Skip to content →

Category archive for: Sociale medier

Omfavn alt dét udenom

Illustration

Efter at have læst ret mange opdateringer fra mine venner på facebook, der gør status over det forgangne år, synes jeg at kunne ane et lidt bekymrende mønster. Det virker som om, at ni ud af ti faktisk har haft et rigtig svært 2017. Et år fyldt med fyringer, sygdom, skilsmisse, pengeproblemer, stress eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af øvrige hændelser og problemer.

Men kan det mon passe? For er det i virkeligheden ikke blot livet, som det er? Er det ikke bare fordi, at vi er blevet dårligere til at se, dele og fortælle om alt det gode, der heldigvis også går i de flestes veje; af både store og små mirakler?

Mit 2017 har da heller ikke været perfekt. Heller ikke selvom det måske har set sådan ud på de sociale medier, men det har været bedre end 2016, hvor jeg mistede min elskede mor. Det siger sig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke dem, der har været ramt af store tragiske tab, jeg henvender mig til i indlægget her.

Jeg skriver om dem, der isolerer sig i deres egen lille bekymringsboble med udfordringer, som faktisk slet ikke er så store, hvis de lige ulejliger sig med at kaste et blik udover deres egen næsetip et øjeblik.  En fyring kan blive starten på et nyt kapitel. Det samme kan et ødelagt forhold. Pengeproblemer, stress – eller kombinationen af de to – kan være katalysator for lige at stoppe op, mærke efter og sadle om.

Og hold kæft, hvor lyder det da bare let.. Næh, det påstår jeg skam ikke. Men der skal både op og nedture til for at kunne mærke livet. Jeg har i det forgangne år set mennesker og venner på min facebook fået revet deres hverdag op og blive præsenteret for barske beskeder fra sygehusvæsenet. Beskeder der ikke blot påvirker dem selv i ualmindelig høj grad, men også alle omkring dem. Og er det så de her mennesker, der omtaler 2017 som noget dårligt år. Nej, næsten tværtimod. Det er faktisk dem, der synes allerbedst til at værdsætte livet og alle de fine ting, der (også) finder sted omkring os. Det er mennesker, der forstår og formår, at spille med de kort de har. Mennesker der kigger fremad, men også lever livet lige nu og her. Det synes jeg er sejt og meget inspirerende. Tak for jer.

Med dem in mente, er livet som de fleste heldigvis lever det, nok næppe så slemt som de seneste døgns mange opdateringer beskriver det. Det har jeg ihvertfald svært ved at forestille mig. Men jeg er selvfølgelig også ret heldig. Det eneste jeg fejler, ihvertfald sådan lige umiddelbart, er at jeg sidder i kørestol. Og det gør ikke engang ondt.

Leave a Comment

De lykkelige mennesker på facebook

Collage

Jeg er selv én af dem. En af dem der smører ekstra tykt på, på facebook og generelt på sociale medier – og som kun plaprer løs om hvor fedt alting er, men nok næppe ville dele ud af de mindre positive tanker og oplevelser. Dem har jeg selvfølgelig også nogen af. Det har vi alle.

I dag er det virkelig mandag med stort M her hos mig. Det er en trist og halv-grå typisk dansk sommerdag, hvor det så bare samtidigt vælter ind med irriterende mails og opgaver, der – lige i øjeblikket de hober sig op – synes helt igennem uoverskuelige.

Det er kombinationen af mange små irritationsmomenter på stribe, der får bægret til at flyde over, og man har bare dén her kvalmende tendens til at bitche over alt lige fra vejret, til åndssvage parkeringsbøder og aktierne der dykker en smule, men kommer op igen, for det gør de altid på et-eller-andet tidspunkt.. Okay, her fik jeg vist lige nævnt et par enkelte af mine egne first world problems, men pointen er jo bare, at der helt sikkert er nogen, der har det værre. Ikke bare deltagerne i Luksusfælden, men måske dem der ikke ville brokke sig over regnvejret, men istedet samle det i skallen af en kokosnød og drikke det lidt ad gangen – bare i håb om overlevelse.

Min kloge ven rettede mig forleden, da jeg brokkede mig over benpladsen, eller mangel på samme, i biografen i Horsens. Nu brækkede jeg jo ikke ligefrem foden, jeg havde rent faktisk penge til billetten og filmen var i øvrigt meget god. Hvorfor brokker jeg mig så? Det aner jeg egentligt ikke, og sandheden er, at det klæ’r de færreste. Fra nu af vil jeg kun brokke mig, hvis der virkelig er grund til det.

Leave a Comment

Mit allerførste indlæg

Hver eneste dag underholder jeg på bedste vis mange af mine venner på facebook med sære udbrud og betragtninger fra livet som Preben. Det er både en vane og en hobby. Det er en livsstil, men det er også blevet en slags pligt – og engang imellem har jeg faktisk også lidt mere på hjertet, end min personlige facebook kan rumme.

Jeg er langt fra offer for min egen tilbageholdenhed og censur. Jeg taler frit og filterløst; her, der og allevegne i cyberspace. Engang imellem rammer jeg endda plet og får skrevet noget, der er så rigtigt, vigtigt eller kontroversielt, at det går viralt og rammer mange læsere landet over. Det er sket nogle gange efterhånden – men fordi det som oftest foregår på facebook, som er mit foretrukne sociale medie, stilner det typisk ligeså hurtigt af, som det til tider kan eksplodere i shares og likes sekunder efter publicering.

Denne blog er mit sted. Det er her jeg snakker om mig selv og gentager mig selv. Det er her, jeg deler nogle af mine dybere og vigtigere opslag fra facebook, så de ikke bare forsvinder i nyhedsstrømmen efter få dage, men istedet indekseres af søgemaskinerne og består. Det er også her, jeg hælder mit hjerte ud, når jeg har drukket for meget rødvin og mest af alt bare har lyst til at skrive. Det er her jeg beklager mig, når livet spænder ben og omvendt også her jeg hælder kærlighed ud i ord, når det viser sig fra sin allerpæneste side. Det er her, jeg deler et halvt kapitel i ny og næ fra min bog, min selvbiografi, som jeg har hyggeskrevet på i snart 4 år. Den skal nok blive færdig. Engang. Jeg skal bare lige have oplevet nok først.

Velkommen til!

4 Comments