige have tygget lidt på det i nogle minutter, kom jeg da også frem til, at det med at holde en tale, nok måtte være nogenlunde det samme som at læse en virkelig lang facebook-status op.

Og nu kommer vi så til det, for det at sige ja er faktisk hele pointen med min tale i dag.

I er de nye studenter. I har allesammen en hel masse muligheder – uanset om Jeres hue er fyldt med 12-taller eller streger over hvor mange drinks I har kørt indenbords på TemaBar. De her mange muligheder har I selvfølgelig fordi, I alle er bestået – og uanset om I skal videreuddannes eller direkte ud på arbejdsmarkedet, om I starter op som selvstændige iværksættere, skal rejse og se verden, have et sabbatår eller noget helt andet, ja så handler det om at sige ja og være helt åben for muligheder – og det handler om at komme ud af sin comfortzone.

Gør I det, åbner øjnene og griber boldene, når de kastes, venter der mange vilde oplevelser og udfordringer foran Jer. Det er min erfaring, og det er mit råd til Jer her i dag. Det værste der kan ske ved bare at sige ja, er vel i virkeligheden, at man havner i Paradise Hotel. Og det er der faktisk heller ikke engang nogen, der er døde af. Ihvertfald ikke i Danmark.

Det var ordene. Tusind tak fordi I gad at lytte til mig.
Kæmpestort tillykke med huerne, skååål og rigtig god fest!

Preben Steen Nielsen – Vejle, den 23. juni 2017

 

Leave a Comment

Forbrugssvinet og hyggen

2

Der er ingen tvivl om, at jeg er materialist – og her mener jeg altså ikke en sælger af ikke-receptpligtige apotekervarer, barne- og fodplejeartikler, helsekostprodukter eller noget i den stil – men en forbrugsmaterialist. Lækre ting har altid gjort mig glad. Det har de gjort, ligeså længe jeg kan huske, og her vil den reflekterende type nok påstå, at dén del af mig lever, fordi jeg mangler noget andet i mit liv. Det tror jeg egentligt ikke.

For nyligt så jeg eksperimentet “Klædt af”, som er et tv-koncept, hvor nogle familier får tømt deres hjem for alting; tv, mobiler, tablets, møbler, pyntedimser og sågar tøj. Hver dag må de så hente én genstand hjem, og så er det interessante, hvad de vælger, om de hjælper sig selv, fællesskabet eller måske bare gør noget godt for deres søster, mor eller far.

Én af familierne fik virkelig noget ud af eksperimentet, som bragte dem tættere sammen, og moderen mente faktisk, at hun aldrig havde været lykkeligere end i dette nye setup – uden meget andet end en madras og det stærke familiebånd. Og det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke på, om mit eget liv ville være mere komfortabelt og balanceret med færre ting? Hvad skal jeg fx med 3 fjernsyn, når jeg kun er mig? Behøver jeg absolut altid stræbe efter den lækreste af alting, eller ville jeg faktisk skabe mere overskud for mig selv, ved ikke altid at tænke på at skulle skaffe den nyeste iPhone før alle andre, eller ved ikke jævnligt at udskifte en hel masse i mit liv, der rent faktisk fungerer, blot for at få det seneste nye?

Det lyder altsammen helt rigtigt, og man kunne fristes til at tænke “Ja sgu’ – nu er Preben da endelig blevet voksen!”. Men sådan er det ikke, for facit er i min optik stik modsat. En mere buddhistisk tilgang til livet vil (sandsynligvis) gøre mig trist.

Hvorfor? Jo, noget af det jeg lagde mærke til i eksperimentet var især, hvor stor betydning pynteting og alt det hyggelige var for familierne. Det kom især til udtryk, når de i løbet af eksperimentets 14 dages varighed havde besøg af familie og venner, som hver især havde medbragt “hygge” i den ene eller anden form. Nu siger jeg ikke, at stearinlys og en enkelt Kählervase hverken vælter budgettet eller pr. defination gør dig til et lille forbrugssvin, men det siger noget om, hvilken følelse mange af os får (og ikke får ved mangel af samme).

I en artikel om en britisk tilflytter til Danmark, jeg for nyligt læste, var konklusionen, at danskere generelt er meget lykkeligere end eks. englændere, fordi vi omgiver os med smukke ting – og smukke ting gør os glade. Det gør kærlighed, en kompliment, nærvær, stærke minder og store oplevelser også, men i det daglige og sådan helt generelt, gør smukke ting os glade(re).

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg fortsat fremover og resten af mit liv meget gerne materialistisk i min gøren og i mine handlinger. Det har også noget med forandring at gøre, tænker jeg. Forandring gør os også glade; det er derfor man flytter, flytter om, forandrer eller rejser på ferie.

Således en skøn portion søndagstanker fra en reflekterende Preben. Velbekomme.

Leave a Comment

Er du okay, Preben?

Selfie i Randers

Sådan spørger mange mig i denne tid – og ja, det er jeg vel egentligt – efter omstændighederne. Der er dage, hvor jeg udretter absolut intet, fordi jeg enten ikke kan komme igang eller bare ikke synes, det giver mening. Og så er der dage, hvor jeg er rastløs, impulsiv og fyldt med idéer. Idéer som nærmest står i kø for at blive realiseret. Næsten som havde de været indespærret i en boble af motivation og nu endelig er brudt gennem.

Min august måned er fyldt med aftaler og arrangementer, og det er ret godt, tænker jeg. Nogen af dem kommer jeg helt sikkert til at aflyse, men det er på en-eller-anden måde tryghedsgivende at have mulighederne, fremfor bare at sidde hjemme – for så er det netop, at man tænker. Ikke at det ikke er okay at tænke, for det skal man jo også, men for mig fungerer det bare bedst at tænke højt. Lidt ligesom nu, lige her i dette skrivende øjeblik på en dansk grå sommerlig mandag, men især foran venner, og dem er jeg heldigvis så priviligeret at have nær mig hele tiden. Uden dem så..

Henning, min papfar, sagde for nyligt, at der nu kommer en periode, hvor folk nok stopper med at spørge ind til det, der er sket. Det giver god mening for – hey life goes on – og det gør det jo bare, men derfor kan man stadig godt have brug for at snakke om det. For det gik bare sindsygt hurtigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Men derfor kan det godt blive godt, og det synes jeg allerede det, med babyskridt, så småt er begyndt at bevæge sig i en retning af. Gennem den seneste svære måneds tid har vi haft ekstra meget familietid. Meget mere end normalt for vores familie, men det har været nødvendigt og rart, og jeg vil helt sikkert gøre mit til, at det fortsætter.

Jeg er stadig Preben – også selvom jeg måske ikke lige ringer så meget til dig og kun ser ganske få i øjeblikket. Det tager lige noget tid at komme i balance igen. Jeg er smilende og glad, men jeg tænker meget, og lige pludseligt er jeg tilbage som den gamle Preben. Det lover jeg, men hvornår tiden er, ved jeg altså ikke.

Tak fordi du læste med <3

 

2 Comments

Noget om pizza og sorg

lånt fra gorms instagram @gormspizza

Der er ikke så mange, der ved det, men samme dag som jeg mistede min højtelskede mor, kørte jeg faktisk til København og fik mig en tatovering. Denne dag undlod jeg dog at checke-in på de sociale medier på min færden – ikke blot for at undgå uventet besøg, der hvor jeg nu engang befandt mig, men ligeså meget fordi, at der er noget kontroversielt ved at foretage sig noget positivt ovenpå så voldsomt et tab, lige midt i sin egen (og nærmeste pårørendes) allerværste og mest smertefulde sorg.

Men hvorfor er det sådan?

Allerede en lille time efter min mors død, sad jeg i bilen på vej mod København. Jeg var tynget af sorg. Jeg var udmattet, trist og forvirret, men jeg var også taknemmelig for at have haft muligheden for at holde hendes hånd og få sagt farvel. Jeg var lettet over, at hun var befriet for den forfærdelige sygdom – og ikke mindst, så var jeg sammen med Claus og Thomas. De to mennesker i mit liv, der står mig allermest nær.

Når en tatovering laves lige midt i alt det, kommer der helt særlige følelser i spil og betydningen vokser enormt. For mig var der absolut ingen tvivl om, at turen til København var den helt rigtige beslutning – og for dem der kender mig godt, overrasker beslutningen heller ikke. Da jeg denne formiddag forlod min mors lejlighed med tårer i øjnene, stod Thomas allerede klar på parkeringspladsen. Han var klar på, hvad end jeg nu havde lyst til, og den spontane beslutning om at fortsætte den oprindelige plan, havde han nok næsten set komme. Det havde samtidig helt afgjort også været min mors ønske, at alle mine interesser, projekter og gøren ikke skulle sættes på stand-by. Man skal følge sit hjerte, og det gjorde jeg i særdeleshed med denne beslutning.

Da jeg i 1997 mistede min far til samme forfærdelige skæbne, taklede jeg også sorgen utraditionelt. Han gik bort om aftenen, og en af de sidste ting han nåede at sige var, at han havde skrevet et brev til min mor og jeg. Det var klistret fast under sofabordet i stuen med tape, og udover nogle meget stærke ord indeholdt brevet også 15.000 kroner. Penge han ønskede, jeg skulle bruge på noget, der gjorde mig glad. Allerede formiddagen efter kørte min mosters kæreste, jeg og et par venner til Vejle for at flytte tankerne lidt, og for at bruge nogle penge. Penge fjerner ikke sorgen, og jeg græd i månedsvis, men turen og dagen var god – og tanken om på dén måde at gøre noget for sig selv midt i følelsesmæssig kaos, sorg og forvirring, synes jeg er rigtig fin.

Efter knap 6 timer under nålen i indre København, kørte Thomas, Claus og jeg på Gorm’s og fik os lidt at spise samt et godt glas tiltrængt vin. Det var ligeledes en dejlig dag på sin helt egen særlige betydningsfulde måde. En stille og rolig dag i selskab med de bedste venner; med rum til tanker, snak, stilhed og venskab.

Sorg takles helt forskelligt. Jeg ved godt, at ikke alle vil kunne gøre – eller har lyst til at gøre – som jeg har gjort. Alligevel håber jeg dog med delingen af disse tanker, at kunne inspirere andre til at tænke og føle, at det er okay. At det er okay at smile og være glad. Ingen andre end dig selv kan styre, hvornår følelser af enhver art sættes fri.

Leave a Comment

Dagen efter dagen

mutti

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.

Leave a Comment

Min mor

mutti-2

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3

11 Comments

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Ville du æde din bedste ven?

Gennem de seneste år har jeg mødt rigtig mange vegetarer, veganere og hvad de ellers kalder sig. Hvergang vi holder et event eller en koncert, er der altid en-eller-anden, der skal ha’ en veggie-sandwich eller noget andet uden kød, mælk eller ost istedet. Det er egentlig ikke noget problem. Jeg er selv absurd kræsen og nærmest bange for surmælksprodukter, skiveskåret ost og skaldyr. Problemet er vel mere, at jeg ikke forstår hvorfor.

Når man nu har set Løvernes Konge, kender man godt princippet og hele konceptet med “circle of life”. Dyr bliver spist. Af andre dyr, fx af mennesker. Sådan er verden nu engang indrettet. Der skal ryddes lidt op engang imellem – og nogen skal have noget at spise.

Hen over brunchen på kontoret i går blev der diskuteret holdninger, madvaner og økologi til den helt store guldmedalje. Vi har også en veganer på holdet, og hun undgår kød af flere grunde. Hun opnår øget energi; men vigtigst af alt – som jeg opfatter det – vil hun ikke spise noget, hun ikke selv ville kunne slå ihjel.

Se, det er egentlig en fin holdning, men her er jeg nok bare lidt mere kølig og skruppelløs. Vi har selvfølgelig som menneske et valg og dermed en stemme til at fasttømre en holdning, og hvis alle gjorde sådan.. For jo, vi kan sagtens leve uden kød, men er det meningen? – Og har vi overhovedet taget stilling? – Ligesom med organdonation og kirkeskat mener jeg faktisk, at det har vi. Det har vi ved ikke aktivt at ændre kurs. Mit bud er, at de fleste nok godt ved, at man kan melde sig ud af folkekirken eller udfylde et donorkort, hvis man vil skænke dele af sin krop til forskning eller til trængende. På samme måde kunne man jo også bare vælge ikke at spise kød.

Jeg spiser kød. Det havde du nok gættet. Jeg spiser også foie gras og taler åbent om det. I det hele taget kan jeg vel bare godt være ret åbenmundet og kontroversiel i mine udtalelser, uanset om emnet er udlændingepolitik eller amning i offentligt rum. Det faldt mig derfor også naturligt, at blive helt firkantet og spørge om hun så heller ikke ville spise koen, hvis hun var strandet på en øde ø, og der kun var den og ikke andet spiseligt overhovedet. Et konkret svar kom der vist ikke, men én ting er sikkert; jeg ville kvæle koen, dræne den for blod, stege den og æde løs uden at fortrække en mine. Jeg ville sikkert også synge en sang for den og begrave skelettet, men først og fremmest ville jeg æde den for min egen overlevelses skyld. Det ville jeg, fordi vi er egoistiske individder med overlevelsesinstinkter. Sådan er vi alle. Dyriske og sultne. Jeg ville æde min bedste ven, hvis det handlede om min egen overlevelse – og det ville du også.

Leave a Comment