Skip to content →

Kære nyudklækkede student!

adhd_DW

Måske er du én af de mange karakterspassere, der bruger ritalin eller andre studiedrugs som en del af din vej mod målet om årgangens højeste snit. Måske er du ikke, men lur mig om du alligevel ikke som minimum har dunket en stribe Red Bulls og utallige spande kaffe, fordi dit fokus har været på dét ene tal. Det tal, der skal åbne døren til fremtiden og bane vej for drømmejobbet. Men er det kampen værd, altså hvis du virkelig mærker efter, er det så fraværet fra alt det sociale værd, fordi du var så opsat på det ene lille tal?

Jeg har også fået gode karakterer, og selvom min studenterhue ikke var en studenterhue, men en cap med et 9-tal skrevet med tusch indvendigt, var karakterer også vigtige for mig. Det var vodka, byture og venskaber også. Den slags “tidsfordriv” der styrkede ens sociale færdigheder; og for mit vedkommende, vægtede utrolig højt og gjorde mig til den jeg er i dag. Allright, måske ikke helt, men så ihvertfald udgjorde en vigtig del af den tid og nok også umiddelbart skabte fundamentet.

Men hvorfor sidder jeg bare her og påstår, at byture giver meget mere mening end hardcore study og gode karakterer?

Hvis JEG skulle ansætte en ny medarbejder, nærmest uanset funktion, ville jeg afgjort vægte sociale færdigheder og erhvervserfaring væsentligt højere end det høje gennemsnit. Sådan tror jeg faktisk de fleste har det, omend det langt fra er den kurs man skubbes i retning af gennem studieforløbet.

Kan man begge dele fordi man er åhh-så-ung og har hele livet foran sig?

Selvfølgelig kan man det, men man mister noget, for tiden går, og lige pludselig sidder man her tilbage som 34-årig ligesom jeg, der kun har danset under bøgen på Skanderborg Festival, men alligevel er lykkes okay med at navigere rundt i det de kalder livet.

Der er nemlig meget mere derude end blot karakterer, så hvis ingen har fortalt dig det før, ved du det altså nu.

Det var bare det :-)

Leave a Comment

USA – Næh, du kan tro nej!

no-usa
Da min sagsbehandler og jeg for et stykke tid siden snakkede ferie, muligheder og drømme nævnte jeg for hende, at jeg jo havde haft en fantastisk tur på krydstogtskibet i 2014, og at jeg måske en dag kunne spare op og se hele verden på en 100 dages verdensomsejling. Dén drøm fejede hun lynhurtigt af bordet med beskeden om, at det lovmæssigt ikke kunne lade sig gøre. Man må nemlig maksimalt forlade landet i en måned, når man sidder i kørestol med muskelsvind og har en §96-løsning med handicaphjælpere ansat på fuldtid.
 
Udmeldingen provokerede mig meget, og ærligt talt ser jeg det både som frihedsberøvelse og i særdeleshed stærkt modsigende overfor hele tanken bag netop denne paragraf; nemlig at man skal kunne leve sit liv på lige vilkår med alle andre, ud fra den situation man nu engang befinder sig i.
 
Men man vælger sine kampe, og jeg lod den egentlig bare ligge – så kunne jeg jo tage den op, når den tid engang kom – hvis reglerne altså stadig var de samme.
 
I dag læser jeg så, at Aina Kamilla, der også sidder i kørestol med muskelsvind, sidder midt i dette dilemma lige nu.
 
Aina har sparet op til at kunne rejse 6 mdr. til USA, hun har hjælpere, der vil med på turen, hun har ok fra respirationscentret herhjemme samt lavet “nødaftaler” med hospitaler i USA. Hun har styr på hund, bolig, transport og visum. Hun har sponsorer og et tv-hold til at dække rejsen. Hun har kontakt til flere steder i USA, hvor hun kan holde foredrag og workshops. Ja, i det hele taget er Aina rigtig tæt på at kunne realisere en stor drøm, men lovgivningen sætter en brat stopper for det hele.
 
Er det fair?
Det synes jeg bestemt ikke :-(
Leave a Comment

Alle er idioter

1387

Det er blevet lidt af et problem for mig her på det seneste – og når jeg skriver “her på det seneste”, mener jeg nok nærmere indenfor de seneste år. Det er sikkert en tilstand, der opstår, når man passerer de 30; jeg synes, at alle er idioter.

Okay, måske ikke helt alle, men som udgangspunkt alle med en holdning eller holdninger, der stikker i modsat retning end mine egne. Der var engang (lad os bare sige i tyverne), hvor jeg respekterede mennesker med holdninger af stort set alle slags. Ikke lige når det kom til integration og indvandring, godt nok. Der kommer jeg ret hurtigt op at ringe og kalder alle racister, men ellers og bortset lige fra det, oplevede jeg mig selv som rimelig tolerant. Sådan er det ikke mere.

Forleden modtog jeg et opkald fra en fyr her fra byen, som ville have mig til at fjerne et indlæg i én af de større grupper på facebook, som jeg administrerer. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne, men lad mig bare slå fast, at ham her fyren er en, som jeg indtil forleden havde stor respekt for. Han bad mig om den her tjeneste, som jeg selvsagt ikke udførte, da jeg var helt uenig i hans måde at håndtere situationen på, men mest af alt var jeg chokeret over, at den her veluddannede, intelligente fyr ikke mente det samme som jeg. Nu synes jeg bare, at han er en idiot. Mere skal der ikke til mere, og jeg ved skam godt, at det er et problem, jeg nok bør arbejde med.

Måske handler det om, at man har nået et punkt i sit liv, hvor man har sat sig fast på nogle grundholdninger, og da man nu pludselig er “gammel nok” til rent faktisk at besidde dem, føler man sig urokkelig. På dating-sprog ville denne tilstand sikkert beskrives som ét af de udtryk, jeg væmmes allermest ved – nemlig “at hvile i sig selv”. Min kloge kusine plejer at sige, at dem der ofte nævner at de hviler i sig selv, netop er dem, der stadig søger sin sande identitet. Jeg er ganske enig.

Leave a Comment

Snothovedet og Kulturprisen

13063177_10206483323028098_7841501876375476213_o

I snart 6 uger har jeg været syg. Det begyndte midtvejs under filmoptagelserne som lidt forkølelse, der få dage før optagestop udviklede sig til lungebetændelse, og det er så dén, samt en ødelagt mave ovenpå 26 dages penicillinkur, jeg stadig kæmper med.

Det er SÅ kedeligt, og timingen kunne vel knap være værre.. Jeg har misset møde hos Zentropa, koncerten i aftes med Scott Bradley & The Postmodern JukeBox samt Danish DeeJay Awards i torsdags. Heldigvis tog jeg mig sammen til at være frisk nok i fredags, hvor jeg skulle have overrakt Vejle Kommunes Kulturpris. Det skete ved en fed lille reception på Vejle Kunstmuseum med lækker buffet, iskold øl, elektronisk musik fremført af Andre Tonelege samt en masse skønne mennesker, der kun var kommet for at fejre mig. Hvor meget mere kan man ønske sig?

Det var en helt igennem fantastisk dag – også selvom jeg ikke var frisk nok til at fortsætte fejringen efter arrangementet. Det må så kræve en revance senere. I næste uge lover de 20 grader, og jeg vil snart være frisk. Den kulturpris forpligter en smule, og de helt skøre arrangementer laver jo ikke sig selv.

Leave a Comment

Personalechefens beretning

Holdet

April alligevel.. Det må da så afgjort være tid til årets første indlæg. Det er fuldstændig flippet, som tiden flyver, og jeg når det meste, men glemmer desværre lidt mig selv. Det kommer så til udtryk her, eller, det kommer ikke til udtryk – og det gør det i form af manglende indlæg og tanker.

Jeg har lavet en masse siden sidst; men vigtigst af alt, så har jeg lavet film. Min hidtil vildeste rejse, en optimistisk idé om at lave Vejle’s første spillefilm, blev efter års arbejde og 5 ugers hårde optagelser i torsdags realiseret, da den sidste scene var i kassen. Det er en ubeskrivelig følelse endelig at nå målet, og det hele bygger på en taknemmelighed, der svært kan gengældes. En taknemmelighed til de godt 70 mennesker der nærmest i døgndrift har rendt livet af sig selv de sidste mange uger, på ingen eller minimal løn, bare fordi Claus, Stefan og jeg engang fik en idé.

Som producer er min rolle at sætte holdet, håndtere presse, have overblik, forhandle og løse problemerne – helst før de opstår. Koordineringen samt pressedelen fylder normalt mest. Det var ihvertfald min erfaring fra tidligere mindre produktioner, fra events og andre projekter, men dér tog jeg groft fejl. At skulle være personalechef for knap 30 faste filmarbejdere, der ikke kendte hinanden, men skulle (forventedes) levere deres ypperste og samarbejde smilende selv på 10. arbejdstime, har været min største udfordring nogensinde. De var skam søde, og jeg er generelt vildt tilfreds med sammensætningen af holdet, men der vil altid være nogen, der falder ud, og der vil altid opstå problemer, store som små.

Den første uge måtte vi sende en person hjem, der desværre bare ikke fungerede som en del af holdet. Det var ubehageligt, men det er en del af arbejdet, og vi blev da også kaldt både det ene og det andet. Samtidigt har vi måtte justere kraftigt i rollefordelingen; fordi det var nødvendigt, og beslutningen viste sig også lynhurtigt at være den rette. Men det er svært. Det er svært at bede folk om at lave noget helt andet end først planlagt, især hvis de har glædet sig til netop disse opgaver og måske synes, at de nye er knap så fede. Det er svært, når disse mennesker er nogen af dem man holder allermest af. Det er svært, når der kommer titler, følelser og økonomi i spil – og det handler nok mest af alt om at holde tungen lige i munden og kunne adskille tingene. Dét lykkedes heldigvis.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville skrive, da jeg startede på dette indlæg, men nu endte det med noget om det at være kombineret producer og personalechef. Det kommer ret meget bag på mig selv, at netop denne del skulle tage så tungt på mig, men det bestemmer man jo ikke selv, og det var rart lige at få bare en smule af det ud på skrift. Til dagligt, om man vil, er jeg jo qua min situation også chef for mine hjælpere. Og selvom det nok næppe kan sammenlignes, handler det alligevel om at kunne læse og udvælge mennesker. Dét synes jeg bestemt, at jeg har formået, og det gør mig så glad, når jeg kan se, at der her blot få dage efter optagelserne, allerede tages initiativ til fællessamlinger og byture.

På billedet ses vores skønne hold lige efter sidste take på sidste scene. Jeg er dem evigt taknemmelig for indsatsen, ihvertfald de fleste af dem, og jeg glæder mig meget til at kunne fremvise den færdige film.

Cut!

Leave a Comment

Ude af min comfortzone

cz

 

Jeg har egentlig altid betragtet mig selv som en JA-siger. Én der, ihvertfald indenfor fornuften og rimelighedens grænser, altid er med på den værste. Men er det sandheden, eller er det i virkeligheden bare sådan, at jeg allerhelst vil have omverdenen til at se mig?

Det er nok det sidste. Jeg er vanemenneske. Som udgangspunkt med på spontanitet, men jeg hader uventede gæster, ikke at have kontrol – og ryger jeg lidt ud af min egen forhåndsplanlagte døgnrytme, irriterer det mig også grænseløst. Dét også selvom jeg oftest kun kalendermæssigt er 4-5 dage fremme og er helt vild med at proppe aftaler ind.

Sådan har jeg det også med mine weekender, der for mit vedkommende meget gerne må være en smule rock’n’roll. Jeg er typen, der sætter meget høj pris på en lækker middag med bobler og gode vine, gerne efterfulgt af kaffedrinks, cocktails og bare sådan helt generelt lige “lidt ekstra”. Det er standard procedure, og selvom jeg set i bakspejlet har haft de sjoveste oplevelser og branderter gennem mit nu 34-årige liv på skumle værtshuse og ved mærkelige byfester, hvor jeg mere eller mindre er havnet ved tilfældigheder, vælger jeg altid stadig de samme typer steder.

I lørdags formede aftenen sig dog væsentligt anderledes end planlagt forventet. En pludselig tilstødende del af selskabet – kombineret med en måske mere løssluppen stemning end egnet til lækkert lounge – gjorde, at jeg røg helt ud af min comfortzone. Vi endte på et skummelt værtshus, eller, skummelt var det egentligt ikke, men gæsterne var lidt en kombi af klamme gamle sutter og så yngre, hvad skal man sige.. måske mere prisbevidste gæster. Vi var 6 afsted, og vi havde det sjovt. Det var hamrende billigt, og selv efter flere omgange med både shots, øl og breezers var dankort-bonnen under en tusse. Så tror da fanden, at stedet var så godt fyldt op.

Men som den ret forfængelige type, der igen bilder sig ind ikke at give en fuck for, hvad andre tænker om, hvad jeg gør og siger, testes jeg nu alligevel ret voldsomt i en sådan situation, på et lokalt værtshus milevidt fra min comfortzone. Her i byen, og vel egentligt også lidt længere væk efterhånden, er jeg et kendt ansigt, der stikker snuden frem, blander sig, og er meget i medierne. Det elsker jeg. Men det hæmmer også lidt, da jeg nærmest ubevidst alligevel konstant er bevidst om min handlen og gøren.

Ærligt; havde vi været til en privatfest eller på et værtshus i Sønderjylland eller andet steds nær langtbortistan, havde jeg nok haft nemmere ved at slippe den vilde Preben ud, og ikke bare kylling ud, når pigerne vil danse skørt, synge med på Fede Finn & Funny Boys – eller når der i fællesskab presses på for, at jeg skal hidse kørestolen op og indtage værtshusets “dansegulv” til tonerne af “You Spin Me Round”.

På mange måder er dette indlæg vel mest en note til mig selv. For sandheden er faktisk, at denne aften var én af mine bedste byture i nyere tid – og går der et skår af mig ved at te sig åndssvagt i et miljø, hvor de fleste andre i forvejen ter sig som kæmpeidioter? – Næ, det gør der ikke.

Leave a Comment

De lykkelige mennesker på facebook

Collage

Jeg er selv én af dem. En af dem der smører ekstra tykt på, på facebook og generelt på sociale medier – og som kun plaprer løs om hvor fedt alting er, men nok næppe ville dele ud af de mindre positive tanker og oplevelser. Dem har jeg selvfølgelig også nogen af. Det har vi alle.

I dag er det virkelig mandag med stort M her hos mig. Det er en trist og halv-grå typisk dansk sommerdag, hvor det så bare samtidigt vælter ind med irriterende mails og opgaver, der – lige i øjeblikket de hober sig op – synes helt igennem uoverskuelige.

Det er kombinationen af mange små irritationsmomenter på stribe, der får bægret til at flyde over, og man har bare dén her kvalmende tendens til at bitche over alt lige fra vejret, til åndssvage parkeringsbøder og aktierne der dykker en smule, men kommer op igen, for det gør de altid på et-eller-andet tidspunkt.. Okay, her fik jeg vist lige nævnt et par enkelte af mine egne first world problems, men pointen er jo bare, at der helt sikkert er nogen, der har det værre. Ikke bare deltagerne i Luksusfælden, men måske dem der ikke ville brokke sig over regnvejret, men istedet samle det i skallen af en kokosnød og drikke det lidt ad gangen – bare i håb om overlevelse.

Min kloge ven rettede mig forleden, da jeg brokkede mig over benpladsen, eller mangel på samme, i biografen i Horsens. Nu brækkede jeg jo ikke ligefrem foden, jeg havde rent faktisk penge til billetten og filmen var i øvrigt meget god. Hvorfor brokker jeg mig så? Det aner jeg egentligt ikke, og sandheden er, at det klæ’r de færreste. Fra nu af vil jeg kun brokke mig, hvis der virkelig er grund til det.

Leave a Comment

MTV-barn i Hipsterland

3887743-1

Som barn var jeg dagligt klistret til MTV i timevis. Det var dengang i de tidlige halvfemsere, hvor M’et i MTV rent faktisk stod for “music” – og det var dengang kanalen ikke var fyldt med meget andet end reklamer og massevis af musikvideoer. Okay, måske lige afbrudt af Beavis & Butthead, men det var også helt okay. Det var dengang grunge-bølgen rejste sig i Seattle, det var dengang hiphop blev mainstream og det var dengang Loveparade med rekordfart voksede op i Berlin og sikrede den elektroniske musikgenre den opmærksomhed, den fortjente.

I dag ser jeg aldrig musikvideoer. Jeg ser generelt meget sjældent videoklip på nettet – og det endda på trods af, at jeg selv arbejder professionelt med film og faktisk også har produceret en musikvideo. Ironisk nok gider jeg bare ikke selv se dem. Jeg er simpelthen alt for utålmodig bag skærmen, og starter jeg en musikvideo, er det blot for at lytte, mens jeg arbejder videre i et andet faneblad.

Omvendt var jeg så i går i København, hvor jeg bl.a. besøgte Hard Rock Café, som nu er flyttet ned på Rådhuspladsen. Et lidt underligt ryk, hvis du spø’r mig. Jeg var ret vild med den tidligere placering og den helt særlige metropol-agtige atmosfære omkring deres terrasse. Men på Hard Rock Café bliver der vist musikvideoer, og dét er fedt. Jeg sad nær baren med udsyn til flere af skærmene, få meter fra en britpop-type, der sad og bagte lidt på den engelsk-talende servitrice, mens han sugede cocktails og guffede fries. Jeg følte mig presset ned i en tidslomme fra dengang musikken havde meninger, og som jeg sad der med min strawberry-milkshake, var det lidt ligesom at være på ferie i udlandet – eller bare skudt 20 år tilbage i tiden.

Jeg var nu ingen af delene. Jeg var i København for at hente endnu en guitar til min “samling” – min samling der nu består af to styk; begge tidligere ejet af Tim Christensen. Guitaren jeg hentede i går er en Fender Stratocaster American Standard fra 1989, og selvom jeg aldrig kommer til at spille på den, er jeg allerede forbandet glad for den.

Leave a Comment

Ville du æde din bedste ven?

Gennem de seneste år har jeg mødt rigtig mange vegetarer, veganere og hvad de ellers kalder sig. Hvergang vi holder et event eller en koncert, er der altid en-eller-anden, der skal ha’ en veggie-sandwich eller noget andet uden kød, mælk eller ost istedet. Det er egentlig ikke noget problem. Jeg er selv absurd kræsen og nærmest bange for surmælksprodukter, skiveskåret ost og skaldyr. Problemet er vel mere, at jeg ikke forstår hvorfor.

Når man nu har set Løvernes Konge, kender man godt princippet og hele konceptet med “circle of life”. Dyr bliver spist. Af andre dyr, fx af mennesker. Sådan er verden nu engang indrettet. Der skal ryddes lidt op engang imellem – og nogen skal have noget at spise.

Hen over brunchen på kontoret i går blev der diskuteret holdninger, madvaner og økologi til den helt store guldmedalje. Vi har også en veganer på holdet, og hun undgår kød af flere grunde. Hun opnår øget energi; men vigtigst af alt – som jeg opfatter det – vil hun ikke spise noget, hun ikke selv ville kunne slå ihjel.

Se, det er egentlig en fin holdning, men her er jeg nok bare lidt mere kølig og skruppelløs. Vi har selvfølgelig som menneske et valg og dermed en stemme til at fasttømre en holdning, og hvis alle gjorde sådan.. For jo, vi kan sagtens leve uden kød, men er det meningen? – Og har vi overhovedet taget stilling? – Ligesom med organdonation og kirkeskat mener jeg faktisk, at det har vi. Det har vi ved ikke aktivt at ændre kurs. Mit bud er, at de fleste nok godt ved, at man kan melde sig ud af folkekirken eller udfylde et donorkort, hvis man vil skænke dele af sin krop til forskning eller til trængende. På samme måde kunne man jo også bare vælge ikke at spise kød.

Jeg spiser kød. Det havde du nok gættet. Jeg spiser også foie gras og taler åbent om det. I det hele taget kan jeg vel bare godt være ret åbenmundet og kontroversiel i mine udtalelser, uanset om emnet er udlændingepolitik eller amning i offentligt rum. Det faldt mig derfor også naturligt, at blive helt firkantet og spørge om hun så heller ikke ville spise koen, hvis hun var strandet på en øde ø, og der kun var den og ikke andet spiseligt overhovedet. Et konkret svar kom der vist ikke, men én ting er sikkert; jeg ville kvæle koen, dræne den for blod, stege den og æde løs uden at fortrække en mine. Jeg ville sikkert også synge en sang for den og begrave skelettet, men først og fremmest ville jeg æde den for min egen overlevelses skyld. Det ville jeg, fordi vi er egoistiske individder med overlevelsesinstinkter. Sådan er vi alle. Dyriske og sultne. Jeg ville æde min bedste ven, hvis det handlede om min egen overlevelse – og det ville du også.

Leave a Comment

Mit allerførste indlæg

Hver eneste dag underholder jeg på bedste vis mange af mine venner på facebook med sære udbrud og betragtninger fra livet som Preben. Det er både en vane og en hobby. Det er en livsstil, men det er også blevet en slags pligt – og engang imellem har jeg faktisk også lidt mere på hjertet, end min personlige facebook kan rumme.

Jeg er langt fra offer for min egen tilbageholdenhed og censur. Jeg taler frit og filterløst; her, der og allevegne i cyberspace. Engang imellem rammer jeg endda plet og får skrevet noget, der er så rigtigt, vigtigt eller kontroversielt, at det går viralt og rammer mange læsere landet over. Det er sket nogle gange efterhånden – men fordi det som oftest foregår på facebook, som er mit foretrukne sociale medie, stilner det typisk ligeså hurtigt af, som det til tider kan eksplodere i shares og likes sekunder efter publicering.

Denne blog er mit sted. Det er her jeg snakker om mig selv og gentager mig selv. Det er her, jeg deler nogle af mine dybere og vigtigere opslag fra facebook, så de ikke bare forsvinder i nyhedsstrømmen efter få dage, men istedet indekseres af søgemaskinerne og består. Det er også her, jeg hælder mit hjerte ud, når jeg har drukket for meget rødvin og mest af alt bare har lyst til at skrive. Det er her jeg beklager mig, når livet spænder ben og omvendt også her jeg hælder kærlighed ud i ord, når det viser sig fra sin allerpæneste side. Det er her, jeg deler et halvt kapitel i ny og næ fra min bog, min selvbiografi, som jeg har hyggeskrevet på i snart 4 år. Den skal nok blive færdig. Engang. Jeg skal bare lige have oplevet nok først.

Velkommen til!

4 Comments