Skip to content →

Category archive for: Livets store spørgsmål

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Ville du æde din bedste ven?

Gennem de seneste år har jeg mødt rigtig mange vegetarer, veganere og hvad de ellers kalder sig. Hvergang vi holder et event eller en koncert, er der altid en-eller-anden, der skal ha’ en veggie-sandwich eller noget andet uden kød, mælk eller ost istedet. Det er egentlig ikke noget problem. Jeg er selv absurd kræsen og nærmest bange for surmælksprodukter, skiveskåret ost og skaldyr. Problemet er vel mere, at jeg ikke forstår hvorfor.

Når man nu har set Løvernes Konge, kender man godt princippet og hele konceptet med “circle of life”. Dyr bliver spist. Af andre dyr, fx af mennesker. Sådan er verden nu engang indrettet. Der skal ryddes lidt op engang imellem – og nogen skal have noget at spise.

Hen over brunchen på kontoret i går blev der diskuteret holdninger, madvaner og økologi til den helt store guldmedalje. Vi har også en veganer på holdet, og hun undgår kød af flere grunde. Hun opnår øget energi; men vigtigst af alt – som jeg opfatter det – vil hun ikke spise noget, hun ikke selv ville kunne slå ihjel.

Se, det er egentlig en fin holdning, men her er jeg nok bare lidt mere kølig og skruppelløs. Vi har selvfølgelig som menneske et valg og dermed en stemme til at fasttømre en holdning, og hvis alle gjorde sådan.. For jo, vi kan sagtens leve uden kød, men er det meningen? – Og har vi overhovedet taget stilling? – Ligesom med organdonation og kirkeskat mener jeg faktisk, at det har vi. Det har vi ved ikke aktivt at ændre kurs. Mit bud er, at de fleste nok godt ved, at man kan melde sig ud af folkekirken eller udfylde et donorkort, hvis man vil skænke dele af sin krop til forskning eller til trængende. På samme måde kunne man jo også bare vælge ikke at spise kød.

Jeg spiser kød. Det havde du nok gættet. Jeg spiser også foie gras og taler åbent om det. I det hele taget kan jeg vel bare godt være ret åbenmundet og kontroversiel i mine udtalelser, uanset om emnet er udlændingepolitik eller amning i offentligt rum. Det faldt mig derfor også naturligt, at blive helt firkantet og spørge om hun så heller ikke ville spise koen, hvis hun var strandet på en øde ø, og der kun var den og ikke andet spiseligt overhovedet. Et konkret svar kom der vist ikke, men én ting er sikkert; jeg ville kvæle koen, dræne den for blod, stege den og æde løs uden at fortrække en mine. Jeg ville sikkert også synge en sang for den og begrave skelettet, men først og fremmest ville jeg æde den for min egen overlevelses skyld. Det ville jeg, fordi vi er egoistiske individder med overlevelsesinstinkter. Sådan er vi alle. Dyriske og sultne. Jeg ville æde min bedste ven, hvis det handlede om min egen overlevelse – og det ville du også.

Leave a Comment