Skip to content →

Category archive for: Livets store spørgsmål

13.08.1997

FarsSEIKOsq100-4serviceDATO
Det var den 13. august 1997 på en lun og smuk sommeraften, præcis som i dag, min elskede far gik bort. Det var den satans cancer, der fik ram på ham. På en måde føles det, som var det sket for måske 8-10 år siden, og det er svært at forstå, der nu faktisk er gået 23 år.
 
Jeg husker tydeligt duftene og solen over markerne på min vej ud af byen i kørestolen kort efter, at bedemanden havde parkeret sin mørke ligvogn foran vores røde hus på hjørnet. Jeg slukkede stolen nogle kilometer uden for byen. For bare at være. For bare at lukke alt ude og skrige mod himlen.
 
Det havde været nogle barske måneder, hvor sygdommen gradvist forårsagede større smerte og nådesløst nedbrød ham. Til sidst kunne han ikke længere kende os. Tiden, månederne og ikke mindst de følgende højtider var svære. Minderne er bevaret i korte glimt, men på en måde synes mange af dem også udvisket og borte. Sådan er det nok med traumatiske hændelser og livsændrende tab.
 
Han blev kun 41. Det fylder jeg også om to år, så det sætter selvsagt mange tanker igang. Tanker om, at man skal huske at leve, lege, lære og elske. Tanker om, hvor priviligeret jeg er, at have oplevet og opnået så meget trods både medfødte og udefrakommende svære benspænd.
 
Mine besøg på gravstedet kan tælles på én hånd. Det har bare aldrig været min måde at sørge og bearbejde på. Men jeg tænker stadig meget på ham; især på denne tid af året. Der er så meget, jeg ville fortælle ham. Så mange oplevelser han skulle have været en del af.
 
Den allerførste tatovering jeg fik, var en urskive på mit håndled, med viserne pegende på hans dødstidspunkt og datoen den 13/8 påført. Det skulle symbolisere min fars gamle guldur, som jeg havde arvet – det var nemlig alt for gammelmands-agtigt til at jeg ville bære det. Jeg kunne sikkert heller ikke passe det.
 
Ligesom min far, døde batteriet i uret også langsomt ud. I dag tikker det igen. Det passer perfekt, og for mig er det noget af det fineste i verden.
 
Tak fordi du læste med! ❤️
 
Preben
Leave a Comment

Jeg er okay

290760_1951409191157_7604109_o
I dag er det 4 år siden, mit største forbillede og verdens bedste mor gik bort. Jeg savner hende konstant og allermest i perioderne, hvor livet er svært. Alligevel var det dog først i morges, det gik op for mig, hvilken dag det er i dag. Og det må da være et godt tegn. Et tegn på at være tilbage. For som jeg skrev for 4 år siden; “Alting bliver godt igen”. Og det gjorde det. Aldrig det samme, men godt igen.

Som I jo ved – eller har bemærket her gennem de sociale medier – har mit liv virkelig ændret sig siden dengang. Først fra filmproducer og event-Preben til selvstændige forfatter- og sidenhen plakat-Preben. Fra single-Preben i popsmarte bylejligheder til kæreste-Preben med villa, vovser og missekatte. Nogle venner er faldet fra, et par af de helt gamle hjælpere har sagt op, og i det hele taget har jeg vist også selv forandret mig godt og grundigt.

Omvæltningen har været kolossal, og jeg har haft svært ved at adaptere til mit nye liv. Jeg kunne ikke finde glæde ved at sidde bag skærmen eller motivation til at kaste mig ud i nye åndssvage projekter. Det var langt sværere, end jeg havde forestillet mig at være kærester – og endnu sværere for mig at være i et hjem, som pludselig var endnu mere en arbejdsplads, end det tidligere havde været; med flere hjælperskift og endnu flere mennesker ind og ud af vores liv.

Min læge vurderede, at jeg lå midt imellem en kraftig forandringsreaktion og en mild depression. Det har jeg ikke delt med så mange af jer, men jeg fik både tildelt sovepiller, antidepressiver og psykologtimer.

Heldigvis har det hele hjulpet. Ikke mindst takket være min elskede Pernille, som har støttet og presset mig til at tage affære og få lappet og styrket mit indre. Jeg er derudover også blevet beriget med en herlig ny svigerfamilie, skønne kæledyr og et nyt livsprojekt med plakatbiksen, som virkelig giver mening for mig. Nye bekendtskaber og dejlige nye hjælpere er vadet ind i mit liv, og jeg har nok herudover været igennem alle de følelser, der findes. Jeg har mærket følelser, jeg ikke anede fandtes. Og jeg har mærket følelser, jeg aldrig havde troet, jeg nogensinde skulle mærke.

Kærligheden fandt mig – netop som mit liv var allermest ufuldstændigt, og hvor ville jeg dog ønske, at min mor kunne opleve mig nu, samt møde min Pernille.

Antidepressiverne er jeg stadig på, men jeg føler, at jeg snart er parat til, i samråd med min læge, at påbegynde en udtrapningsplan. Jeg har det ihverfald bedre end så længe, jeg kan huske. Lige nu, mens jeg skriver dette, ligger lille Ingeborg og putter i et tæppe på mine fødder, hjælperne er rolige og skaber rum til dage som denne, og Pernille sidder i stuen hos mig og slapper af efter et par hårde dage.

Senere laver vi lidt lækkert mad, åbner én af de gode flasker og bare hygger. Akkurat som min mor ville have ønsket det. Og jeg er okay. Jeg er mere end okay.

Tak fordi du tog dig tid til at læse med <3

Preben

PS. Billedet er fra min mors tale til min 30 års fødselsdag. 

Leave a Comment

Ledsaget udgang

96587245_10218021026743480_4328020788784398336_o
“Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere!”. Således lyder fakta’s gamle slogan, og det var lige præcist, hvad jeg gjorde forleden.

Efter 55 dage i selvvalgt hjemmeisolation og et uligevægtigt sind, gav jeg mig selv lov til atter at tage ud at handle i en ægte fysisk butik med rigtige levende mennesker. Det var en stor oplevelse. ALT var spændende; plasticbestik, dameblade, myrelokkedåser og minutris. Jeg må have været derinde i mindst 45 minutter, hvor jeg bare har suget indtrykkene til mig. Og hvor er det dog surrealistisk, at noget så tamt som en tur i fakta, pludselig er det mest befriende og opløftende.

I går var Valle og jeg på besøg i mit gamle kvarter, på havnen i Vejle, for lige at nyde et glas rosé på bådbroen med min papfar, Henning og hans kæreste, Hanne. Skønt endeligt igen at kunne se alle dem, man holder allermest af. Og ligeså dejligt var det i dag, at have mine svigerforældre på besøg herhjemme i haven hos os.

Men er det på lånt tid?

På mandag lukkes Danmark endnu mere op, når fase 2 sættes igang, og om præcist en måned køres der på med fase 3. Indrømmet; Pernille og jeg blev glade, da Mette Frederiksen i torsdags meldte ud, at storcentrene igen kan åbne. Og smilet blev lige en tand bredere, da hun fortsatte og fortalte, at caféer og restauranter kan åbne op igen fra den 18.

Det er følelsen af ikke at kunne, der er den værste. For vi vil næppe gøre brug af muligheden foreløbigt alligevel. For der er stadig hverken vaccine eller godkendt behandling. Og vi er stadig de udsatte. Men hold k*ft, hvor vi dog mangler snart at komme ud og være kærester og nyde verden sammen igen.

De svage skal være stærke, er meldingen fra regeringen. Det har vi tænkt os.

Leave a Comment

Os i selvvalgt hjemmekarantæne

preen-face-mask-makeup

Da Mette Frederiksen i onsdags, den 11. marts, holdte det historiske pressemøde og lukkede Danmark ned, begyndte alle at reagere – logisk nok – men på hver deres måde. 

Opfør jer normalt, sagde Mette, og straks blev de sociale medier oversvømmet af opslag med fyldte indkøbskurve og kilometerlange Bilka-køer. Da meldingen kom, sad Pernille og jeg i køkkenet og havde kærestetid. Bare hende og jeg; stille og rolig aftenhygge. Men pludselig kom hjælperne ud til os. Har I hørt det? Hvad skal vi gøre? Og så begyndte telefonerne ellers at ringe.

Vi snakkede lidt, læste highlights fra pressemødet og besluttede os hurtigt for bare at hoppe i seng. Vi kunne næppe lægge ret mange planer eller tage særlige forholdsregler på det tidspunkt alligevel. Men Mettes råd ville vi følge. Det stod ret klart. Vi skulle ihverfald ikke hamstre.

Torsdag morgen blev jeg vækket af telefonen, der ringede. Det var P4, som ellers skulle have sendt live fra vores indkørsel til en snak om, hvad Pernille og jeg, som kronisk syge og lungepatienter, gør for at sikre os selv bedst muligt under corona-pandemien. For udover at vi begge først lige så småt er ved at komme os ovenpå hver vores hårde lungebetændelse, som endda sendte Pernille på sygehuset, bor vi jo faktisk i et hjem, som også er en arbejdsplads med mange hjælpere ind og ud.

Live-sendingen var naturligvis udsat grundet den helt nye situation og istedet blev interviewet, som vi optog dagen forinden, bragt i bidder gennem hele dagen, som en del af radioavisen. Lige dér gik det op for mig, at alt jeg havde udtalt mindre end 24 timer forinden, pludselig ikke længere holdt stik. Shit Just Got Real. Hvad der før var nogens problem, blev på et splitsekund alles problem. For selvfølgelig tog vi vores forholdsregler før, men nu krævede det altså en plan med nogle regler og retningslinjer her på adressen. Kasper, min hjælper, hjalp os godt på vej med at få indført de nødvendige corona-forbehold, hvorefter Pernille og jeg straks begyndte at informere hjælperne. 

Hvad hjælperne foretager sig uden for arbejdstiden, kan vi hverken bestemme eller kontrollere – men vi kan appellere. Vi kan appellere til, at de tager alle nødvendige forholdsregler og følger sundhedsministeriets retningslinjer; undgår forsamlinger, har styr på børnepasning og sørger for at forklare både børn og partnere vigtigheden af ikke at slæbe corona med hjem.

Det er ikke farligt, skriver medierne. Men det er det for de ældre og for de svage. Det er det for Pernille og jeg. I virkeligheden er sandheden nok, at skulle vi ske at blive smittet nu, er oddsene for overlevelse ikke videre optimistiske. Og hey, vi er virkelig ikke klar til at dø!

Vores egen læge mener først, at det har toppet, når vi i Danmark har rundet 500.000 smittede. Måske har han ret. Og hvad hvis han har? Hvad hvis vi alle før eller siden vil blive ramt af corona?

HVIS det bliver udfaldet, vil jeg virkelig håbe, at Pernille og jeg først rammes sent i forløbet. Når vi atter er helt på toppen, når der findes effektive behandlingsformer, når der er ledige hospitalssenge og allervigtigst – når der er ledige respiratorer. Et slemt problem, der netop nu er virkeligheden i Italien, hvor vigtigheden af et menneskeliv vægtes og sorteres. Her er de løbet tør for respiratorer. Barskt og kynisk.

Pernille og jeg har sat os selv i hjemmekarantæne. Det var vi lidt i forvejen grundet lungebetændelsen, men nu fortsætter vi den. Ingen gæster udover hjælperne, masser af udluftning og afspritning af alt der berøres. Og så har vi hamstret. Ikke fordi vi forventer, at supermarkederne løber tør, men sådan at vi ikke skal sende hjælperne ud at handle ind blandt andre mennesker. Så længe de er på arbejde, kan vi nemlig godt bestemme, og så tager vi altså alle de forholdsregler, vi kan.

Når en ny hjælper møder ind, udstyres de med en lille flaske sprit, som de bedes tage i lommen og bruge hyppigt. Hellere for meget end for lidt. Vi har bestilt et lille lager af vores medicin, samt sprit og sæbe hjem. Vi spiser vitaminpiller og sniger flere grøntsager i maden end normalt, og så har vi investeret i en lille benzingenerator. Pernille og jeg er begge afhængige af strømslugende hjælpemidler, så der er en stor tryghed i altid at kunne lave nødstrøm.

Til sidst en opsang.

Det her er alvor. Humor er vigtigt, også i svære tider – men begrebet “coronaferie” er komplet misforstået. Lyt til regeringen og sundhedsministeriets råd, bliv hjemme så vidt muligt og tænk dig om. Ikke kun for min og Pernilles skyld, men for alle de ældre og svage, og for vores fælles fremtids skyld.

Af hjertet tak,
Preben <3

 

Leave a Comment

Troværdighedsprutten

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Leave a Comment

En atypisk lovestory

heart

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

<3

Leave a Comment

Omfavn alt dét udenom

Illustration

Efter at have læst ret mange opdateringer fra mine venner på facebook, der gør status over det forgangne år, synes jeg at kunne ane et lidt bekymrende mønster. Det virker som om, at ni ud af ti faktisk har haft et rigtig svært 2017. Et år fyldt med fyringer, sygdom, skilsmisse, pengeproblemer, stress eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af øvrige hændelser og problemer.

Men kan det mon passe? For er det i virkeligheden ikke blot livet, som det er? Er det ikke bare fordi, at vi er blevet dårligere til at se, dele og fortælle om alt det gode, der heldigvis også går i de flestes veje; af både store og små mirakler?

Mit 2017 har da heller ikke været perfekt. Heller ikke selvom det måske har set sådan ud på de sociale medier, men det har været bedre end 2016, hvor jeg mistede min elskede mor. Det siger sig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke dem, der har været ramt af store tragiske tab, jeg henvender mig til i indlægget her.

Jeg skriver om dem, der isolerer sig i deres egen lille bekymringsboble med udfordringer, som faktisk slet ikke er så store, hvis de lige ulejliger sig med at kaste et blik udover deres egen næsetip et øjeblik.  En fyring kan blive starten på et nyt kapitel. Det samme kan et ødelagt forhold. Pengeproblemer, stress – eller kombinationen af de to – kan være katalysator for lige at stoppe op, mærke efter og sadle om.

Og hold kæft, hvor lyder det da bare let.. Næh, det påstår jeg skam ikke. Men der skal både op og nedture til for at kunne mærke livet. Jeg har i det forgangne år set mennesker og venner på min facebook fået revet deres hverdag op og blive præsenteret for barske beskeder fra sygehusvæsenet. Beskeder der ikke blot påvirker dem selv i ualmindelig høj grad, men også alle omkring dem. Og er det så de her mennesker, der omtaler 2017 som noget dårligt år. Nej, næsten tværtimod. Det er faktisk dem, der synes allerbedst til at værdsætte livet og alle de fine ting, der (også) finder sted omkring os. Det er mennesker, der forstår og formår, at spille med de kort de har. Mennesker der kigger fremad, men også lever livet lige nu og her. Det synes jeg er sejt og meget inspirerende. Tak for jer.

Med dem in mente, er livet som de fleste heldigvis lever det, nok næppe så slemt som de seneste døgns mange opdateringer beskriver det. Det har jeg ihvertfald svært ved at forestille mig. Men jeg er selvfølgelig også ret heldig. Det eneste jeg fejler, ihvertfald sådan lige umiddelbart, er at jeg sidder i kørestol. Og det gør ikke engang ondt.

Leave a Comment

1 år efter

 

I morgen er det 1 år siden, min elskede mor gik bort til cancer. Den samme forfærdelige skæbne som min far og iøvrigt alt for mange andre, jeg har kendt og holdt meget af.

Er det virkelig allerede så længe siden? – spørger mange mig. Tiden går godt nok hurtigt.

Men det synes jeg ikke. I virkeligheden stod tiden nærmest stille i mange måneder efter. Måske ikke udadtil, for det var en slags terapi for mig at skrive. Både her, på facebook og selvfølgelig på min bog, som jeg endelig fik færdiggjort og endda udgivet.

I dag er jeg i fuld gang med alle mulige projekter igen. Jeg er tilbage på sporet og har efterhånden adapteret mig til “det nye setup”. Et setup, hvor dén familie der engang var så stor, nu pludselig er så lille. Men det er okay, for så får vi også set lidt mere til hinanden. Vi er blevet bedre til at holde sammen.

Jeg har nok været den af os, der har været hurtigst til at komme tilbage til hverdagen igen. Og nok ikke engang fordi jeg har været mere klar til det, men måske fordi jeg har brugt det som et slags skjold og gemt mig bag de mange igangværende projekter. Filmen, bogen, åbenhedsprisen, min tv-optræden hos Aftenshowet og Go’ Aften Danmark og talen for de nyudklækkede studenter, som det seneste. Altsammen øjeblikke som jeg så forfærdeligt gerne ville have delt med hende. Men hun kigger nok ned og smiler stolt.

Det dér pusterum der kun kan være godt, fik jeg aldrig rigtigt realiseret, så når jeg om 14 dage rejser på sommerferie, bliver det virkelig for at tømme hovedet og lade op på ny. Det bliver for at mærke efter, re-tænke, slappe af og så forhåbentligt for at finde det helt magiske svar på hvordan livet bruges og leves allerbedst. Nogle af svarene har jeg allerede med i bagagen fra min mor, for hun havde om nogen genfundet lykken og forstod at leve livet. Resten må jeg selv finde ud af. Det har jeg så tænkt mig.

Leave a Comment

Min tale ved “Dans om bøgen” for Vejles studenter anno 2017

Fredag holdte jeg talen for Vejles nye studenter ved den traditionsrige begivenhed “Dans om bøgen” på Nørretorv. En kæmpe ære og samtidig en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg heldigt nok slap godt fra. De blev ihvertfald alle stående; lyttende. Herunder ses talen, min allerførste af slagsen, i sin fulde længde.

dans2017

 

Kære nye studenter

I mange år har det her i Vejle været en fin tradition at danse om bøgen og fejre Jer – de nye studenter. Det har samtidig været en tradition også lige at få et par kloge og motiverende ord med på vejen fra borgmesteren eller viceborgmesteren. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Jeg er hverken borgmester eller viceborgmester. Ja, faktisk er jeg ikke engang politiker.

Mit navn er Preben, og jeg er, som I nok har gættet, blevet bedt om at sige noget klogt her i dag – for som det blev udtrykt; i år ville man gerne tænke lidt ud af boksen og derfor bruge en anderledes taler. Det tog jeg selvfølgelig som en kompliment, og samtidigt så jeg det også som den helt oplagte chance for bare at snakke om mig selv. Reklame er jo så vigtigt.

For omkring 10 år siden flyttede jeg til Vejle. Noget af det første jeg tog mig til var, at begynde og lave nogle mindre events rundt omkring i byen. I starten bare et par mindre koncerter i Byparken og hvad der nu ellers lige poppede op af idéer og muligheder. Jeg var træt af at lave hjemmesider, og i det hele taget var jeg træt af at lave lige præcist alt det, alle forventede af mig. Det hele tog dog ret hurtigt fart, og siden da er det endt med mange afholdte arrangementer bl.a. Danmarksmesterskabet i luftguitar. Jo, der findes rent faktisk mennesker, der spiller luftguitar og dyrker det professionelt – hvor underligt det end lyder.

Sammen med en masse dygtige mennesker har jeg sidenhen skabt Vejles første spillefilm “GÆLDEN”, der får premiere i hele landet til september, og så har jeg skrevet en bog, der netop er udkommet. Jeg har også kørt turen på 300 km hele vejen fra Vejle til Skagen i min kørestol – mest af alt fordi jeg i et øjebliks kådhed kom til at skrive det på facebook – og vi ved jo allesammen godt, at hvis man først har skrevet noget på facebook, så passer det.

Nogen af Jer kan måske også huske, at jeg sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til den næste, der døbte sit barn Preben. En historie, der blev set af flere end 25 mio. på facebook, men alligevel endte med at en abe fra Odsherred Zoo i Nordsjælland løb med både navnet og pengene. Dén burde jeg nok have set komme. Kun de færreste har lyst til at hedde Preben. Jeg forestiller mig, at denne og flere af mine andre skøre eventyr er årsag til, at jeg er inviteret med i dag.

Det er ingen hemmelighed, at det allerførste jeg tænkte, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tale ved Dans om Bøgen var: “Fuck Fuck Fuck.. det kommer ikke til at ske!”. For der er vel egentlig ikke rigtig nogen, der synes om at skulle tale for så mange mennesker. Og da slet ikke for Jer – der sikkert enten har tømmermænd, hellere vil feste eller måske en kombination af begge.

Men alligevel sagde jeg ja uden at have tænkt videre over det. Det svarer jeg nemlig næsten altid, når nogen spørger mig om noget. Og da jeg lige have tygget lidt på det i nogle minutter, kom jeg da også frem til, at det med at holde en tale, nok måtte være nogenlunde det samme som at læse en virkelig lang facebook-status op.

Og nu kommer vi så til det, for det at sige ja er faktisk hele pointen med min tale i dag.

I er de nye studenter. I har allesammen en hel masse muligheder – uanset om Jeres hue er fyldt med 12-taller eller streger over hvor mange drinks I har kørt indenbords på TemaBar. De her mange muligheder har I selvfølgelig fordi, I alle er bestået – og uanset om I skal videreuddannes eller direkte ud på arbejdsmarkedet, om I starter op som selvstændige iværksættere, skal rejse og se verden, have et sabbatår eller noget helt andet, ja så handler det om at sige ja og være helt åben for muligheder – og det handler om at komme ud af sin comfortzone.

Gør I det, åbner øjnene og griber boldene, når de kastes, venter der mange vilde oplevelser og udfordringer foran Jer. Det er min erfaring, og det er mit råd til Jer her i dag. Det værste der kan ske ved bare at sige ja, er vel i virkeligheden, at man havner i Paradise Hotel. Og det er der faktisk heller ikke engang nogen, der er døde af. Ihvertfald ikke i Danmark.

Det var ordene. Tusind tak fordi I gad at lytte til mig.
Kæmpestort tillykke med huerne, skååål og rigtig god fest!

Preben Steen Nielsen – Vejle, den 23. juni 2017

 

Leave a Comment