Skip to content →

Category archive for: Mig i retrospekt

En slags nytårstale – tilbageblik på et turbulent år

NYE2006

 

Man siger, at livet kører i ring med 7 gode år, efterfulgt af 7 dårlige osv.. det håber jeg virkelig passer. Nu sad jeg lige og tænkte lidt over det, og spoler vi tiden 7 år tilbage, befinder vi os dér, hvor jeg langsomt blev mere og mere syg, før det hele kulminerede, og jeg vågnede op i respirator på intensiv og måtte tilbringe 65 dage i det samme kølige, kridhvide rum. Klip til nu. Afslutningen på 2016; et helt forfærdeligt år, hvor jeg måtte se min elskede mor rammes af samme uretfærdige skæbne som min far – og lige som ham – ende ud med at skulle sende et sidste farvel på en smuk, varm sommerdag på Nordre Kirkegård her i Vejle. Det har jeg skrevet meget om, og ord kan alligevel ikke beskrive så store tab, men de kan hjælpe en selv til måske lidt lettere at komme videre – og nok også venner, mennesker og familie omkring en til lidt nemmere at prøve og forstå.

2016 var dog heldigvis mere end blot mørke og sorg. Jeg husker de første 5 mdr. som nogle af de hårdeste på karrierefronten i mit liv hidtil. Det var perioden, hvori vi gjorde det umulige; nemlig at realisere flere års arbejde og endelig gå i fuld produktion med vores spillefilm GÆLDEN. Med flere end 100 mennesker involveret var Claus og jeg virkelig spændt for som producere, og selvom meget af det der kunne gå galt, rent faktisk gik galt, kom vi rigtig godt i mål. Lige nu arbejdes der med de sidste detaljer, og så ser vi ellers bare frem til et 2017, hvor den færdige film og vores mange anstrengelser endelig skal præsenteres for offentligheden.

Jeg nåede aldrig at vise min mor vores film, men hun var – omend lidt svækket og uden diagnose på tidspunktet – frisk under optagelserne til at kunne få mine daglige rapporter i telefonen samt følge skarpt med i pressen. Hun havde endda en ret stor bunke aviser liggende i stuen, alle med artikler og skriverier om filmen eller andre af mine skøre projekter.

Det var også i 2016, ganske kort tid før vi fik besked om at min mor havde cancer, at jeg blev tildelt Vejle Kommunes Kulturpris. Ceremonien, talerne og overrækkelsen af prisen deltog min mor i. Det er jeg ubeskriveligt glad for, for selvom hun hele mit liv har været pavestolt af mig, er jeg ret sikker på, at hun den dag flækkede lige lidt mere af stolthed. Et utal af smil fik jeg nok også leveret, da jeg nogle uger senere blev omtalt i det meste af Skandinavien for min dusør på navnet Preben.

Vennerne har været vigtigere end nogensinde før i dette turbulente år. Man mærker virkelig vigtigheden af venskaber, og hvor meget et “Hvordan har du det, Preben?” betyder. Man mærker vigtigheden af, hvor meget en sms, en tanke eller et tilbud om bare at hænge ud betyder. Jeg har spist, drukket meget vin, taget lidt på og bare generelt brugt vildt lang tid på at tænke over, hvor synd det rent faktisk er for mig. Jeg har samtidigt også brugt meget tid på at adaptere mig til den nye situation. Jeg har ved tilfældigheder (skæbne?) opdaget, at jeg langt fra er alene, men at også mennesker, bekendte, venner og øvrige længere ude i periferien faktisk har deres at slås med – også dem der stinker langt væk af overskud og succes på 100 meters afstand. Sådan er livet nu engang, og med alle dem der efterhånden er revet fra mig og alle andre i en alt for ung alder, må jeg efterhånden have lært, at livet kan være forbandet kort, og man skal huske at leve det.

I dag er det dét, nogen vil kalde 4. juledag. Det har selvsagt været en hård december, men det har også været en december, hvor familiebåndene er styrket mere end nogensinde. Vi er ikke så mange, og vi skal hænge ved og holde sammen. Det synes jeg, at vi er blevet rigtig gode til – også selvom det ikke er, som det plejer eller nogensinde bliver. Det nye er faktisk slet ikke tosset. Vi havde ihvertfald en super hyggelig juleaften i vores lille familie bestående af Henning, Kristoffer, Maria, Mynte og jeg.

Nytårsaften bruger jeg i gode venners selskab hos Kasper, Pernille og ungerne i Tørring. Der var jeg også sidste år, og minus hummerhalerne var det faktisk enormt hyggeligt. Dén succes har vi tænkt os at gentage. Jeg har kun to nytårsfortsæt. Det første er ret overkommeligt – nemlig at drikke mere champagne. Det sidste handler om, at jeg i 2017 vil have endnu flere mærke- og føle oplevelser, det skal være et år, der kan mærkes dybt ned i maven og samtidigt et år, der skal bringe momenter med sig, hvor man pludselig udbryder “Life is Great!”. Det mener jeg ikke er for meget at forlange.

Rigtig godt nytår derude :-)

PS. Billedet øverst er fra min første nytårsaften i Vejle. Taget på toppen af Den Hvide Facet i 2005.

2 Comments

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Leave a Comment