Skip to content →

Category archive for: Mig i retrospekt

En reduktion af året der gik – tilsat store tanker

Timeout

Det er i dag den 27. december 2017, og lige om lidt er endnu et år gået.

Mit 2017 har faktisk været ganske godt, synes jeg. Det er ihvertfald smuttet hurtigt, og jeg har da også både været på krydstogt i Middelhavet – tiltrængt og skønt – samt fået min første bog udgivet og rundet vores flereårige filmprojekt GÆLDEN af med en flot premiere i efteråret. Forleden fik vi beskeden om, at vi er nomineret ved den prestigefyldte ROBERT-uddeling, der finder sted til februar. Dét var en god ekstra julegave at få og et godt afsæt for filmens fremtidige liv, der forhåbentligt ender med flere visninger; måske på VoD, stream, flowtv og/eller til undervisningsbrug. Det kan 2018 svare meget bedre på end jeg.

Én af de største erfaringer jeg har gjort mig med det snart forgangne år er, at filmbranchen – ligesom flere farverige sammenlignelige brancher – er proppet med brodne kar og klamme egoistiske albuestød. Jeg har set det før. Jeg har været tæt på det før, men jeg har altid kun observeret fra sidelinien. Jeg har været nær krydsilden, men jeg har aldrig selv været i kamp. Det har jeg været flere gange gennem de seneste mange måneder. Sikkert fordi vi nu er nået op på et niveau, hvor alle mange omkring en bliver ustyrligt selviske og grådige. Så slemt, at jeg nu er fuldstændig mættet og må sætte bremsen i. Man skal ikke finde sig i alt, og heldigvis befinder jeg mig ikke i en situation, hvor jeg er nødt til at færdes i denne branche. Egentlig kan jeg jo bare skride, når GÆLDEN har fået sit velfortjente, bedst mulige efterliv.

For der er ingen facitliste, og man kan intet andet stille op end selv at tage del i kampen. Man er faktisk nødt til det. Det er lidt ligesom at stå fuldstændig blottet i en boksering med flere modstandere. Man kan beskytte sig og slå igen, eller man kan blive pandet ned. Valget er lidt sølle, men det er trods alt ens eget.

I stedet for at plapre løs om de mange benspænd og hovedpinefremkaldende dilemmaer vi konstant rammes af, vil jeg istedet opfordre til at man læser med i de seneste artikler på Filmmagasinet EKKO’s hjemmeside, der meget godt beskriver, hvor stor magt en lille håndfuld mennesker i den danske filmbranche sidder på. I det hele taget har der i 2017 været meget negativ fokus på filmbranchen. Vi husker alle, hvordan #metoo-kampagnen startede, og hvordan den udviklede sig til også at sigte mod Zentropa og øvrige. Senest er min gamle barndomsveninde, der også arbejder professionelt med film, stået frem og har fortalt sin historie om stress, hukommelsestab og ubeskriveligt pres i filmbranchen. Og jo mere jeg tænker over det, kan jeg næsten ikke advare nok mod at gå fuldblodet ind i denne brutale verden, hvor der kun gives plads til de få. Jovist er der fede oplevelser, inspirerende mennesker og vidtfavnende armbevægelser. Det er der, men for mig er livet for kort til et sådant ræs og pres. Jeg vil afslutte dette udbrud med at påpege, at der jo altid er to sider af en historie. Det vil jeg sætte stor pris på, at man husker, når man hører historier om nogen af de mennesker, der står mig allermest nær – eller om mig selv for den sags skyld.

Med det sagt, er det vel nærmest indlysende, at jeg fremadrettet vil ligge vægt på mere soloprægede projekter, hvor jeg selv styrer slagets gang uden nødvendigvis at skulle puffe nogen ud i rabatten på min vej mod målet. Det være sig mine skriverier, som med en god portion held og ihærdighed, udmunder i endnu en bogudgivelse allerede i 2018. Jeg finder stor glæde i at skrive, og jeg ser meget frem til at indrette mit lille skrivehjørne med havudsigt, når jeg om kun få uger rykker ind på 15. etage i Den Hvide Facet her i Vejle.

Som det sociale væsen jeg faktisk er født, kan et forfatterskab også hurtigt blive en smule ensomt, så selvfølgelig skal der stadig fremover skabes rum til skøre påfund og flippede projekter, der involverer flere mennesker og samarbejder. Men det bliver på en anden måde; i et andet setup. Det kunne sagtens være indenfor film, iværksætteri, kunst, kultur eller musik. Det skal bare skrues sammen på en måde, hvor det ikke er pengene, der styrer, ødelægger og afgør successen. Hvordan dét så lige klares, har jeg endnu ikke gennemskuet, men at knække koden på dette, kunne jo så passende være mit nytårsforsæt for 2018. Jeg vil ihvertfald aldrig undvære at arbejde med mennesker, og da mine hidtil bedste oplevelser, hvor jeg ligeledes selv har følt at gøre den største forskel, har været ved charity/velgørenhed, er det da oplagt at genoptage dette arbejde. Det er vigtigt at give noget igen, når man kan. Så hvis du læser med og har en god idé til noget velgørende, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg lover, at jeg langt fra er kedelig at arbejde sammen med.

Det er nu et halvt år siden, jeg sidst har delt et blogindlæg. Og selvom jeg egentlig havde sat mig for at skrive noget oftere, har indlæggene det med kun at sprøjte ud af mig, når for megen negativitet har ophobet sig. Sådan skulle det ikke være. Faktisk var det min mission også at lade dette være en feelgood-blog, men da det jo aldrig er for sent at starte, skal jeg se, om jeg kan finde ud af at give lidt mere af mig selv herinde – også når jeg ikke bare er frustreret og har noget på hjerte i dén retning. For ret ofte er jeg faktisk glad og veltilfreds, og i 2017 har jeg lært meget mere om mig selv end det åbentlyse allerede beskrevne karriererelaterede.

Jeg har lært en hel masse om kærlighed, tid, mennesker, venskab, drømme, håb og store følelser. En hel masse om alt det, der er sværere at dele ud af, fordi man så blotter sig endnu mere. Men det tror jeg er sundt, og der kom kun gode oplevelser ud af det, da jeg tilbage i maj virkelig blottede mig ved udgivelsen af min selvbiografi “Kan den snakke?”. Det vil jeg forsøge at dyrke noget mere. For selvom man er fyldt 36, har man langtfra lært alt om sig selv.

Rigtig godt nytår!

Vi ses på den anden side :-)

Leave a Comment

En slags nytårstale – tilbageblik på et turbulent år

NYE2006

 

Man siger, at livet kører i ring med 7 gode år, efterfulgt af 7 dårlige osv.. det håber jeg virkelig passer. Nu sad jeg lige og tænkte lidt over det, og spoler vi tiden 7 år tilbage, befinder vi os dér, hvor jeg langsomt blev mere og mere syg, før det hele kulminerede, og jeg vågnede op i respirator på intensiv og måtte tilbringe 65 dage i det samme kølige, kridhvide rum. Klip til nu. Afslutningen på 2016; et helt forfærdeligt år, hvor jeg måtte se min elskede mor rammes af samme uretfærdige skæbne som min far – og lige som ham – ende ud med at skulle sende et sidste farvel på en smuk, varm sommerdag på Nordre Kirkegård her i Vejle. Det har jeg skrevet meget om, og ord kan alligevel ikke beskrive så store tab, men de kan hjælpe en selv til måske lidt lettere at komme videre – og nok også venner, mennesker og familie omkring en til lidt nemmere at prøve og forstå.

2016 var dog heldigvis mere end blot mørke og sorg. Jeg husker de første 5 mdr. som nogle af de hårdeste på karrierefronten i mit liv hidtil. Det var perioden, hvori vi gjorde det umulige; nemlig at realisere flere års arbejde og endelig gå i fuld produktion med vores spillefilm GÆLDEN. Med flere end 100 mennesker involveret var Claus og jeg virkelig spændt for som producere, og selvom meget af det der kunne gå galt, rent faktisk gik galt, kom vi rigtig godt i mål. Lige nu arbejdes der med de sidste detaljer, og så ser vi ellers bare frem til et 2017, hvor den færdige film og vores mange anstrengelser endelig skal præsenteres for offentligheden.

Jeg nåede aldrig at vise min mor vores film, men hun var – omend lidt svækket og uden diagnose på tidspunktet – frisk under optagelserne til at kunne få mine daglige rapporter i telefonen samt følge skarpt med i pressen. Hun havde endda en ret stor bunke aviser liggende i stuen, alle med artikler og skriverier om filmen eller andre af mine skøre projekter.

Det var også i 2016, ganske kort tid før vi fik besked om at min mor havde cancer, at jeg blev tildelt Vejle Kommunes Kulturpris. Ceremonien, talerne og overrækkelsen af prisen deltog min mor i. Det er jeg ubeskriveligt glad for, for selvom hun hele mit liv har været pavestolt af mig, er jeg ret sikker på, at hun den dag flækkede lige lidt mere af stolthed. Et utal af smil fik jeg nok også leveret, da jeg nogle uger senere blev omtalt i det meste af Skandinavien for min dusør på navnet Preben.

Vennerne har været vigtigere end nogensinde før i dette turbulente år. Man mærker virkelig vigtigheden af venskaber, og hvor meget et “Hvordan har du det, Preben?” betyder. Man mærker vigtigheden af, hvor meget en sms, en tanke eller et tilbud om bare at hænge ud betyder. Jeg har spist, drukket meget vin, taget lidt på og bare generelt brugt vildt lang tid på at tænke over, hvor synd det rent faktisk er for mig. Jeg har samtidigt også brugt meget tid på at adaptere mig til den nye situation. Jeg har ved tilfældigheder (skæbne?) opdaget, at jeg langt fra er alene, men at også mennesker, bekendte, venner og øvrige længere ude i periferien faktisk har deres at slås med – også dem der stinker langt væk af overskud og succes på 100 meters afstand. Sådan er livet nu engang, og med alle dem der efterhånden er revet fra mig og alle andre i en alt for ung alder, må jeg efterhånden have lært, at livet kan være forbandet kort, og man skal huske at leve det.

I dag er det dét, nogen vil kalde 4. juledag. Det har selvsagt været en hård december, men det har også været en december, hvor familiebåndene er styrket mere end nogensinde. Vi er ikke så mange, og vi skal hænge ved og holde sammen. Det synes jeg, at vi er blevet rigtig gode til – også selvom det ikke er, som det plejer eller nogensinde bliver. Det nye er faktisk slet ikke tosset. Vi havde ihvertfald en super hyggelig juleaften i vores lille familie bestående af Henning, Kristoffer, Maria, Mynte og jeg.

Nytårsaften bruger jeg i gode venners selskab hos Kasper, Pernille og ungerne i Tørring. Der var jeg også sidste år, og minus hummerhalerne var det faktisk enormt hyggeligt. Dén succes har vi tænkt os at gentage. Jeg har kun to nytårsfortsæt. Det første er ret overkommeligt – nemlig at drikke mere champagne. Det sidste handler om, at jeg i 2017 vil have endnu flere mærke- og føle oplevelser, det skal være et år, der kan mærkes dybt ned i maven og samtidigt et år, der skal bringe momenter med sig, hvor man pludselig udbryder “Life is Great!”. Det mener jeg ikke er for meget at forlange.

Rigtig godt nytår derude :-)

PS. Billedet øverst er fra min første nytårsaften i Vejle. Taget på toppen af Den Hvide Facet i 2005.

2 Comments

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Leave a Comment