Engang imellem er det lidt nitten at være født ind i dén her situation hvor man, udover at have et handicap, også er udstyret med en chef-hat, som af og til skal tages på.
I dag er sådan en dag, hvor det er ekstra nitten at være chef. Jeg har nemlig været nødsaget til at afskedige et hjælpersvin. En ansat jeg som person var rigtig glad for og hyggede mig med, men også en ansat, som grundet længere tids ustabilitet simpelthen amputerer teamet og samtidigt jo selvsagt stikker lidt en kæp i hjulet på hverdagens gang her i hjemmet. Og de fleste kan nok gætte, at en kæp i hjulet ikke er helt optimalt, når man sidder i kørestol.
Det fungerer i virkeligheden lidt ligesom i Løvernes Konge og “The Circle of Life”. Hvor én afskediget ansat efterlades med den dårlige nyhed og nogen gange også som et stort spørgsmålstegn, og vedkommenes efterfølger med den gode nyhed om at kunne komme hurtigere i gang end først forventet.
Så i dag har jeg gjort een ked af det, og en anden glad.
Men hvad med mig selv?
Tjoh, det er da skide ubehageligt. Ikke mindst fordi jeg, som udgangspunkt, er glad bare der møder nogen ind på arbejde – og det gør der jo. Men næsten uanset længden på ansættelsen bliver man super tætte på godt og ondt. Venskab, indsigt, forståelse og sympati opbygges. Og når jeg tager en beslutning som i dag, har det med stor sandsynlighed også en økonomisk konsekvens. Ikke bare for det enkelte menneske, men måske endda for en hustand og en hel lille familie.
Barskt, og helt bestemt en situation jeg ikke ynder at befinde mig i. Men tager jeg ikke et valg, har det også konsekvenser. For mig. For hverdagen i mit og Pernilles liv. For mine ansatte og arbejdsklimaet sådan helt generelt.
På dage som disse husker jeg mig selv på, hvor heldig jeg rent faktisk er, ved både at have hjælpere 24/7 samt friheden i selv at kunne søge, vælge, ansætte og afskedige. Så må man tage det sure med det søde.
Men nu er jeg træt. Træt i hovedet, og ellers bare mega klar på at lægge ansvaret fra mig for en stund (min spidskompetance) og nyde en tv-hygge-aften med min dejlige lille familie. Og så vil jeg ellers bruge resten af weekenden i en position lidt som Valle afstresser i på billedet herover.
Tak fordi du læste med ❤️
Preben