Skip to content →

Category archive for: Livets store spørgsmål

Min mor

mutti-2

Klokken havde lige passeret 23, da min far kom løbende ind på Maria Hospitalet denne lune sommeraften i 1981, hvor jeg kort forinden for første gang havde slået øjnene op til livet uden for. Denne aften var vi for første gang samlet. Ingen kunne forestille sig, at dét stærke bånd senere ville blive revet over. Flere gange. Alt for tidligt.

Den 13. august 1997 sov min far stille ind efter flere års hård kamp mod kræft. Det var en voldsom oplevelse; det siger sig selv, men det var samtidigt også en slags katalysator for uanet styrke og selvstændighed både for min mor og jeg – ihvertfald på sigt.

Først kom sorgen. Den varede længe, og den kom i etaper – etaper der formede mig i flere forskellige retninger. Jeg ændrede mig og blev stærkere. Jeg frigjorde mig mere end mange nok havde forventet, mig selv inklusiv, og allerede da jeg fyldte 18, flyttede min mor ud. Jeg overtog huset, og hun byggede et nyt sammen med sin nyfundne kærlighed, Henning. Min nye papfar. En kærlighed tilfældigt (skæbnen?) opstået henover disken i min mors pølsevogn. Et forhold hvor flere frankfurtere blev til en kop kaffe, som blev til et hus på landet, et eventyrrigt liv og ikke mindst 18 fantastiske år. Jeg tænker tit på det som den ultimative kærlighedshistorie.

Nu sidder jeg så her bag skærmen med tårer i øjnene, fyldt med følelser og tanker i alle retninger, mens jeg lytter til Jens Lysdal på Spotify. En kunstner som min mor holdte meget af. I torsdags forlod hun os, efter for blot en måneds tid siden at have fået konstateret uhelbredeligt kræft. Dét menneske jeg holdte allermest af og så allermest op til blev taget fra mig. Hun blev kun 58, og selvom det da alligevel er noget ældre end min far nåede at blive, er det helt ubeskriveligt trist og uvirkeligt. Vi har alle vidst de sidste par uger, i hvilken retning det gik, men man er aldrig nogensinde forberedt. Det ønsker ingen at være.

De sidste timer tilbragte jeg ved sengekanten, hvor jeg holdte hendes hånd lige til allersidste åndedræt. Hun kunne ikke sige noget, da hun var så svag, afkræftet og fyldt med beroligende medicin, men hun hørte alt. Ej heller kunne jeg fremstamme ét eneste ord uden at knække fuldstændigt. Det var voldsomt, men ingen fortjener at befinde sig i denne forfærdelige tilstand, så da kræften overtog helt og hun gav efter og gav sig hen, piblede blandede tårer frem hos Henning og jeg. Tårer af sorg og glæde. Tårer over tabet af dén kvinde, der har glædet, hjulpet, inspireret og elsket så mange. Tårer over endelig at kunne befri hende fra den forfærdelige skæbne med udløbsdato, og samtidigt også tårer over at kunne nå et sidste farvel og et på gensyn.

Jeg græd i månedsvis, da jeg mistede min far. Det begynder måske igen. Det er jeg forberedt på, men lige nu holder jeg mig nogenlunde ovenvande i en kombination af at være beskæftiget med alt det praktiske forud for begravelsen på onsdag og med at være omgivet af skønne mennesker og masser af kærlighed. Det er jeg meget meget taknemmelig over.

Livet skal ikke tages for givet. Det kan stoppe på et splitsekund. Jeg vælger at tænke det sådan, at vi har været priviligeret ved faktisk at kunne nå at få sagt alt det, vi ville. Min mor har aldrig nogensinde spildt bare ét eneste sekund af livet og istedet brugt tiden på store oplevelser og rejser, familie og nærvær. Hun har dykket med hajer og svømmet med delfiner, hun har drevet forretning, festet og danset sig gennem livets mange op- og nedture, men helt særligt og vigtigst af alt; så har hun været verdens bedste mor. Min mor.

For evigt i mit hjerte <3

11 Comments

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Ville du æde din bedste ven?

Gennem de seneste år har jeg mødt rigtig mange vegetarer, veganere og hvad de ellers kalder sig. Hvergang vi holder et event eller en koncert, er der altid en-eller-anden, der skal ha’ en veggie-sandwich eller noget andet uden kød, mælk eller ost istedet. Det er egentlig ikke noget problem. Jeg er selv absurd kræsen og nærmest bange for surmælksprodukter, skiveskåret ost og skaldyr. Problemet er vel mere, at jeg ikke forstår hvorfor.

Når man nu har set Løvernes Konge, kender man godt princippet og hele konceptet med “circle of life”. Dyr bliver spist. Af andre dyr, fx af mennesker. Sådan er verden nu engang indrettet. Der skal ryddes lidt op engang imellem – og nogen skal have noget at spise.

Hen over brunchen på kontoret i går blev der diskuteret holdninger, madvaner og økologi til den helt store guldmedalje. Vi har også en veganer på holdet, og hun undgår kød af flere grunde. Hun opnår øget energi; men vigtigst af alt – som jeg opfatter det – vil hun ikke spise noget, hun ikke selv ville kunne slå ihjel.

Se, det er egentlig en fin holdning, men her er jeg nok bare lidt mere kølig og skruppelløs. Vi har selvfølgelig som menneske et valg og dermed en stemme til at fasttømre en holdning, og hvis alle gjorde sådan.. For jo, vi kan sagtens leve uden kød, men er det meningen? – Og har vi overhovedet taget stilling? – Ligesom med organdonation og kirkeskat mener jeg faktisk, at det har vi. Det har vi ved ikke aktivt at ændre kurs. Mit bud er, at de fleste nok godt ved, at man kan melde sig ud af folkekirken eller udfylde et donorkort, hvis man vil skænke dele af sin krop til forskning eller til trængende. På samme måde kunne man jo også bare vælge ikke at spise kød.

Jeg spiser kød. Det havde du nok gættet. Jeg spiser også foie gras og taler åbent om det. I det hele taget kan jeg vel bare godt være ret åbenmundet og kontroversiel i mine udtalelser, uanset om emnet er udlændingepolitik eller amning i offentligt rum. Det faldt mig derfor også naturligt, at blive helt firkantet og spørge om hun så heller ikke ville spise koen, hvis hun var strandet på en øde ø, og der kun var den og ikke andet spiseligt overhovedet. Et konkret svar kom der vist ikke, men én ting er sikkert; jeg ville kvæle koen, dræne den for blod, stege den og æde løs uden at fortrække en mine. Jeg ville sikkert også synge en sang for den og begrave skelettet, men først og fremmest ville jeg æde den for min egen overlevelses skyld. Det ville jeg, fordi vi er egoistiske individder med overlevelsesinstinkter. Sådan er vi alle. Dyriske og sultne. Jeg ville æde min bedste ven, hvis det handlede om min egen overlevelse – og det ville du også.

Leave a Comment