Preben Steen Nielsen: Bloggen om mig

Lige siden jeg blev kærester med Pernille, har jeg holdt mig. Altså ikke på dén måde. Jeg har selvfølgelig besørget, men jeg har aldrig sluppet en lille stinkvind i hendes nærvær. Ikke før forleden dag. Der var der simpelthen intet at gøre. Den måtte ud, og der var så larmende stille i køkkenet, at jeg ikke kunne andet end bare at gå til bekendelse. Ja, jeg pruttede – og alle hørte det.

Pernille havde en fest. Om hun decideret var stolt, ved jeg ikke, men det morede hende vist en del, at jeg – mest for ikke at sprænges indefra – havde været nødt til at slippe mit princip og bare give efter.

Prutter er det mest naturlige i verden. Jeg ved det godt. Og derfor er det også lidt noget fis, at jeg har det, som jeg har det. Men jeg finder det bare ikke ret gentlemans’agtigt at lukke gas ud foran en kvinde. Ihvertfald ikke hvis man kan undgå det, og det er faktisk lykkes mig i mere end 10 måneder.

Prutten er én ting. Noget andet er min troværdighed, som jeg netop i samme moment ligeledes følte bare fes ud i rummet. Kan man nogensinde stole på mig, nu jeg ikke engang kan overholde løfterne overfor mig selv mere?

Det håber jeg. Det var ihvertfald rart endelig at få luft, og på en eller anden måde føler jeg mig væsentligt mere afslappet nu.

Om en uges tid har Pernille og jeg 2 måneders kærestedag. Det er både flippet og helt vildt skønt. Alting føles så rigtigt, men det har også taget tid og krævet sine kampe. Kampe der mest af alt har levet og vokset indeni mig. Dem vil jeg fortælle lidt om i dette blogindlæg.

De fleste der kender mig eller har læst min bog ved, at jeg har det svært med andre i samme eller lignende situation som jeg. Dét med at skulle sættes sammen og være venner, blot fordi begge parter har hjul, har jeg aldrig kunne se meningen med. Det har derfor heller ikke ligefrem været i disse kredse, jeg har søgt kærligheden. For selvfølgelig skulle jeg da ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Det ville både være underligt og helt vildt upraktisk.

For et års tid siden begyndte jeg at skrive lidt med den her pige. Pernille hed hun. Hun så helt vildt sød ud, og jeg opdagede hurtigt, at hun faktisk var mindst ligeså sød, som hun så ud. Det var ret uskyldigt. Pernille havde fulgt min facebook i nogle år, og da vi først begyndte at skrive sammen tog det hurtigt fart. Chat blev til flirt og mange timers skriverier. Her i historien har den opmærksomme læser nok gættet, at Pernille også sidder i kørestol – endda med akkurat samme diagnose som jeg. Lige børn leger bedst, vil nogen påstå.

Vi skrev sammen i uger, og en morgen hvor Pernille virkede anderledes og en smule trist, reagerede jeg spontant og bestilte en stor buket blomster til udbringning. På det tidspunkt virkede det som det mest rigtige at gøre.

Senere på dagen modtog Pernille blomsterne. Hun blev helt vildt glad og greb naturligvis straks telefonen for at ringe til mig og sige tak. Det var vores første telefonsamtale, og jeg gik helt i baglås. Pludselig var det hele meget mere virkeligt. Pludselig var hun ikke bare inde i min messenger. Pludselig kunne jeg høre hende, og det var faktisk dét, der skræmte mig allermest. For hun lød helt vildt meget som en pige i kørestol. Hendes stemme var underlig, og på det tidspunkt havde tanken slet ikke strejfet mig, at Pernille nok sad med samme følelse. For min stemme er jo også lidt underlig, og jeg lyder sikkert også helt vildt meget som en fyr i kørestol. Men det kan man bare ikke selv høre.

Vi skrev sammen resten af aftenen. Det var intenst og dejligt, men der var dele af mig, der bare ikke var helt med. Næste morgen vågnede jeg op til en følelse af fortrydelse. Med blomsterne havde jeg sendt et signal, som jeg ikke kunne leve op til. Pernille var skide dejlig, men hun sad jo i kørestol(!). Jeg skulle ikke have en kæreste, der sad i kørestol. Hvad ville folk dog ikke tænke, efter alt hvad jeg har skrevet og sagt om netop dette?

Herefter var jeg en idiot. Jeg trak mig og ignorerede hende. Det var slet ikke cool, men åbenbart lige det letteste. Pernille var vred, trist og knust – og jeg var lettet. Men alligevel var der bare noget, jeg ikke kunne slippe. Hun dragede mig helt vildt, og jeg tog mig selv i gang på gang at stalke hendes facebook, kigge hendes billeder og læse hendes blog.

Der gik nogle måneder. Vi begyndte at skrive sammen igen – sådan lidt on/off, og der var stadig noget ved den her pige, som jeg ikke kunne slippe. Jeg brugte min sommerferie på at mærke efter og på at tænke. Og hvor fucking svært kan det være, tænker du nok? Hvor svært kan det være bare at mødes over en kop kaffe, og se om der er en gnist og noget at arbejde med?

Åbenbart ret svært for mig, og først i januar i år giver jeg efter, og siger ja tak til en kaffeaftale – bare som venner.

Jeg gav efter, efter at have mærket efter. Efter at have udkæmpet de største af mine egne indre kampe. Efter at have genlæst vores mange beskeder, og efter at have set – lidt fra afstand – hvor fej og umodent jeg havde opført mig efter episoden med blomsterne. Kæmpe cadeau for Pernilles vedholdenhed og insisterende tålmodighed. Bevares, jeg har da nok også fået et par mindre flatterende kælenavne smidt efter mig i perioden. Men det var vist fortjent.

Pernille bor på sjælland og jeg i jylland, så inden vi lige kunne finde tid til kaffeaftalen, gik der små fjorten dage. Dén periode brugte Pernille, ihvertfald som jeg oplevede det, med kvindelist og en gradvis opjustering af charmen. Og det virkede. Pludselig var det gået fra at skulle være en kaffeaftale som venner til en first date. Jeg hoppede i med begge hjul.

Da dagen endelig kom, var jeg hamrende nervøs og blev mere og mere tavs, som vi nærmede os adressen. Men det var slet ikke så farligt. Timerne smuttede lynhurtigt, og Pernille var ligeså skøn, som jeg havde forestillet mig. Alligevel hang tankerne der stadig.. Skulle jeg overhovedet have en kæreste? Og hvis jeg skulle, skulle hun så virkelig sidde i kørestol?

Jeg ville rigtig gerne se hende igen. Og senere samme aften tog jeg da også mig selv i at sidde og vise billeder af Pernille til min kusine over en cocktail i København. Dagen efter gjorde jeg det samme til min papfar Henning. Så selvfølgelig var jeg jo lidt vild med hende den lille utroligt tålmodige pige her, og selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Pizzadate fredagen efter blev aftalt, og Pernille og jeg skrev sammen konstant. Vi skrev om tanker og følelser, om situationen vi begge jo nu engang befinder sig i, om de mange åbenlyse barrierer og udfordringer, men også om løsninger. Om selv at definere hvad et forhold er og forme det, så det bedst fungerer for os. Om opfindsomhed, tålmodighed, forståelse og humor. Især om humor.

Alligevel fik jeg kolde hjul. En diskussion om muligheder og løsninger på de helt basale ting som nærhed og intimitet i dagligdagen gjorde udslaget, og jeg trak mig igen. Aflyste aftalen.

Få dage efter vågnede jeg til en lang besked fra Pernille. Beskeden ændrede alt. Hun havde formået at få alle følelser, tanker og fakta med i den her besked, så jeg sådan for alvor kunne fatte det, og jeg smeltede fuldstændigt.

Siden dén besked har vi haft flere datenights, jeg har samlet mod og atter forsøgt mig med blomster, og for hvert sekund der går, føles det hele endnu mere rigtigt og dejligt.

Vi har også været ude i offentligheden sammen, hvilket viste sig at være en anelse grænseoverskridende for os begge. Ironien ved denne historie og mine mange indre kampe er nemlig, at Pernille faktisk har det lidt på samme måde ift. at ses offentligt med andre i kørestol. Vi tror nok bare, at alle tænker: “Sikke skønt at de to i kørestolene kommer lidt ud fra bofællesskabet!”. Oplevelsen blev dog lynhurtigt helt naturlig, og det føltes langt mindre akavet at forlade Starbucks sammen, end at ankomme sammen.

Summa summarum er, at der jo er masser af udfordringer i et forhold som vores, men det er der vel i alle forhold? Forskellen fra dengang og til nu er blot, at hver eneste udfordring pludselig synes let overkommelig. Måske blot fordi at jeg er håbløst forelsket i Pernille.

<3

Fredag holdte jeg talen for Vejles nye studenter ved den traditionsrige begivenhed “Dans om bøgen” på Nørretorv. En kæmpe ære og samtidig en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg heldigt nok slap godt fra. De blev ihvertfald alle stående; lyttende. Herunder ses talen, min allerførste af slagsen, i sin fulde længde.

Kære nye studenter

I mange år har det her i Vejle været en fin tradition at danse om bøgen og fejre Jer – de nye studenter. Det har samtidig været en tradition også lige at få et par kloge og motiverende ord med på vejen fra borgmesteren eller viceborgmesteren. Men lad mig lige slå det fast med det samme. Jeg er hverken borgmester eller viceborgmester. Ja, faktisk er jeg ikke engang politiker.

Mit navn er Preben, og jeg er, som I nok har gættet, blevet bedt om at sige noget klogt her i dag – for som det blev udtrykt; i år ville man gerne tænke lidt ud af boksen og derfor bruge en anderledes taler. Det tog jeg selvfølgelig som en kompliment, og samtidigt så jeg det også som den helt oplagte chance for bare at snakke om mig selv. Reklame er jo så vigtigt.

For omkring 10 år siden flyttede jeg til Vejle. Noget af det første jeg tog mig til var, at begynde og lave nogle mindre events rundt omkring i byen. I starten bare et par mindre koncerter i Byparken og hvad der nu ellers lige poppede op af idéer og muligheder. Jeg var træt af at lave hjemmesider, og i det hele taget var jeg træt af at lave lige præcist alt det, alle forventede af mig. Det hele tog dog ret hurtigt fart, og siden da er det endt med mange afholdte arrangementer bl.a. Danmarksmesterskabet i luftguitar. Jo, der findes rent faktisk mennesker, der spiller luftguitar og dyrker det professionelt – hvor underligt det end lyder.

Sammen med en masse dygtige mennesker har jeg sidenhen skabt Vejles første spillefilm “GÆLDEN”, der får premiere i hele landet til september, og så har jeg skrevet en bog, der netop er udkommet. Jeg har også kørt turen på 300 km hele vejen fra Vejle til Skagen i min kørestol – mest af alt fordi jeg i et øjebliks kådhed kom til at skrive det på facebook – og vi ved jo allesammen godt, at hvis man først har skrevet noget på facebook, så passer det.

Nogen af Jer kan måske også huske, at jeg sidste år udlovede en dusør på 10.000 kroner til den næste, der døbte sit barn Preben. En historie, der blev set af flere end 25 mio. på facebook, men alligevel endte med at en abe fra Odsherred Zoo i Nordsjælland løb med både navnet og pengene. Dén burde jeg nok have set komme. Kun de færreste har lyst til at hedde Preben. Jeg forestiller mig, at denne og flere af mine andre skøre eventyr er årsag til, at jeg er inviteret med i dag.

Det er ingen hemmelighed, at det allerførste jeg tænkte, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tale ved Dans om Bøgen var: “Fuck Fuck Fuck.. det kommer ikke til at ske!”. For der er vel egentlig ikke rigtig nogen, der synes om at skulle tale for så mange mennesker. Og da slet ikke for Jer – der sikkert enten har tømmermænd, hellere vil feste eller måske en kombination af begge.

Men alligevel sagde jeg ja uden at have tænkt videre over det. Det svarer jeg nemlig næsten altid, når nogen spørger mig om noget. Og da jeg lige have tygget lidt på det i nogle minutter, kom jeg da også frem til, at det med at holde en tale, nok måtte være nogenlunde det samme som at læse en virkelig lang facebook-status op.

Og nu kommer vi så til det, for det at sige ja er faktisk hele pointen med min tale i dag.

I er de nye studenter. I har allesammen en hel masse muligheder – uanset om Jeres hue er fyldt med 12-taller eller streger over hvor mange drinks I har kørt indenbords på TemaBar. De her mange muligheder har I selvfølgelig fordi, I alle er bestået – og uanset om I skal videreuddannes eller direkte ud på arbejdsmarkedet, om I starter op som selvstændige iværksættere, skal rejse og se verden, have et sabbatår eller noget helt andet, ja så handler det om at sige ja og være helt åben for muligheder – og det handler om at komme ud af sin comfortzone.

Gør I det, åbner øjnene og griber boldene, når de kastes, venter der mange vilde oplevelser og udfordringer foran Jer. Det er min erfaring, og det er mit råd til Jer her i dag. Det værste der kan ske ved bare at sige ja, er vel i virkeligheden, at man havner i Paradise Hotel. Og det er der faktisk heller ikke engang nogen, der er døde af. Ihvertfald ikke i Danmark.

Det var ordene. Tusind tak fordi I gad at lytte til mig.
Kæmpestort tillykke med huerne, skååål og rigtig god fest!

Preben Steen Nielsen – Vejle, den 23. juni 2017

Der er ingen tvivl om, at jeg er materialist – og her mener jeg altså ikke en sælger af ikke-receptpligtige apotekervarer, barne- og fodplejeartikler, helsekostprodukter eller noget i den stil – men en forbrugsmaterialist. Lækre ting har altid gjort mig glad. Det har de gjort, ligeså længe jeg kan huske, og her vil den reflekterende type nok påstå, at dén del af mig lever, fordi jeg mangler noget andet i mit liv. Det tror jeg egentligt ikke.

For nyligt så jeg eksperimentet “Klædt af”, som er et tv-koncept, hvor nogle familier får tømt deres hjem for alting; tv, mobiler, tablets, møbler, pyntedimser og sågar tøj. Hver dag må de så hente én genstand hjem, og så er det interessante, hvad de vælger, om de hjælper sig selv, fællesskabet eller måske bare gør noget godt for deres søster, mor eller far.

Én af familierne fik virkelig noget ud af eksperimentet, som bragte dem tættere sammen, og moderen mente faktisk, at hun aldrig havde været lykkeligere end i dette nye setup – uden meget andet end en madras og det stærke familiebånd. Og det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke på, om mit eget liv ville være mere komfortabelt og balanceret med færre ting? Hvad skal jeg fx med 3 fjernsyn, når jeg kun er mig? Behøver jeg absolut altid stræbe efter den lækreste af alting, eller ville jeg faktisk skabe mere overskud for mig selv, ved ikke altid at tænke på at skulle skaffe den nyeste iPhone før alle andre, eller ved ikke jævnligt at udskifte en hel masse i mit liv, der rent faktisk fungerer, blot for at få det seneste nye?

Det lyder altsammen helt rigtigt, og man kunne fristes til at tænke “Ja sgu’ – nu er Preben da endelig blevet voksen!”. Men sådan er det ikke, for facit er i min optik stik modsat. En mere buddhistisk tilgang til livet vil (sandsynligvis) gøre mig trist.

Hvorfor? Jo, noget af det jeg lagde mærke til i eksperimentet var især, hvor stor betydning pynteting og alt det hyggelige var for familierne. Det kom især til udtryk, når de i løbet af eksperimentets 14 dages varighed havde besøg af familie og venner, som hver især havde medbragt “hygge” i den ene eller anden form. Nu siger jeg ikke, at stearinlys og en enkelt Kählervase hverken vælter budgettet eller pr. defination gør dig til et lille forbrugssvin, men det siger noget om, hvilken følelse mange af os får (og ikke får ved mangel af samme).

I en artikel om en britisk tilflytter til Danmark, jeg for nyligt læste, var konklusionen, at danskere generelt er meget lykkeligere end eks. englændere, fordi vi omgiver os med smukke ting – og smukke ting gør os glade. Det gør kærlighed, en kompliment, nærvær, stærke minder og store oplevelser også, men i det daglige og sådan helt generelt, gør smukke ting os glade(re).

Det er jeg meget enig i, og derfor er jeg fortsat fremover og resten af mit liv meget gerne materialistisk i min gøren og i mine handlinger. Det har også noget med forandring at gøre, tænker jeg. Forandring gør os også glade; det er derfor man flytter, flytter om, forandrer eller rejser på ferie.

Således en skøn portion søndagstanker fra en reflekterende Preben. Velbekomme.

Sådan spørger mange mig i denne tid – og ja, det er jeg vel egentligt – efter omstændighederne. Der er dage, hvor jeg udretter absolut intet, fordi jeg enten ikke kan komme igang eller bare ikke synes, det giver mening. Og så er der dage, hvor jeg er rastløs, impulsiv og fyldt med idéer. Idéer som nærmest står i kø for at blive realiseret. Næsten som havde de været indespærret i en boble af motivation og nu endelig er brudt gennem.

Min august måned er fyldt med aftaler og arrangementer, og det er ret godt, tænker jeg. Nogen af dem kommer jeg helt sikkert til at aflyse, men det er på en-eller-anden måde tryghedsgivende at have mulighederne, fremfor bare at sidde hjemme – for så er det netop, at man tænker. Ikke at det ikke er okay at tænke, for det skal man jo også, men for mig fungerer det bare bedst at tænke højt. Lidt ligesom nu, lige her i dette skrivende øjeblik på en dansk grå sommerlig mandag, men især foran venner, og dem er jeg heldigvis så priviligeret at have nær mig hele tiden. Uden dem så..

Henning, min papfar, sagde for nyligt, at der nu kommer en periode, hvor folk nok stopper med at spørge ind til det, der er sket. Det giver god mening for – hey life goes on – og det gør det jo bare, men derfor kan man stadig godt have brug for at snakke om det. For det gik bare sindsygt hurtigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Men derfor kan det godt blive godt, og det synes jeg allerede det, med babyskridt, så småt er begyndt at bevæge sig i en retning af. Gennem den seneste svære måneds tid har vi haft ekstra meget familietid. Meget mere end normalt for vores familie, men det har været nødvendigt og rart, og jeg vil helt sikkert gøre mit til, at det fortsætter.

Jeg er stadig Preben – også selvom jeg måske ikke lige ringer så meget til dig og kun ser ganske få i øjeblikket. Det tager lige noget tid at komme i balance igen. Jeg er smilende og glad, men jeg tænker meget, og lige pludseligt er jeg tilbage som den gamle Preben. Det lover jeg, men hvornår tiden er, ved jeg altså ikke.

Tak fordi du læste med <3

Der er ikke så mange, der ved det, men samme dag som jeg mistede min højtelskede mor, kørte jeg faktisk til København og fik mig en tatovering. Denne dag undlod jeg dog at checke-in på de sociale medier på min færden – ikke blot for at undgå uventet besøg, der hvor jeg nu engang befandt mig, men ligeså meget fordi, at der er noget kontroversielt ved at foretage sig noget positivt ovenpå så voldsomt et tab, lige midt i sin egen (og nærmeste pårørendes) allerværste og mest smertefulde sorg.

Men hvorfor er det sådan?

Allerede en lille time efter min mors død, sad jeg i bilen på vej mod København. Jeg var tynget af sorg. Jeg var udmattet, trist og forvirret, men jeg var også taknemmelig for at have haft muligheden for at holde hendes hånd og få sagt farvel. Jeg var lettet over, at hun var befriet for den forfærdelige sygdom – og ikke mindst, så var jeg sammen med Claus og Thomas. De to mennesker i mit liv, der står mig allermest nær.

Når en tatovering laves lige midt i alt det, kommer der helt særlige følelser i spil og betydningen vokser enormt. For mig var der absolut ingen tvivl om, at turen til København var den helt rigtige beslutning – og for dem der kender mig godt, overrasker beslutningen heller ikke. Da jeg denne formiddag forlod min mors lejlighed med tårer i øjnene, stod Thomas allerede klar på parkeringspladsen. Han var klar på, hvad end jeg nu havde lyst til, og den spontane beslutning om at fortsætte den oprindelige plan, havde han nok næsten set komme. Det havde samtidig helt afgjort også været min mors ønske, at alle mine interesser, projekter og gøren ikke skulle sættes på stand-by. Man skal følge sit hjerte, og det gjorde jeg i særdeleshed med denne beslutning.

Da jeg i 1997 mistede min far til samme forfærdelige skæbne, taklede jeg også sorgen utraditionelt. Han gik bort om aftenen, og en af de sidste ting han nåede at sige var, at han havde skrevet et brev til min mor og jeg. Det var klistret fast under sofabordet i stuen med tape, og udover nogle meget stærke ord indeholdt brevet også 15.000 kroner. Penge han ønskede, jeg skulle bruge på noget, der gjorde mig glad. Allerede formiddagen efter kørte min mosters kæreste, jeg og et par venner til Vejle for at flytte tankerne lidt, og for at bruge nogle penge. Penge fjerner ikke sorgen, og jeg græd i månedsvis, men turen og dagen var god – og tanken om på dén måde at gøre noget for sig selv midt i følelsesmæssig kaos, sorg og forvirring, synes jeg er rigtig fin.

Efter knap 6 timer under nålen i indre København, kørte Thomas, Claus og jeg på Gorm’s og fik os lidt at spise samt et godt glas tiltrængt vin. Det var ligeledes en dejlig dag på sin helt egen særlige betydningsfulde måde. En stille og rolig dag i selskab med de bedste venner; med rum til tanker, snak, stilhed og venskab.

Sorg takles helt forskelligt. Jeg ved godt, at ikke alle vil kunne gøre – eller har lyst til at gøre – som jeg har gjort. Alligevel håber jeg dog med delingen af disse tanker, at kunne inspirere andre til at tænke og føle, at det er okay. At det er okay at smile og være glad. Ingen andre end dig selv kan styre, hvornår følelser af enhver art sættes fri.

Det er dagen efter min mors bisættelse – og jeg er faktisk nogenlunde ovenpå. Jeg er ovenpå fordi, at dagen og hele ceremonien blev fantastisk smuk med solskin, overvældende fremmøde og rørende indslag, smil, tårer og i særdeleshed sammenhold og styrke. En dag præcist som jeg ved, hun ville ønske den.

Jeg er også ovenpå, fordi jeg synes, at den seneste svære og lange tid har bragt os tættere sammen og styrket familiebåndene. For hvad skal der nu ske? Hvad nu når hverdagen skal tilbage på sporet? Hvordan med jul, fødselsdage og andre traditionsbundne dage?

Det vil aldrig blive det samme. Sådan er det. Men det behøver ikke betyde, at det ikke kan blive godt. Jeg tror på, at det giver god mening at mindes med glæde uden at holde fast ved, hvordan det kunne være, hvis hun stadig var her, men istedet fokusere på at være tilstede lige nu. At være tilstede og leve i nuet – med visioner, ambitioner og drømme for fremtiden – selvfølgelig; men vigtigst af alt må være, at være tilstede lige nu.

Efter bisættelsen i går samledes vi næsten alle – venner, familie, kollegaer og andre der stod hende nært, til tapas og masser af god vin, på et hotel lidt længere oppe ad vejen. Fuldstændigt som hun selv kærligt havde beordret, få uger før hun forlod os. Min mor var kendt for absolut ikke at være kedelig, og hendes store gæstfrihed har affødt utallige morgenfester og andre spontane indfald, vi nu mindes med smil. Eftermiddagen i går bliver nu tilføjet denne liste. For det er helt okay at græde og være trist, men det er også okay at smile og grine sammen. Det gjorde vi i går, og det er jeg så glad for.