Preben Steen Nielsen: Bloggen om mig

Leave a Comment

“Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere!”. Således lyder fakta’s gamle slogan, og det var lige præcist, hvad jeg gjorde forleden.

Efter 55 dage i selvvalgt hjemmeisolation og et uligevægtigt sind, gav jeg mig selv lov til atter at tage ud at handle i en ægte fysisk butik med rigtige levende mennesker. Det var en stor oplevelse. ALT var spændende; plasticbestik, dameblade, myrelokkedåser og minutris. Jeg må have været derinde i mindst 45 minutter, hvor jeg bare har suget indtrykkene til mig. Og hvor er det dog surrealistisk, at noget så tamt som en tur i fakta, pludselig er det mest befriende og opløftende.

I går var Valle og jeg på besøg i mit gamle kvarter, på havnen i Vejle, for lige at nyde et glas rosé på bådbroen med min papfar, Henning og hans kæreste, Hanne. Skønt endeligt igen at kunne se alle dem, man holder allermest af. Og ligeså dejligt var det i dag, at have mine svigerforældre på besøg herhjemme i haven hos os.

Men er det på lånt tid?

På mandag lukkes Danmark endnu mere op, når fase 2 sættes igang, og om præcist en måned køres der på med fase 3. Indrømmet; Pernille og jeg blev glade, da Mette Frederiksen i torsdags meldte ud, at storcentrene igen kan åbne. Og smilet blev lige en tand bredere, da hun fortsatte og fortalte, at caféer og restauranter kan åbne op igen fra den 18.

Det er følelsen af ikke at kunne, der er den værste. For vi vil næppe gøre brug af muligheden foreløbigt alligevel. For der er stadig hverken vaccine eller godkendt behandling. Og vi er stadig de udsatte. Men hold k*ft, hvor vi dog mangler snart at komme ud og være kærester og nyde verden sammen igen.

De svage skal være stærke, er meldingen fra regeringen. Det har vi tænkt os.

Leave a Comment

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

<3

Fredag holdte jeg talen for Vejles nye studenter ved den traditionsrige begivenhed “Dans om bøgen” på Nørretorv. En kæmpe ære og samtidig en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg heldigt nok slap godt fra. De blev ihvertfald alle stående; lyttende. Herunder ses talen, min allerførste af slagsen, i sin fulde længde.

Kære nye studenter

I mange år har det her i Vejle været en fin tradition at danse om bøgen og fejre Jer – de nye studenter. Det har samtidig været en tradition også lige at få et par kloge og motiverende ord med på vejen fra borgmesteren eller viceborgmesteren. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Jeg er hverken borgmester eller viceborgmester. Ja, faktisk er jeg ikke engang politiker.

Mit navn er Preben, og jeg er, som I nok har gættet, blevet bedt om at sige noget klogt her i dag – for som det blev udtrykt; i år ville man gerne tænke lidt ud af boksen og derfor bruge en anderledes taler. Det tog jeg selvfølgelig som en kompliment, og samtidigt så jeg det også som den helt oplagte chance for bare at snakke om mig selv. Reklame er jo så vigtigt.

For omkring 10 år siden flyttede jeg til Vejle. Noget af det første jeg tog mig til var, at begynde og lave nogle mindre events rundt omkring i byen. I starten bare et par mindre koncerter i Byparken og hvad der nu ellers lige poppede op af idéer og muligheder. Jeg var træt af at lave hjemmesider, og i det hele taget var jeg træt af at lave lige præcist alt det, alle forventede af mig. Det hele tog dog ret hurtigt fart, og siden da er det endt med mange afholdte arrangementer bl.a. Danmarksmesterskabet i luftguitar. Jo, der findes rent faktisk mennesker, der spiller luftguitar og dyrker det professionelt – hvor underligt det end lyder.

Sammen med en masse dygtige mennesker har jeg sidenhen skabt Vejles første spillefilm “GÆLDEN”, der får premiere i hele landet til september, og så har jeg skrevet en bog, der netop er udkommet. Jeg har også kørt turen på 300 km hele vejen fra Vejle til Skagen i min kørestol – mest af alt fordi jeg i et øjebliks kådhed kom til at skrive det på facebook – og vi ved jo allesammen godt, at hvis man først har skrevet noget på facebook, så passer det.

Nogen af Jer kan måske også huske, at jeg sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til den næste, der døbte sit barn Preben. En historie, der blev set af flere end 25 mio. på facebook, men alligevel endte med at en abe fra Odsherred Zoo i Nordsjælland løb med både navnet og pengene. Dén burde jeg nok have set komme. Kun de færreste har lyst til at hedde Preben. Jeg forestiller mig, at denne og flere af mine andre skøre eventyr er årsag til, at jeg er inviteret med i dag.

Det er ingen hemmelighed, at det allerførste jeg tænkte, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tale ved Dans om Bøgen var: “Fuck Fuck Fuck.. det kommer ikke til at ske!”. For der er vel egentlig ikke rigtig nogen, der synes om at skulle tale for så mange mennesker. Og da slet ikke for Jer – der sikkert enten har tømmermænd, hellere vil feste eller måske en kombination af begge.

Men alligevel sagde jeg ja uden at have tænkt videre over det. Det svarer jeg nemlig næsten altid, når nogen spørger mig om noget. Og da jeg lige have tygget lidt på det i nogle minutter, kom jeg da også frem til, at det med at holde en tale, nok måtte være nogenlunde det samme som at læse en virkelig lang facebook-status op.

Og nu kommer vi så til det, for det at sige ja er faktisk hele pointen med min tale i dag.

I er de nye studenter. I har allesammen en hel masse muligheder – uanset om Jeres hue er fyldt med 12-taller eller streger over hvor mange drinks I har kørt indenbords på TemaBar. De her mange muligheder har I selvfølgelig fordi, I alle er bestået – og uanset om I skal videreuddannes eller direkte ud på arbejdsmarkedet, om I starter op som selvstændige iværksættere, skal rejse og se verden, have et sabbatår eller noget helt andet, ja så handler det om at sige ja og være helt åben for muligheder – og det handler om at komme ud af sin comfortzone.

Gør I det, åbner øjnene og griber boldene, når de kastes, venter der mange vilde oplevelser og udfordringer foran Jer. Det er min erfaring, og det er mit råd til Jer her i dag. Det værste der kan ske ved bare at sige ja, er vel i virkeligheden, at man havner i Paradise Hotel. Og det er der faktisk heller ikke engang nogen, der er døde af. Ihvertfald ikke i Danmark.

Det var ordene. Tusind tak fordi I gad at lytte til mig.
Kæmpestort tillykke med huerne, skååål og rigtig god fest!

Preben Steen Nielsen – Vejle, den 23. juni 2017

Der er ingen tvivl om, at jeg er materialist – og her mener jeg altså ikke en sælger af ikke-receptpligtige apotekervarer, barne- og fodplejeartikler, helsekostprodukter eller noget i den stil – men en forbrugsmaterialist. Lækre ting har altid gjort mig glad. Det har de gjort, ligeså længe jeg kan huske, og her vil den reflekterende type nok påstå, at dén del af mig lever, fordi jeg mangler noget andet i mit liv. Det tror jeg egentligt ikke.

For nyligt så jeg eksperimentet “Klædt af”, som er et tv-koncept, hvor nogle familier får tømt deres hjem for alting; tv, mobiler, tablets, møbler, pyntedimser og sågar tøj. Hver dag må de så hente én genstand hjem, og så er det interessante, hvad de vælger, om de hjælper sig selv, fællesskabet eller måske bare gør noget godt for deres søster, mor eller far.

Én af familierne fik virkelig noget ud af eksperimentet, som bragte dem tættere sammen, og moderen mente faktisk, at hun aldrig havde været lykkeligere end i dette nye setup – uden meget andet end en madras og det stærke familiebånd. Og det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke på, om mit eget liv ville være mere komfortabelt og balanceret med færre ting? Hvad skal jeg fx med 3 fjernsyn, når jeg kun er mig? Behøver jeg absolut altid stræbe efter den lækreste af alting, eller ville jeg faktisk skabe mere overskud for mig selv, ved ikke altid at tænke på at skulle skaffe den nyeste iPhone før alle andre, eller ved ikke jævnligt at udskifte en hel masse i mit liv, der rent faktisk fungerer, blot for at få det seneste nye?

Det lyder altsammen helt rigtigt, og man kunne fristes til at tænke “Ja sgu’ – nu er Preben da endelig blevet voksen!”. Men sådan er det ikke, for facit er i min optik stik modsat. En mere buddhistisk tilgang til livet vil (sandsynligvis) gøre mig trist.

Hvorfor? Jo, noget af det jeg lagde mærke til i eksperimentet var især, hvor stor betydning pynteting og alt det hyggelige var for familierne. Det kom især til udtryk, når de i løbet af eksperimentets 14 dages varighed havde besøg af familie og venner, som hver især havde medbragt “hygge” i den ene eller anden form. Nu siger jeg ikke, at stearinlys og en enkelt Kählervase hverken vælter budgettet eller pr. defination gør dig til et lille forbrugssvin, men det siger noget om, hvilken følelse mange af os får (og ikke får ved mangel af samme).

I en artikel om en britisk tilflytter til Danmark, jeg for nyligt læste, var konklusionen, at danskere generelt er meget lykkeligere end eks. englændere, fordi vi omgiver os med smukke ting – og smukke ting gør os glade. Det gør kærlighed, en kompliment, nærvær, stærke minder og store oplevelser også, men i det daglige og sådan helt generelt, gør smukke ting os glade(re).

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg fortsat fremover og resten af mit liv meget gerne materialistisk i min gøren og i mine handlinger. Det har også noget med forandring at gøre, tænker jeg. Forandring gør os også glade; det er derfor man flytter, flytter om, forandrer eller rejser på ferie.

Således en skøn portion søndagstanker fra en reflekterende Preben. Velbekomme.